Det kan godt være lidt svært at bevare overblikket over Rampone & Cazzanis mange modeller og varianter. Til en start er der fire serie med varierende antal modeller og så er der de mange muligheder for finish. Vi skal forsøge at skabe lidt overblik.

Super
„Super“ er navnet på basismodellen. Den findes som buet sopran, lige sopran, alt, tenor, baryton med dybt Bb og baryton med dybt A.

Deluxe
Næste model hedder „Deluxe“ og findes i buet sopran, lige sopran, alt og tenor.

R1
Titlen på næste model er hentet fra det faktum at Rampone på en gang er et gammelt og et meget nyt firma R1 (Rampone1) er Zolla familiens bud på en ny tids R&C saxofoner. R1 findes som sopranino, lige sopran, semi-buet sopran (saxello), buet sopran, alt, tenor og baryton.

R1 Jazz
R1 Jazz er en modificeret udgave af R1 der laves af messing med en højere andel af kobber, det såkaldte „Red brass“. Den laves i lige sopran, semi-buet sopran (saxello), buet sopran, alt, tenor og baryton.

Hjææælp! Hvor skal jeg starte?

Jeg tror ikke vi generer nogen, ved at sige, at man skal starte med at glemme ’Super’ og ’Deluxe’. Det er udmærkede instrumenter bevares, men det er R1’erne der er interessante.

R1 eller R1 Jazz…en smagssag - der er dybest set tale om det samme instrument med en klanglig variation (det skal dog siges at vi ikke havde lejlighed til at prøve så mange R1’ere, men det var vores indtryk).



Således kogt ned til to modeller – og lad os bare koncentrere os om R1 Jazz – kan vi begynde at kigge på det væsentlige: hvordan spiller de? Det første kvartet havde vi det lidt svært. Det virkede lidt tungt, det sagde ikke så meget, lidt støvet. Vi begyndte så småt at overveje hvilke pæne ting vi kunne sige til Claudio…men så skete der noget. Instrumenterne åbnede sig op og afslørede en fyldig, varm og utrolig mange facetteret klang. En klang der på ingen måde minder om de saxofoner vi almindeligvis omgiver os med. Her var ikke skyggen af reference til Selmers Mark VI – derimod var de gamle amerikanske saxofoner som Buescher og Conn ikke så langt væk. R&C har det til fælles med de gamle amerikanere (som R&C i øvrigt samarbejdede med i gamle dage) at de benytter en anden boring end den man siden begyndte at bruge hos Selmer o.a.

Rampones saxofoner har en usædvanlig tyk boring generelt og i særdeleshed mod buen. Det giver en anderledes modstand i toneproduktionen, en modstand der giver musikeren en anden type kontakt med lyden, men som også giver et andet intonationsmønster end man finder ved f.eks. Selmer. Intonationen var til at starte med noget Kasper med et klassisk set-up havde svært ved at få til at fungere, mens Florián med et jazz-setup’et ikke oplevede som noget stort problem. Efter nogen tid fik Kasper det til at fungere bedre, men det var oplevelsen at et Selmer C* ikke er det mest velegnede mundstykke til R&C’s saxofoner, der sikkert i klassisk sammenhæng vil have det bedre med et barrel chamber mundstykke som f.eks. Otto Link ebonit eller Raschèr mundstykker.

Det store udvalg af sopransaxofoner påkalder naturligvis opmærksomheden; hele tre forskellige slags; lige, semi-buet og buet - og vi skal hilse og sige at der er stor forskel. Måske er det ikke så overraskende mellem den lige og den buede, men at den semi-buede har en så egen personlighed var en overraskelse. Konservative Kasper var gladest for den lige mens Florián havde en forkærlighed for den buede - den semi-buede forvirrede os vist lidt, måske med lidt bedre tid. I den korte tid vi havde blev den ved at virke lidt ufokuseret.



Altsaxofoner prøvede vi flere eksemplarer af og her stod det klart for os hvor stor indvirken de forskellige overflade behandlinger har. En guld og en sølv alt af samme model viste sig at have helt forskellige karakterer – også mere end vi tidligere har oplevet, måske fordi guldsaxofonen ikke er forsølvet først.

Tenorsaxofonen vi prøvede var en lækkerbisken i guld, med en klang der var lige ved at gøre turen utilsigtet bekostelig. Men helt slemt blev det da Kasper prøvede barytonsaxofonen…det tog noget tid at finde sig til rette, for det må være verdens længste baryton-hals (se billedet), men da det var på plads måtte Kasper klynge sig til at det ikke kunne nytte noget med en baryton uden dybt A i klassisk sammenhæng…og andre undskyldninger, for her var en barytonklang i en helt egen klasse. Måske nok ikke den ideelle baryton at komme hjem til en Selmer kvartet med, men…hold da op hvor en kæmpeklang!

Det fører forvidt at gå i detaljer med de mange variationer af overfladebehandlinger som R&C tilbyder, men der er mulighed for at kombinerer lak, sølv, guld, poleret/sandblæst og en ’vintage’ overflade. Disse kan så bestilles i div. kombinationer på kroppen, schallstykket, indersiden af schallstykket, mekanikken og halsen…pyh! Man kunne forvente at mange ædelmetaller afsætter spor i prisen, men faktisk er Rampone & Cazzanis saxofoner ikke dyrere end det øvrige marked. En R1 Jazz står i Danmark til en kontantpris på ca. 26.000,- hvilket synes meget rimeligt.

Det var meget spændende at prøve en saxofon der meget selvstændigt insisterer på en egen æstetik, men også vanskeligt fordi de nedarvede idéer om hvad en saxofon er, står i vejen. Der er dog ikke nogen tvivl hos os om, at Rampone & Cazzani er et absolut seriøst alternativ for den søgende saxofonist der ikke kan stilles ved de konventionelle saxofoner.

Tags: Kasper Pihl, Florian Navarro, Rampone & Cazzani

Af Florián Navarro
Foto: Kasper Hemmer Pihl








FN: Lad os starte med begyndelsen af din karriere...

EC: Jeg startede med at spille altsaxofon da jeg var 16 år gammel. Jeg voksede op i Torino, der altid har været en vigtig jazz-by i Italien. Tilbage i 40’erne var der RAI’s Big Band (RAI er det nationale italienske radio), så folk i Torino var vant til at høre gode jazz musikere.

Jeg var så heldig at jeg fik lejlighed til at høre mange store musikere live, som f.eks. Bill Evans trio, Art Blakey’s Jazz Messengers, Max Roach, Dexter Gordon og mange andre. Det var på den tid jeg besluttede at jeg gerne ville være jazzmusiker, lærer jazzens sprog og spille på saxofon, et instrument der fascinerede mig ved dens syngende karakter.

Jeg har været fascineret af musik og har ønsket at studere musik siden jeg var barn. Der var hverken musikere eller nogen musikalsk tradition i min familie og jeg måtte virkelig ‘slås’ for at få et instrument, få lov at øve og senere at blive jazzmusiker. Men jeg var meget stålsat på at komme til at spille jazz; jeg elskede improvisationens frihed, rytmen – alle jazzens kvaliteter talte til mig.

Jeg tog nogle lektioner privat for at lære det grundlæggende - tingesten var aldeles ukendt for mig, men jeg var i stand til at spille fra den første dag. Jeg husker hvordan jeg fik en brugt Orsi og besøgte en ven der spillede Hammond orgel - en anden ven der spillede guitar var der også og de spillede blues i E. Jeg havde bare haft saxofonen en dag eller to og vidste dårligt nok hvordan man satte et blad på, eller hvordan man blæste, og der var jeg, i gang med at forsøge at spille en blues i C#! Det var næsten...nuvel, jeg prøvede at improvisere i det mindste, så siden den begyndelse...

Kastede du dig bare ud i det...

Ja, helt og aldeles! Jeg begyndte at studere teknikken, skalaerne, men at improvisere var den vigtigste ting for mig. Jeg spillede altsaxofon i to år og ved den tid begyndte jeg at lytte til John Coltrane, i sær “My Favorite Things”. Hans lyd på sopransaxofonen imponerede mig meget, så jeg købte en brugt Yanagiswa sopran og efter nogle måneder solgte jeg min alt og købte en tenor, fordi jeg ikke havde råd til dem begge. Siden da har jeg spillet tenor og sopranen er mit bi-instrument.

Da jeg spillede altsaxofon lyttede jeg meget til Charlie Parker og Ornette Coleman og på tenor var Sonny Rollins og John Coltrane mine primære referencer – og det er de stadig. Det var her det rigtige arbejde var; at lytte til mestrene for at lære sproget af dem. Siden jeg fik min tenor har jeg studeret på egen hånd, jeg har aldrig taget en regulær time i harmonilære eller teori, så hvad angår improvisation regner jeg mig for en autodidakt musiker.

Så forbillederne viste vejen og du fulgte den selv...

Ja, det er underligt, for det er gået op for mig at siden jeg blæste ind i en saxofon den første dag, har det vigtigst for mig været klangen. Det betyder alt for mig og jeg tror at spille saxofon, er at have sin egen klang.

Klange før alt andet...

Jeg vidste ikke noget om mundstykker, blade, måden du kontrollerer instrumentet på - men det var klart for mig, at jeg var nødt til at lede efter den rigtige klang. Jeg øvede i høj grad med fokus på klangen og nogen gange optages jeg så meget af klangen, at den i sig selv inspirerer mig til at skrive nye kompositioner. Jeg spiller en klang-øvelse, eller bar lange tone og pludselig vokser der en musikalsk idé frem. Til andre tider kommer idéerne når jeg rejser eller bare går på gaden, men den virkelige inspiration har altid været klangen.

Hvordan er det at være jazzmusiker i Italien?

Jeg begyndte at optræde offentlig relativ tidligt, efter omkring tre år. Jeg husker hvordan jeg allerede omkring ’82 spillede i nogle jazz-rock bands fra Torino området og i ’84 havde jeg mit første professionelle job med genforenet band der hed Area, der havde været meget populært i Italien i ’70’erne. Vi spillede på en festival på Sicilien lige inden Chet Bakers band - og George Adams spillede på den samme festival dagen før, så det var en spændende oplevelse for mig. I ’80’erne var der en meget interessant jazz-scene i byer som Torino, Milano, Rom og Bologna. Hver lørdag aften var der jam session på Capolinea Jazz Club i Milano hvor jeg mødte musikere som Massimo Urbani og Larry Nocella. Det var også en periode med en stor påvirkning af amerikansk jazz-fusion musik hvor Michael Brecker var min helt mange år og da jeg omkring den tid fik mulighed for at studere hos ham i en uge, var det er drøm der kom i opfyldelse. Det var en meget inspirerende periode, jazz scenen var meget levende - det var på en måde en ny ting.

Hvordan er det så i dag?

I det er det helt anderledes. Scenen er meget rigere målt ud fra mængden af talent og de forskellige stilarter. Måske er det den berømte ‘globalisering’ der slår igennem, man finder den samme type musikere i Italien, USA, Frankrig, allevegne. Musikere har meget lettere adgang til enorme informationsmængder, de rejser meget, vi har fået internettet etc. Musikere som Massimo Urbani eller mig selv lærte ved at spille og ved at lytte til hvad der skete omkring os. Det er måske nok lidt sværere at finde en klar personlighed på instrumentet i dag. Jeg tror ikke man skal følge moden, man skal finde sin egen vej, egen stemme, egen stil, en egen måde at spille på – en måde der er forskellig fra de andre.

Fortæl om hvad du arbejder med for tiden...

Lige nu er en meget positiv periode fordi jeg eksperimenter med nye besætninger; jeg har lige lavet en ny kvartet med guitar, akustisk guitar-bas (i modsætning til en bas-guitar - red.) og trommer. Det er et anderledes projekt i forhold til de andre jeg har arbejdet med tidligere. Musikken tager på nogle måder en mere fri retning, måske mere kontemporær. Det bliver ikke et ‘straight ahead’ band, det bliver et orkester med meget stor fokus på klangen. Guitaristen er Roberto Chaccetto fra Milano, trommeslageren er meget ung, født i ’85, Emanuele Maniscalco og Paolo Biaggi på bas. Jeg skriver en del ny musik og vi spiller også numre af de andre i kvartetten, så det bliver et ret kollektivt samarbejde. Vi planlægger at indspille en CD i september. Jeg spiller også i en trio med Furio Di Castri på bas og Fabrizio Sterra på trommer - dem har jeg spillet med i mange år. Jeg har også lige spillet med et slags ‘reunion band’ af Italiensk jazz’ “all stars” med Flavio Boltro (trompet), Rosario Guiliani (altsaxofon), Enrico Pieranunzi (klaver) Gian Luca Renzi (bas) og Fabrizio Sterra (trommer) - det var en hyldest til Miles Davis’ Kind of Blue plade, ikke bare et genhør med repertoiret fra Kind of Blue albummet men også andre at Miles Davis indspilninger fra perioden.

Et andet projekt jeg har startet er en trio med bas og trommer og siden er vi begyndt at samarbejde med en DJ; vi optog nogle spor live i Torino som vi senere bearbejdede i et studie og blandede det med elektronik og så spiller vi sammen med det live, så det bliver en blanding af to verdener. Der er to DJs vi arbejder med, Daniela Boni i Torino og Patrick Di Steffano i Berlin. De arbejder begge med loops og vi spiller sammen med deres kompositioner. Vi forsøger at skabe en interaktiv udveksling mellem de akustiske instrumenter og den elektroniske verden, vi spiller ikke bare ‘på’ loops, det er mere fleksibelt som koncept betragtet.

Et andet meget interessant projekt er kommet i stand takket være Claudio Zolla der introducerede mig for Chris Collins, en tenorsaxofonist der bor i New York. Han er fra Detroit og er omtrent på min alder; vi kom til at tale sammen og opdagede at vi havde mange ting til fælles, bl.a. at vi begge kommer fra byer med en vigtig industri-historie og store bilfabrikker. Vi tænkte at det kunne være spændende at lave et projekt baseret på lighederne mellem Detroit og Torino, måske lave en CD med en dobbelt trio sammen med en booklet med fotografier fra begge byer for på den måde at illustrere byernes udvikling fra industrialiseringen til vore dage. Det er planen at gennemføre projektet næste vinter med koncerter i begge byer og vi er begge to i gang med at skrive musik specielt til formålet.

Underviser du?

Jeg har undervist meget i de senere år, mest i private skoler men også i offentlige skoler. For tiden underviser jeg en smule på musikskolen i Torino, hvor jeg har timer i sammenspil. Jeg har også nogle privatelever, men jeg må sige, at jeg ikke er så tiltrukket af den typiske undervisning, måske fordi jeg selv er autodidakt og aldrig selv har modtaget den type undervisning. Jeg har altid lært fra den virkelige verden, lyttet til forskellige ting og har sat det sammen på min egen måde. For mig er den ideelle situation, hvor jeg føler mig bedst tilpas, når nogen opsøger mig og jeg forklarer mit syn på tingene og vi spiller sammen - en udveksling om du vil.

Så du kan faktisk leve af at spille jazz...

Ja, men det er ikke så let bare at spille jazz - det er et hårdt job, men nu efter tyve år hvor jeg har spillet professionelt i Italien, Frankrig og andre lande har jeg opbygget mig et netværk af musikere jeg spiller med, så på nogle måder er det blevet lettere, men alligevel er der lange perioder med arbejde der veksler med lange inaktive perioder - så man er nødt til at koncentrere sig om arbejdet hele tiden. Jeg mener at arbejdet er når man ikke er af sted på turnéer, men i hverdagen hvor man stadigt skal fokusere på det kunstneriske og arbejde dagligt med instrumentet, sindet, ørene, lytte til forskellige ting, øve, bearbejde klangen. Dét mener jeg er det rigtige arbejde.

Jeg vil gerne spørge dig om Rampone & Cazzanis saxofoner...

Faktisk har jeg spillet på en masse forskellige instrumenter før jeg begyndte at spille på Rampone. Den første saxofon jeg havde var, som jeg fortalte før, en Orsi og siden skiftede jeg til Selmer, fordi Selmer altid har været ’state of the art’ i tidligere tider. Jeg begyndte med en Super Action og siden en Mark VII alt i en kortere periode og så forsøgte jeg at få fat i en Mark VI fordi alle sagde „du er bare nødt til at spille på en Mark VI, det er bare de bedste horn...“. Jeg fandt en Mark VI i Torino, ikke noget særlig godt instrument, så nogle år efter rejste jeg for første gang ti New York - blot for at finde en Mark VI. Hos Emilio i Boston fandt jeg en smuk Mark VI tenor (59xxx) med højt F# som jeg spillede på de næste ti år. Det instrument hjalp mig meget med at finde min egen musikalske retning og min stemme på tenoren. Jeg fik fat i endnu en Mark VI tenor og en sopran, også hos Emilio.

Jeg begyndte at interessere mig for Conn saxofoner. Jeg anskaffede mig en Chu Berry der var fantastisk og jeg blev helt fascineret af Conn-lyden, der er så forskellig fra Selmers. Det var en ny opdagelse for mig, denne brede lyd; mørk og resonant. Men af en eller anden grund vendte jeg hele tiden tilbage til min Mark VI. På et tidspunkt mødte jeg folkene fra Borgani, der på det tidspunkt var begyndt at producere nye saxofon modeller. Jeg blev inviteret til at prøve deres saxofoner på fabrikken og jeg blev fascineret af det faktum, at der var nogen i Italien der producerede saxofoner på det kvalitetsniveau. På det tidspunkt var de ikke perfekte, jeg mener, slet ikke som nu hvor de har forbedret deres instrumenter meget, især teknikken, men mange af dem var virkelig interessante. Jeg begyndte at samarbejde med dem og spillede på Borgani saxofoner i seks år. Det var igen interessant fordi klangen var så forskellig fra både Selmer og Conn. Det var meget fokusserede instrumenter, men samtidig meget vibrerende - på en måde en blanding af Mark VI og Conn. Jeg skiftede tilbage til Selmer og havde en tid en kontrakt med dem, hvor jeg prøvede den nye Reference 54 som jeg var meget tiltrukket af. Jeg var glad for at se, Selmer forsøge at lave instrumenter der var inspireret af den gamle Mark VI og Balanced Action, så jeg spillede på Reference 54 i fire år.

Da jeg på et tidspunkt spillede her i området, mødte jeg en nær ven af Claudio Zolla (fabrikkens daglige leder), så jeg kom op og besøgte stedet og blev meget imponeret af formatet og kvaliteten af deres arbejde. Det var ved denne lejlighed jeg første gang prøvede en af deres saxofoner. På den tid gav jeg en månedlig master class i Omegna, nær ved Quarna og i den forbindelse mødte jeg flere gange Claudio Zolla, der inviterede mig til at besøge fabrikken igen - altid på en meget diskret måde hvor han på ingen måde pressede mig til at skifte til R&C, da jeg på den tid var knyttet til Selmer. Jeg spillede en koncert i Quarna den sommer og da jeg besøgte fabrikken for at teste saxofoner, imponerede de nye instrumenters kvalitet mig og også hvor meget de var blevet forbedret. For mig var den vigtigste ting klangkvaliteten; den var meget forskellig fra Selmers, på mange måder tættere på Conns koncept. Jeg faldt for den klanglige kvalitet og jeg var chokeret over dette ‘big bore”-instruments klanglige dybde, der tiltrak mig meget. Jeg begyndte at spille på en semi-buet sopransaxofon og jeg var så glad for den at jeg en uges tid senere ringede til Claudio og fortalte ham, at jeg også gerne ville spille på deres tenor. Jeg tog tilbage til fabrikken og udvalgte et instrument og dagen efter spillede jeg for første gang live med mine nye instrumenter og jeg var meget tilfreds med dem. Disse første saxofoner var forgyldte men siden prøvede jeg andre modeller og faldt for den forsølvede med forgyldning inde i schallstykket og efter et års tid skiftede jeg til sådanne instrumenter. En tid spillede jeg på den semi-buede sopran, men valgte senere den buede model. For nylig er jeg begyndt at spille på en forgyldt buet sopran, det er et meget inspirerende instrument; en helt anderledes tilgang til sopransaxofonen der passer perfekt til mig lige nu. Det er ikke nemt at forklare, men jeg finder noget i dette instrument der på en måde korresponderer med min filosofi omkring klang - noget med bredden i klangkarakteren. Intonationsmæssigt er instrumentet ikke centreret som man ville forvente, men det giver på en måde mere frihed til at finde ind til hjertet af klangen og at finde sit eget tonale center - det opfylder meget mine behov; et vibrerende, resonant instrument med en stor mørk og levende tone. Det kan sikkert være en forvirrende oplevelse for nogle - Mark VI’eren er i denne sammenhæng meget lettere at forstå fordi projektionen er meget centreret, kompakt og direkte - intonationscenteret er meget klart defineret - men det er en hel anden tilgang.

En anden ting er, at de saxofoner jeg spiller på, produceres to timers kørsel fra mit hjem og den oplevelse det er, at komme her og se bygge ens instrumenter i hånden er en fantastisk oplevelse. Jeg har et meget tæt samarbejde med Rampone nu og vi taler meget om nye muligheder og eksperimenterer med nye design-idéer. For nylig har vi prøvet tre forskellige typer halse til tenoren - for en saxofonist er det fantastisk.

Jeg har ikke været direkte involveret i instrumentdesignet, men vi har en reel udveksling af synspunkter, så når jeg prøver noget giver jeg dem feedback og jeg ved de lytter til min mening og respekterer den - og sidst, men ikke mindst kommer jeg tættere og tættere på et instrument der passer til mine behov.

Præcis hvilken model spiller du på nu?

Det er en R1 Jazz Vintage der er forsølvet med forgyldning inden i schallstykket og på mekanikken. Tilfældigt valgte jeg en med højt F#, som jeg aldrig bruger, men jeg holdt af instrumentets klang, så jeg valgt e den. Claudio fortæller mig, at han er ved at forberede en model til mig uden det høje F# og med en særlig gravering - så jeg tror jeg bliver meget glad...

Lad os vende os mod de mundstykker du bruger...

De er håndlavede af François Louis, en fantastisk håndværker fra Bruxelles som jeg mødte den første gang jeg spillede i Belgien i 1991. Vi blev meget nære venner (han er gudfar til Anita, en af mine døtre). Han besøger mig ofte og vi taler en masse om saxofoner, mundstykker, musik og alt muligt. Han har lavet disse smukke og helt fantastiske mundstykker til mig - et i træ og et i massivt sølv som er det jeg bruger mest lige nu. De har begge det samme ‘François Louis koncept” kammer og den samme åbning, der svarer ca. til Otto Link 12*, en stor åbning. På sopranen har jeg det samme, et i træ og et i sølv. De har en åbning som et Otto Link 13 eller 13*.

Skifter du imellem dem?

I perioder...forskellen mellem dem er klangens karakter og tekstur. Sølvmundstykkerne har til eksempel lidt mere kant end træmundstykkerne. Der er andre fordele ved træ, f.eks. reagerer det dynamisk med den samme klangkvalitet fra pp til ff. Men sølvmundstykket er også meget inspirerende - det kommer an på tidspunktet. Ofte er det sådan, at når jeg skifter mundstykke på tenoren skifter jeg også på sopranen for at have den samme fornemmelse på begge instrumenter.

Oplever du, at François Louis’ mundstykkerne matcher Rampone saxofonerne specielt godt?

Ja, fordi, når alt kommer til alt, er François’ koncept at forstærke bladets vibrationer til det yderste - blad og mundstykke vibrerer sammen med hornet i en ‘krop’, alt arbejder for at forstærke kvaliteten af vibrationerne, så ja, jeg synes det er et godt ‘ægteskab’.

Tags: Florian Navarro, Emanuele Cisi, Rampone & Cazzani, Improvisation

Af Florián Navarro og Kasper Hemmer Pihl
Foto: Kasper Hemmer Pihl

„Benvenuti nel paese della musica“ står der på skiltet - velkommen til musikkens by - en velkomst der kan virke overraskende ovenpå den lange siksak tur op ad bjergsiden, hvor det ene maleriske landskab efter det andet har åbenbaret sig for bilens passager (føreren havde andet at tage sig til). Det er ikke just musik, koncertsale og den slags der falder en ind og vidste vi ikke bedre ville vi måske have trukket på smilebåndet. Men der er såmænd ikke noget at smile ad, for her ca. 800 meter over havets overflade ligger de driftige landsbyer Quarna Sotto og Quarna Sopra (hhv. nedre og øvre Quarna), byer der trods deres lidenhed har huset en markant instrumentfabrikation og ikke mindst huset de to saxofonfirmaer Grassi og Rampone & Cazzani. I dag er Grassi lukket og R&C står tilbage med en stolt arv og tradition - et af de få steder i verden hvor saxofonerne laves pr. håndkraft og hvor man endnu fremstiller en type saxofoner der ikke hopper og danser for at komme til at ligne Selmers saxofoner fra 50’erne, men har deres helt særlige egenart.

Egidio Forni og onkel Rampone

I begyndelsen af 1800-tallet, lang tid før de nuværende veje var anlagt og tunellerne var sprængt igennem klipperne, foretog Egidio Forni og hans onkel Francesco Rampone den lange vandring fra Quarna Sotto til Milano for at lære sig instrumentmager-håndværket – i første omgang om fløjter, klarinetter og blokfløjter. Det gik dem godt, faktisk så godt, at de i 1847 overtager deres gamle læremesters værksted. På den tid var energi til at drive maskinerne ikke som i dag motoriseret, men i stedet drevet af f.eks. vandmøller – og kilder og små vandfald var der masser af i hjemstavnen hvor der tillige var en stabil og ikke alt for dyr arbejdskraft. Så da Forni og Rampone er blevet herre i eget hus flytter de produktionen tilbage til Quarna, hvor den næste generation i skikkelse af Theodore Rampone overtager. I anden halvdel af 1800-årene vokser Theodores søn Agostino Rampone (1844-97) op og overtager familieforetagenet, som han fører til en storhedstid. Agostino møder Adolphe Sax på instrumentudstillinger og kommer efter alt at dømme godt ud af det med den ellers komplekse opfinder. Således er det Agostino der sidst i århundedet bygger den første italienske saxofon.

Omkring århundredeskiftet er Rampone & Cazzani på et højdepunkt, der desværre vender og frem til 1957 er der tale om et langt forfald, der er lige ved at resultere i en bankerot da firmaet opkøbes af Fernando Daltamerende, der formår at drive firmaet videre med en vis succes. Selvom økonomien således blev reddet på stregen er der stadig lang vej til fordums storhed. Siden 1990 har Rampone & Cazzani været drevet af Zolla familien der nedstammer fra Rampone-slægten. Siden da er produktionen gradvis blevet lagt om til i stadig stigende grad at fokusere på professionelle saxofoner, og selvom der stadig føres skolemodeller i kataloget tegner de professionelle modeller sig i dag for over 90% af produktionen.

Quarna Sotto og Quarna Sopra

De to små byer ligger tæt - så tæt at vidste man ikke bedre ville man tage dem for én by - men det ville være en stor fejl! Indbyggerne i de to byer taler forskellige dialekter og det er almindelig viden på egnen at folkene fra Quarna Sopra er højere end de der stammer fra Quarna Sotto… Vores hotel lå øverst oppe i Quarna Sopra hvorfra der næste morgen åbenbarede sig et usædvanlig malerisk udsigt (og der var højt ned!). Nede i Quarna Sotto ligger Rampone & Cazzanis fabrik hvor vi tages imod af Claudio Zolla. Zolla familien nedstammer fra Ramponerne og Claudios far købte i 1990’erne fabrikken med den ambition, at ændre produktionen fra primært at have bestået af lavpris saxofoner til en specialiseret virksomhed hvor kvalitet og håndværk var i centrum. Claudio er altså 2. generation i det nye dynasti – og han går op i saxofoner og alle produktionsled med en meget smittende entusiasme.

Alessofono

Det første vi ser er fabrikkens udstillingsrum, hvor R&C’s mange modeller står på rad og række. Vi skal egentlig ikke igennem sortimentet nu, men vore øjne kan ikke slippe et meget specielt instrument: en sort saxofon med en højst usædvanlig formgivning, en ’Alessofono’. Så inden vi bevæger os rundt i fabrikken forklarer Claudio os om det særlige samarbejde R&C har haft med det berømte italienske designstudie Alessi. Alessi ville gerne prøve kræfter med et musikinstrument og Alessofonen blev resultatet. Instrumentet adskiller sig på mange måder fra den vanlige saxofon – mest bemærkelsesværdig er halsens usædvanlig flade vinkel, der betyder at alten (for sådan en er det nemlig) kommer ’ned til’ hænderne som var det en tenorsaxofon. Men vigtigere er den markante klanglige forskel som halsen er en vigtig faktor i. Andre saxofoner, som f.eks. Buffet, har arbejdet med fladere vinkler på halsen, men ikke noget der kommer i nærheden af dette. Tasterne er også usædvanlige ved, at der i stedet for den normale runde tast er en aflang stang med tre fordybninger så tasterne passer til flere forskellige størrelser hænder.

En saxofonfabrik…

Efter at have fortabt os i Alessofon’en (som siden skulle vise sig at spille overraskende godt!), bevægede vi os nu ind i de hellige haller, hvor selve produktionen foregår. Det første rum vi kommer ind i har fem-seks arbejdsbænke hvor der samles saxofoner samt en mængde saxofonkroppe der står i papkasser rundt omkring. På andre hylder står gamle frugtkasser fyldt med forskellige smådele. Claudio er egentlig på vej til at føre os videre, da hans yngre bror komme med en stor pose. Det er saxofoner der har været i Omegna, byen for foden af bjerget, hvor de er blevet forgyldt og forsølvet. Mens vi beundrer de meget smukke instrumentkroppe fortæller Claudio at det endnu er almindeligt at der rundt om i byen sidder folk og arbejder privat for fabrikken. De kommer og henter dele, f.eks. mekanik der skal have puder sat i eller andre mere elle mindre krævende opgaver og kommer så fra tid til anden for fabrikken med de samlede dele og får en ny pose med hjem – og sådan har det været i generationer. På selve fabrikken arbejder omkring 20 personer, men mange flere er beskæftiget med produktionen af saxofoner i byen.



Efter at have dvælet ved de funklende nye saxofoner er det en skarp kontrast at se hvor det starter. Vi bliver ført gennem yderligere et rum før vi når til begyndelsen: en messingplade. Nå ja, det var vi vel egentlig ikke så overraskede over, men alligevel synes den rå og meget fjern fra de færdige instrumenter vi lige havde beundret. Som øjnene justerer sig, ser de lidt efter også skønheden i det rå ubehandlede materiale. Claudio forklarer os om deres arbejde med leverandørene om at opnå netop den legering de har fundet frem til egner sig bedste til Rampone-lyden. Og så går vi til værks; det første der sker er at man bruger en ’dima’ (1), en skabelon til hals, krop og schallstykke.

Det flade stykke metal bukkes om

og loddes sammen.


Det synes umuligt at det ombukkede - men stadig flade - stykke metal skal kunne blive til en smuk saxofon, men så begynder den mere hårdhændede del af processen.



Først åbnes schallstykket ved små slag mod en træplade indtil det er åbent nok til at komme over en metalform der er monteret på en træstub. Her bearbejdes den slag for slag af en tålmodig instrumentmager med en træhammer indtil overfladen er helt jævn og glat. Kroppen få en lidt mindre personlig behandling. Metalemnet indføres i en maskine hvor en stålform presser kroppen i form i et torturlignende instrument. For at også ydersiden skal blive helt jævn placeres en plade i et blødere metal med et hul der passer til kroppens tynde ende forneden. Når kroppen bliver udformet udvides metalpladen på ydersiden og sikrer at både yder- og inderside bliver helt jævne.

Før kroppen kommer videre i systemet får den et serienummer stemplet på (6).


Næste trin er tonehullerne. Først skæres der ovale huller ud



og der placeres en rund metalkugle, der er lidt større end hullet, på indersiden af røret. I kuglen er der fastgjort en bolt der stikker ud gennem hullet, kuglen skrues ud og trækker derved et tonehul op (hvis du tager et kig på din saxofon forstår du sikkert hvorfor hullet skal være ovalt, da der jo skal tages højde for rørets krumning). Udtrækningen af tonehullerne foregår mens hovedrøret er fastgjort i en maskine.



Efterfølgende planslibes tonehullerne (9).



Mekanikken består jo som bekendt af myriader af smådele, men mange af dem er jo sat sammen af endnu mindre dele…suk. Der loddes altså en hel del for at få alle delene til en saxofon. Dels er der mekanikkens mange dele, men de skal jo sidde fast på noget, så derfor loddes der søjler mv. fast på saxofonkroppen.



Mekanikkens dele loddes…



og til sidst poleres det hele manuelt.



R&C’s logo graveres med en pantograf (13),



men ellers er gravering det rene håndarbejde og et punkt Rampone & Cazzani gør meget ud af. Først optegnes det ønskede mønster på schallstykket med blyant.



R&C laver mange forskellige mønstre og udfører også jævnligt særligt bestillingsarbejde - det er tydeligvis en af Claudios passioner og han fremviser os stolt (med rette) de rene mesterværker, i nogle tilfælde er hele saxofonen dækket af graveringer.

Når mønsteret er tegnet begynder et møjsommeligt arbejde; i en minutiøst vuggende bevægelse graveres der efter mønsteret. På billeder herunder ses en saxofon hvor halvdelen af schallstykket er graveret færdigt og det færdige resultat.



Saxofonerne samles på fabrikken, men før de når så vidt er de i byen Omenga der ligger for foden af bjerget. Her bliver saxofonerne forsølvet eller forgyldt. Som noget ganske særligt har Rampone & Cazzani udviklet en metode, til at forgylde saxofonerne uden først at forsølve dem (hvilket normalt regnes for nødvendigt). Der føres en masse forskellige varianter af overfladebehandlinger og de mange kombinationsmuligheder for behandling af saxofon, mekanik, inderside af schallstykke etc. etc. gør at vi nærmest ikke ser to saxofoner der er ens - altså ikke bare lidt forskellige, men helt forskellige. Det er enten noget rod eller fantastisk charmerende, alt efter temperament. Vi fandt det bestemt charmerende - men det betyder også at det at købe en R&C saxofon er en kompliceret sag; det er ikke gjort med bare at vælge den i bunken man synes bedst om, nej man bliver aktivt nødt til at spørge sig selv præcis hvad det er man leder efter. For alle saxofonerne har kvaliteter, som det er nemt at beslutte sig for, at man ikke kan leve foruden… Et meget positivt problem skulle man mene.

Claudios passion for selv den mindste detalje er smittende og man gribes nemt af hans begejstring når han f.eks. stolt fremviser en tommelfingerstøtte (venstre hånd) med indlagt perlemor – det har vi ikke set før. Og sådan kunne vi blive ved. Det er forfriskende at være vidne til så engageret håndværk og det bliver ikke mindre behageligt af den enkle men fantastisk velsmagende frokost vi spiser på restauranten på den anden side af torvet. Saxofonisterne Emanuele Cisi og Laurent Estoppey er stødt til og det er tanken at vi efter frokosten skal have os en saxofonist-snak med de to Rampone & Cazzani-musikere. Interviewet med Emanuele Cisi kan læses her.

Efter både god mad og hyggelige samtaler fik vi også lejlighed til selv at prøvespille instrumenterne – læs også spilletesten.

Film om produktionen:

Tags: Kasper Pihl, Florian Navarro, Claudio Zolla, Grassi, Alessofono, Rampone & Cazzani