Saxofonsiden.dk

Kasper Hemmer Pihl • Nordisk Saxofontidsskrift • Saxofoner på Kolding Musikskole

Forord

Samlet beskrivelse af Saxofonundervisning på Kolding Musikskole, ud fra et trinsystem udviklet af Claus Olesen og Kasper Hemmer Pihl


2. opdatering, august 2005


Forord


Nærværende materiale er dokumentationen af den trindelte undervisning som praktiseres i saxofonundervisningen på Kolding Musikskole. Beskrivelsen af de enkelte trin danner rygraden i undervisning og sikrer en langsigtet udvikling for den enkelte elev. Trinbeskrivelserne kan også bruges til at koordinere forskellige metoder etudesamlinger, kompositioner osv.

Fra denne revision af systemet er der indført såkaldte stjernestykker på de enkelte trin, som alle elever skal lære udenad. Det er inspiration fra Suzuki metoden, der er baggrunden for indførelsen af disse stykker. Formålet er at skabe en holdånd omkring disse stykker og give eleverne mulighed for impulsivt såvel som organiseret (fx. saxofondage og fællestimer) at kunne spille sammen uden noder og på tværs af skel som alder og niveau.
Prima vista er et område der prioriteres meget højt og er derfor en naturlig del af næsten alle lektioner, allerede et par måneder efter, at eleven er begyndt at spille.
De to vigtigste årsager til denne fokusering på prima vista er:

1. at gode nodelæsnings-færdigheder sætter eleven i stand til tidligt at kunne deltage i sammenspils situationer

2. at kan man ved at minimere forskellen imellem elevens prima vista niveau og det som eleven kan præstere efter en uges øvning, skaber en situation hvor eleven hurtigt kan spille den lektie han eller hun har fået for. Således opnås at eleven det meste af tiden spiller noget der lyder godt, i stedet for utallige gentagelser af musik der er besværliggjort af det faktum, at eleven ikke kan bryde den kode som nodesystemet er.

Syvende trin er defineret som et niveau svarende til en elev, der har bestået optagelsesprøven til konservatoriet. Vi har valgt denne definition, idet vi anerkender, at en af musikskolens mange opgaver er at være forsyningsled til de videregående uddannelser. Derfor må det ultimative niveau for en musikskoleelev være netop svarende til konservatoriets optagelsesprøve. Det betyder ikke, at vi forventer at alle elever når dette niveau, det betyder, at vi ser musikskolen som en rummelig institution med plads til elite og bredde.

Til undervisningen har vi udarbejdet særlige elevark, som hjælper læreren i det daglige arbejde med at sikre, at elevens udvikling er jævn dvs., at der ikke opstår huller i elevens faglighed, men at eleven udvikles på alle de beskrevne områder hen imod næste trin.

Indenfor trinsystemet er der prøver to gange om året, ugen inden jul og inden sommer. Der findes to typer af prøver: semesterprøven og trinprøven. Indholdet af semesterprøven aftales i samråd mellem lærer og elev imens trinprøven, som giver adgang til næste trin, findes i trinbeskrivelsen. Prøverne afvikles i en afslappet atmosfære og virker meget motiverende på eleverne. Vi har således kunnet iagttage at elevernes forberedelse i ugerne optil sommer- og juleferie, perioder hvor det ofte kan være så som så med forberedelsen, har været mindst ligeså god som resten af året.

Prøverne har også den funktion, at lærerne kan give hinanden kritik og evaluering på den undervisning der foregår, på den måde medvirker prøverne til et kontinuerligt arbejde med kvalitetsforbedring, dette kræver naturligvis at mere end en lærer er tilstede ved prøverne. Eleven, der har aflagt en semesterprøve, får en skriftlig udtalelse, der både giver en vurdering af elevens nuværende niveau og som ser fremad mod de nye udfordringer, som eleven stå over for. Ved en trinprøve får man ligeledes en skriftlig udtalelse samt bestået eller ikke bestået i forhold til oprykning til næste trin.
Det er elevens afgørelse i samråd med læreren, hvorvidt man vil gå til en trinprøve eller ej. Der er derfor ingen der presses ud i en bestået – ikke bestået situation imod deres vilje.

Det er vores erfaring at elevernes glæde ved at gå til saxofon og deres faglige niveau er steget markant i forbindelsen med indførelsen af den trindelte undervisning, Den fremgang vi har set hos den gruppe af elever som ofte beskrives som bredden, er mindst ligeså stor som elitens, hvilket glæder os meget da dette system henvender sig til alle typer af elever.

Claus Olesen & Kasper Hemmer Pihl, Århus august 2005

© 2008 Kasper Hemmer Pihl • Kontakt mig