Af Florián Navarro
Foto: Kasper Hemmer Pihl








FN: Lad os starte med begyndelsen af din karriere...

EC: Jeg startede med at spille altsaxofon da jeg var 16 år gammel. Jeg voksede op i Torino, der altid har været en vigtig jazz-by i Italien. Tilbage i 40’erne var der RAI’s Big Band (RAI er det nationale italienske radio), så folk i Torino var vant til at høre gode jazz musikere.

Jeg var så heldig at jeg fik lejlighed til at høre mange store musikere live, som f.eks. Bill Evans trio, Art Blakey’s Jazz Messengers, Max Roach, Dexter Gordon og mange andre. Det var på den tid jeg besluttede at jeg gerne ville være jazzmusiker, lærer jazzens sprog og spille på saxofon, et instrument der fascinerede mig ved dens syngende karakter.

Jeg har været fascineret af musik og har ønsket at studere musik siden jeg var barn. Der var hverken musikere eller nogen musikalsk tradition i min familie og jeg måtte virkelig ‘slås’ for at få et instrument, få lov at øve og senere at blive jazzmusiker. Men jeg var meget stålsat på at komme til at spille jazz; jeg elskede improvisationens frihed, rytmen – alle jazzens kvaliteter talte til mig.

Jeg tog nogle lektioner privat for at lære det grundlæggende - tingesten var aldeles ukendt for mig, men jeg var i stand til at spille fra den første dag. Jeg husker hvordan jeg fik en brugt Orsi og besøgte en ven der spillede Hammond orgel - en anden ven der spillede guitar var der også og de spillede blues i E. Jeg havde bare haft saxofonen en dag eller to og vidste dårligt nok hvordan man satte et blad på, eller hvordan man blæste, og der var jeg, i gang med at forsøge at spille en blues i C#! Det var næsten...nuvel, jeg prøvede at improvisere i det mindste, så siden den begyndelse...

Kastede du dig bare ud i det...

Ja, helt og aldeles! Jeg begyndte at studere teknikken, skalaerne, men at improvisere var den vigtigste ting for mig. Jeg spillede altsaxofon i to år og ved den tid begyndte jeg at lytte til John Coltrane, i sær “My Favorite Things”. Hans lyd på sopransaxofonen imponerede mig meget, så jeg købte en brugt Yanagiswa sopran og efter nogle måneder solgte jeg min alt og købte en tenor, fordi jeg ikke havde råd til dem begge. Siden da har jeg spillet tenor og sopranen er mit bi-instrument.

Da jeg spillede altsaxofon lyttede jeg meget til Charlie Parker og Ornette Coleman og på tenor var Sonny Rollins og John Coltrane mine primære referencer – og det er de stadig. Det var her det rigtige arbejde var; at lytte til mestrene for at lære sproget af dem. Siden jeg fik min tenor har jeg studeret på egen hånd, jeg har aldrig taget en regulær time i harmonilære eller teori, så hvad angår improvisation regner jeg mig for en autodidakt musiker.

Så forbillederne viste vejen og du fulgte den selv...

Ja, det er underligt, for det er gået op for mig at siden jeg blæste ind i en saxofon den første dag, har det vigtigst for mig været klangen. Det betyder alt for mig og jeg tror at spille saxofon, er at have sin egen klang.

Klange før alt andet...

Jeg vidste ikke noget om mundstykker, blade, måden du kontrollerer instrumentet på - men det var klart for mig, at jeg var nødt til at lede efter den rigtige klang. Jeg øvede i høj grad med fokus på klangen og nogen gange optages jeg så meget af klangen, at den i sig selv inspirerer mig til at skrive nye kompositioner. Jeg spiller en klang-øvelse, eller bar lange tone og pludselig vokser der en musikalsk idé frem. Til andre tider kommer idéerne når jeg rejser eller bare går på gaden, men den virkelige inspiration har altid været klangen.

Hvordan er det at være jazzmusiker i Italien?

Jeg begyndte at optræde offentlig relativ tidligt, efter omkring tre år. Jeg husker hvordan jeg allerede omkring ’82 spillede i nogle jazz-rock bands fra Torino området og i ’84 havde jeg mit første professionelle job med genforenet band der hed Area, der havde været meget populært i Italien i ’70’erne. Vi spillede på en festival på Sicilien lige inden Chet Bakers band - og George Adams spillede på den samme festival dagen før, så det var en spændende oplevelse for mig. I ’80’erne var der en meget interessant jazz-scene i byer som Torino, Milano, Rom og Bologna. Hver lørdag aften var der jam session på Capolinea Jazz Club i Milano hvor jeg mødte musikere som Massimo Urbani og Larry Nocella. Det var også en periode med en stor påvirkning af amerikansk jazz-fusion musik hvor Michael Brecker var min helt mange år og da jeg omkring den tid fik mulighed for at studere hos ham i en uge, var det er drøm der kom i opfyldelse. Det var en meget inspirerende periode, jazz scenen var meget levende - det var på en måde en ny ting.

Hvordan er det så i dag?

I det er det helt anderledes. Scenen er meget rigere målt ud fra mængden af talent og de forskellige stilarter. Måske er det den berømte ‘globalisering’ der slår igennem, man finder den samme type musikere i Italien, USA, Frankrig, allevegne. Musikere har meget lettere adgang til enorme informationsmængder, de rejser meget, vi har fået internettet etc. Musikere som Massimo Urbani eller mig selv lærte ved at spille og ved at lytte til hvad der skete omkring os. Det er måske nok lidt sværere at finde en klar personlighed på instrumentet i dag. Jeg tror ikke man skal følge moden, man skal finde sin egen vej, egen stemme, egen stil, en egen måde at spille på – en måde der er forskellig fra de andre.

Fortæl om hvad du arbejder med for tiden...

Lige nu er en meget positiv periode fordi jeg eksperimenter med nye besætninger; jeg har lige lavet en ny kvartet med guitar, akustisk guitar-bas (i modsætning til en bas-guitar - red.) og trommer. Det er et anderledes projekt i forhold til de andre jeg har arbejdet med tidligere. Musikken tager på nogle måder en mere fri retning, måske mere kontemporær. Det bliver ikke et ‘straight ahead’ band, det bliver et orkester med meget stor fokus på klangen. Guitaristen er Roberto Chaccetto fra Milano, trommeslageren er meget ung, født i ’85, Emanuele Maniscalco og Paolo Biaggi på bas. Jeg skriver en del ny musik og vi spiller også numre af de andre i kvartetten, så det bliver et ret kollektivt samarbejde. Vi planlægger at indspille en CD i september. Jeg spiller også i en trio med Furio Di Castri på bas og Fabrizio Sterra på trommer - dem har jeg spillet med i mange år. Jeg har også lige spillet med et slags ‘reunion band’ af Italiensk jazz’ “all stars” med Flavio Boltro (trompet), Rosario Guiliani (altsaxofon), Enrico Pieranunzi (klaver) Gian Luca Renzi (bas) og Fabrizio Sterra (trommer) - det var en hyldest til Miles Davis’ Kind of Blue plade, ikke bare et genhør med repertoiret fra Kind of Blue albummet men også andre at Miles Davis indspilninger fra perioden.

Et andet projekt jeg har startet er en trio med bas og trommer og siden er vi begyndt at samarbejde med en DJ; vi optog nogle spor live i Torino som vi senere bearbejdede i et studie og blandede det med elektronik og så spiller vi sammen med det live, så det bliver en blanding af to verdener. Der er to DJs vi arbejder med, Daniela Boni i Torino og Patrick Di Steffano i Berlin. De arbejder begge med loops og vi spiller sammen med deres kompositioner. Vi forsøger at skabe en interaktiv udveksling mellem de akustiske instrumenter og den elektroniske verden, vi spiller ikke bare ‘på’ loops, det er mere fleksibelt som koncept betragtet.

Et andet meget interessant projekt er kommet i stand takket være Claudio Zolla der introducerede mig for Chris Collins, en tenorsaxofonist der bor i New York. Han er fra Detroit og er omtrent på min alder; vi kom til at tale sammen og opdagede at vi havde mange ting til fælles, bl.a. at vi begge kommer fra byer med en vigtig industri-historie og store bilfabrikker. Vi tænkte at det kunne være spændende at lave et projekt baseret på lighederne mellem Detroit og Torino, måske lave en CD med en dobbelt trio sammen med en booklet med fotografier fra begge byer for på den måde at illustrere byernes udvikling fra industrialiseringen til vore dage. Det er planen at gennemføre projektet næste vinter med koncerter i begge byer og vi er begge to i gang med at skrive musik specielt til formålet.

Underviser du?

Jeg har undervist meget i de senere år, mest i private skoler men også i offentlige skoler. For tiden underviser jeg en smule på musikskolen i Torino, hvor jeg har timer i sammenspil. Jeg har også nogle privatelever, men jeg må sige, at jeg ikke er så tiltrukket af den typiske undervisning, måske fordi jeg selv er autodidakt og aldrig selv har modtaget den type undervisning. Jeg har altid lært fra den virkelige verden, lyttet til forskellige ting og har sat det sammen på min egen måde. For mig er den ideelle situation, hvor jeg føler mig bedst tilpas, når nogen opsøger mig og jeg forklarer mit syn på tingene og vi spiller sammen - en udveksling om du vil.

Så du kan faktisk leve af at spille jazz...

Ja, men det er ikke så let bare at spille jazz - det er et hårdt job, men nu efter tyve år hvor jeg har spillet professionelt i Italien, Frankrig og andre lande har jeg opbygget mig et netværk af musikere jeg spiller med, så på nogle måder er det blevet lettere, men alligevel er der lange perioder med arbejde der veksler med lange inaktive perioder - så man er nødt til at koncentrere sig om arbejdet hele tiden. Jeg mener at arbejdet er når man ikke er af sted på turnéer, men i hverdagen hvor man stadigt skal fokusere på det kunstneriske og arbejde dagligt med instrumentet, sindet, ørene, lytte til forskellige ting, øve, bearbejde klangen. Dét mener jeg er det rigtige arbejde.

Jeg vil gerne spørge dig om Rampone & Cazzanis saxofoner...

Faktisk har jeg spillet på en masse forskellige instrumenter før jeg begyndte at spille på Rampone. Den første saxofon jeg havde var, som jeg fortalte før, en Orsi og siden skiftede jeg til Selmer, fordi Selmer altid har været ’state of the art’ i tidligere tider. Jeg begyndte med en Super Action og siden en Mark VII alt i en kortere periode og så forsøgte jeg at få fat i en Mark VI fordi alle sagde „du er bare nødt til at spille på en Mark VI, det er bare de bedste horn...“. Jeg fandt en Mark VI i Torino, ikke noget særlig godt instrument, så nogle år efter rejste jeg for første gang ti New York - blot for at finde en Mark VI. Hos Emilio i Boston fandt jeg en smuk Mark VI tenor (59xxx) med højt F# som jeg spillede på de næste ti år. Det instrument hjalp mig meget med at finde min egen musikalske retning og min stemme på tenoren. Jeg fik fat i endnu en Mark VI tenor og en sopran, også hos Emilio.

Jeg begyndte at interessere mig for Conn saxofoner. Jeg anskaffede mig en Chu Berry der var fantastisk og jeg blev helt fascineret af Conn-lyden, der er så forskellig fra Selmers. Det var en ny opdagelse for mig, denne brede lyd; mørk og resonant. Men af en eller anden grund vendte jeg hele tiden tilbage til min Mark VI. På et tidspunkt mødte jeg folkene fra Borgani, der på det tidspunkt var begyndt at producere nye saxofon modeller. Jeg blev inviteret til at prøve deres saxofoner på fabrikken og jeg blev fascineret af det faktum, at der var nogen i Italien der producerede saxofoner på det kvalitetsniveau. På det tidspunkt var de ikke perfekte, jeg mener, slet ikke som nu hvor de har forbedret deres instrumenter meget, især teknikken, men mange af dem var virkelig interessante. Jeg begyndte at samarbejde med dem og spillede på Borgani saxofoner i seks år. Det var igen interessant fordi klangen var så forskellig fra både Selmer og Conn. Det var meget fokusserede instrumenter, men samtidig meget vibrerende - på en måde en blanding af Mark VI og Conn. Jeg skiftede tilbage til Selmer og havde en tid en kontrakt med dem, hvor jeg prøvede den nye Reference 54 som jeg var meget tiltrukket af. Jeg var glad for at se, Selmer forsøge at lave instrumenter der var inspireret af den gamle Mark VI og Balanced Action, så jeg spillede på Reference 54 i fire år.

Da jeg på et tidspunkt spillede her i området, mødte jeg en nær ven af Claudio Zolla (fabrikkens daglige leder), så jeg kom op og besøgte stedet og blev meget imponeret af formatet og kvaliteten af deres arbejde. Det var ved denne lejlighed jeg første gang prøvede en af deres saxofoner. På den tid gav jeg en månedlig master class i Omegna, nær ved Quarna og i den forbindelse mødte jeg flere gange Claudio Zolla, der inviterede mig til at besøge fabrikken igen - altid på en meget diskret måde hvor han på ingen måde pressede mig til at skifte til R&C, da jeg på den tid var knyttet til Selmer. Jeg spillede en koncert i Quarna den sommer og da jeg besøgte fabrikken for at teste saxofoner, imponerede de nye instrumenters kvalitet mig og også hvor meget de var blevet forbedret. For mig var den vigtigste ting klangkvaliteten; den var meget forskellig fra Selmers, på mange måder tættere på Conns koncept. Jeg faldt for den klanglige kvalitet og jeg var chokeret over dette ‘big bore”-instruments klanglige dybde, der tiltrak mig meget. Jeg begyndte at spille på en semi-buet sopransaxofon og jeg var så glad for den at jeg en uges tid senere ringede til Claudio og fortalte ham, at jeg også gerne ville spille på deres tenor. Jeg tog tilbage til fabrikken og udvalgte et instrument og dagen efter spillede jeg for første gang live med mine nye instrumenter og jeg var meget tilfreds med dem. Disse første saxofoner var forgyldte men siden prøvede jeg andre modeller og faldt for den forsølvede med forgyldning inde i schallstykket og efter et års tid skiftede jeg til sådanne instrumenter. En tid spillede jeg på den semi-buede sopran, men valgte senere den buede model. For nylig er jeg begyndt at spille på en forgyldt buet sopran, det er et meget inspirerende instrument; en helt anderledes tilgang til sopransaxofonen der passer perfekt til mig lige nu. Det er ikke nemt at forklare, men jeg finder noget i dette instrument der på en måde korresponderer med min filosofi omkring klang - noget med bredden i klangkarakteren. Intonationsmæssigt er instrumentet ikke centreret som man ville forvente, men det giver på en måde mere frihed til at finde ind til hjertet af klangen og at finde sit eget tonale center - det opfylder meget mine behov; et vibrerende, resonant instrument med en stor mørk og levende tone. Det kan sikkert være en forvirrende oplevelse for nogle - Mark VI’eren er i denne sammenhæng meget lettere at forstå fordi projektionen er meget centreret, kompakt og direkte - intonationscenteret er meget klart defineret - men det er en hel anden tilgang.

En anden ting er, at de saxofoner jeg spiller på, produceres to timers kørsel fra mit hjem og den oplevelse det er, at komme her og se bygge ens instrumenter i hånden er en fantastisk oplevelse. Jeg har et meget tæt samarbejde med Rampone nu og vi taler meget om nye muligheder og eksperimenterer med nye design-idéer. For nylig har vi prøvet tre forskellige typer halse til tenoren - for en saxofonist er det fantastisk.

Jeg har ikke været direkte involveret i instrumentdesignet, men vi har en reel udveksling af synspunkter, så når jeg prøver noget giver jeg dem feedback og jeg ved de lytter til min mening og respekterer den - og sidst, men ikke mindst kommer jeg tættere og tættere på et instrument der passer til mine behov.

Præcis hvilken model spiller du på nu?

Det er en R1 Jazz Vintage der er forsølvet med forgyldning inden i schallstykket og på mekanikken. Tilfældigt valgte jeg en med højt F#, som jeg aldrig bruger, men jeg holdt af instrumentets klang, så jeg valgt e den. Claudio fortæller mig, at han er ved at forberede en model til mig uden det høje F# og med en særlig gravering - så jeg tror jeg bliver meget glad...

Lad os vende os mod de mundstykker du bruger...

De er håndlavede af François Louis, en fantastisk håndværker fra Bruxelles som jeg mødte den første gang jeg spillede i Belgien i 1991. Vi blev meget nære venner (han er gudfar til Anita, en af mine døtre). Han besøger mig ofte og vi taler en masse om saxofoner, mundstykker, musik og alt muligt. Han har lavet disse smukke og helt fantastiske mundstykker til mig - et i træ og et i massivt sølv som er det jeg bruger mest lige nu. De har begge det samme ‘François Louis koncept” kammer og den samme åbning, der svarer ca. til Otto Link 12*, en stor åbning. På sopranen har jeg det samme, et i træ og et i sølv. De har en åbning som et Otto Link 13 eller 13*.

Skifter du imellem dem?

I perioder...forskellen mellem dem er klangens karakter og tekstur. Sølvmundstykkerne har til eksempel lidt mere kant end træmundstykkerne. Der er andre fordele ved træ, f.eks. reagerer det dynamisk med den samme klangkvalitet fra pp til ff. Men sølvmundstykket er også meget inspirerende - det kommer an på tidspunktet. Ofte er det sådan, at når jeg skifter mundstykke på tenoren skifter jeg også på sopranen for at have den samme fornemmelse på begge instrumenter.

Oplever du, at François Louis’ mundstykkerne matcher Rampone saxofonerne specielt godt?

Ja, fordi, når alt kommer til alt, er François’ koncept at forstærke bladets vibrationer til det yderste - blad og mundstykke vibrerer sammen med hornet i en ‘krop’, alt arbejder for at forstærke kvaliteten af vibrationerne, så ja, jeg synes det er et godt ‘ægteskab’.

Tags: Florian Navarro, Emanuele Cisi, Rampone & Cazzani, Improvisation

14 og 15 mai i år var Norges Musikkhøgskole så heldige å få besøk av den verdenskjente saxofonisten og komponisten Ryo Noda. Dette var et friskt, livlig og spennende møte med en engasjert og inspirerende personlighet, en av saxofonverdenens superstjerner.

av Camilla Bjørndahl Sørensen

Ryo Noda viste seg å være en veldig morsom, livlig og engasjerende person. Han møtte en halvfull sal på Norges Musikkhøgskole med voldsom energi og glede over å være til stede. Han kom direkte fra en legekongress i Düsseldorf, for i tillegg til å være saxofonprofessor er han også doktor i medisin i hjembyen Osaka i Japan.

Om Ryo Noda

Han kunne fortelle de fremmøtte om sitt tidligere møte med Norge. Det viste seg nemlig at han har prøvd seg som saxofonist her tidligere. Da han var ferdig med sine studier i Frankrike, flyttet han til Norge. Han traff snart Robert Levin, tidligere rektor ved Norges Musikkhøgskole. Levin ga ha sjansen til å gjøre noen opptak for NRK. Han spilte da inn en av sine improvisasjoner. Han kunne også fortelle om sitt samarbeid med den norske pianisten Kjell Bækkelund, hvor de spilte inn Paul Bonneu sin suite. Men oppholdet i Norge ble kort. Etter et halvt år orket han ikke mer. Prisnivået i landet ble for høyt, dessuten viste det seg umulig for han å lære seg språket. Turen gikk tilbake til Frankrike og Paris.

Ryo Noda har i de senere årene kommet fram til interessante resultater innen forskning på hjerneskadde etter trafikkulykker. Noda er nemlig, ved siden av å være musiker, utdannet doktor i medisin. Han begynte å tenke på hvordan man instinktivt prøver å roe en skrikende og plaget baby ved å rugge barnet opp og ned. Som oftest vil barnet stoppe å gråte, og kanskje til og med begynne å le. Dette er en veldig behagelig og beroligende bevegelse, samtidig som den er fysisk stimulerende. Dette ga han ideen til en slags trampoline som kunne gjøre det samme med mennesker i koma. Hvis man samtidig tilfører stimulans til hjernen ved å spille pasientens favorittmusikk, ville man kanskje oppnå kontakt med den hjerneskadde pasienten på en helt ny måte. Og han har med denne metoden vekket stor oppmerksomhet rundt om i verden.

Med sin nære kjennskap til saxofonen var han som komponist tidlig ute med å utvikle nye teknikker for saxofonspill. Mange av hans verker er idag blitt en del av standardreportuaret for saxofonister, og det er ofte gjennom disse verkene studenter først får kjennskap til et moderne tonespråk. Ryo Noda kunne fortelle hvordan han selv ble komponist. I 1972 var han i Toronto i Canada og skulle ta spilletimer med Hemke og Londeix. Det var noe helt nytt at en japansk student skulle delta, og han ble spurt om han hadde noe japansk musikk å spille. Dette klarte han ikke å finne, så dermed skrev han noe selv. Stykket ble ”Improvisasjon 1” og ble skrevet på en kveld. Londeix likte stykket umiddelbart, men Hemke likte det ikke.

Masterclass

Besøket i Norge startet mandag morgen med masterclass. Endel av studentene hadde selvsagt valgt musikk av Noda selv, og det var utrolig interessant å høre hva han har tenkt og ment med musikken han har skrevet. Han var veldig opptatt av at utøveren ikke må overdrive teknikkene, men må få fram den japanske melodien eller de karakteristiske klangene. En marcato skal ikke være en absolutt, den skal også kunne gjøres i pp. Musikken skal hele tiden beskrive en historie og naturen. Noda bruker for eksempel musikkutrykket ”Cutting tone”. Dette har flere tolket som enten slap-tounge eller et plutselig kutt av tonen. Men Noda kunne da gi oss en forklaring: Dette ska beskrive lyden av en bambusstokk som slår mot stein. Bambus er et viktig symbol i Japan. Når det er kraftig regnvær i Japan, legger vannet seg i dammer på bambusbladene. Når bladene blir tunge nok bøyer bambusstokkene seg. Plutselig renner vannet av, og bambusstokken slår opp igjen og treffer stein. Og dette er ”cutting tone”. Man må vite hvordan bambus mot stein låter for å prøve å gjenskape denne lyden.

Ryo Nodas ”Improvisasjon 1” ble et godt eksempel på hvordan Noda tenker når han skriver musikk. Det skal låte som en improvisasjon, og all timing må bli naturlig. Dette er selvsagt vanskelig å notere ned, men dynamikk, artikulasjon og plassering må låte som en naturlig improvisasjon. Dette stykket skal beskrive natur, måne og vind i Japan. Den mer rytmiske delen i stykket skal beskrive den japanske dansen Kabuki flettet sammen med amerikansk be-bop. Kabuki er en gammel tradisjonell dans som blir brukt innen teater. Midt inne i stykket kommer også en langsom melodi, en kinesisk bugagu. Denne melodien går meget langsomt og gjøres tradisjonelt sammen med en langsom dans med store kostymer. Noda kunne fortelle at japansk kultur stammer fra Kina, så disse to kulturene ligger tett. Hele stykket blir dermed en blanding av den europeiske cadenza sammen med tradisjonell japansk musikk, men også med drypp av andre lands kulturer, folkemusikk og tolvtoneteknikk. Man kan si at dette oppsummerer Noda selv som utøver og komponist, eller heller kanskje: hvem er han?

Noda reagerte på at flere av studentene spilte med en plastbit på munnstykke. Nye saxofonteknikker utfordrer ikke bare høyde og fingerteknikk, men også tankesett og munnstilling. Med denne plastbiten unngår man at munnstykket flytter på seg i munnen, og vi får større kontroll. Ryo Noda oppfordret til å våge å ta vekk noe av denne kontrollen og ha en fleksibel munnstilling for å oppnå enda større fleksibilitet. Han mente også at med denne plastbiten demper noe av volumet, og at vi dermed kan få enda større dynamikk ved å fjerne den.

Noda la stadig vekt på hva som var historien i musikken, og utfordret studentene til å tenke på hva de skulle formidle og hvordan. Han var en veldig engasjerende underviser, og brukte mye av seg selv for å få frem budskapet. Midt i en setning kunne han plutselig hoppe fram og rope, for å understreke noe i musikken, eller han kunne imitere dukketeater eller kampsport. Han ville gjerne finne fram det enkle og lett tilgjengelige. Han mante at man ikke skulle ta for mye hensyn til komponisten, men at man som utøver må bestemme hvor grensen mellom komponistens budskap og ens egen teknikk som utøver skal møtes. Men man skal selvsagt respektere komponistens mål og forstå hva som ligger bak notene før man prøver å finne sin egen stil. Han ville også få frem hvor viktig det er å bruke teater som virkemiddel for å få frem karakterer. Man må våge å være komiker for å ta ut kontrastene, og ikke bli for selvopptatt og seriøs. Og man må lete etter komponistens bakgrunn for hva han har skrevet, alt har en inspirasjon fra noe annet, om det er japansk, kinesisk, norsk, jazz eller annen folkemusikk.

Konsert

Mandag kveld var duket for Ryo Noda selv og hans konsert ”Music for War and Peace”. Han entret scenen i en fantastisk japansk folkedrakt. I salen satt omtrent 50 forventningsfulle publikummere, de fleste amatører, studenter og profesjonelle saxofonister. Det var fantastisk å se denne blandingen av den japanske tradisjonen og den europeiske saxofonen. Med en dempet belysning ble det en fin stemning i salen. Det ble tydelig gjennom hele konserten at man må ha god kunnskap til Japansk musikk, kultur og teater for å kunne spille Nodas musikk. Ryo Noda brukte hele tiden det japanske kroppsspråket i sin utøving, med stor kontroll over brå og små bevegelser. Han kunne til tider bruke mengder av luft og vi kunne høre mye innpust, han ble veldig fysisk. Men det var tydelig at han selv behersket de teknikkene han tidligere på dagen hadde undervist. Munnstykket beveget seg mye og vi kunne se kjeven arbeide. Han gikk fra til tider nesten lydløst til grotesk, sterkt og intens. Han behersket sitt instrument og sin musikk slik at han fikk fram akkurat det som var viktig: saxofonen ble et formidlingsinstrument og teknikk ble ikke stående i veien.

På konserten fikk vi også en urfremføring av hans nyeste verk. ”La nuit de Dinant” ble skrevet etter inspirasjon fra da han var dommer under Adolf Sax- konkurransen i Dinant i fjor høst, der han forøvrig knyttet den kontakten til Norges Musikkhøgskole som skulle ende i dette møtet i Norge.

Etter å ha hørt Ryo Noda undervise en hel dag og senere se og høre han på scenen fikk i hvert fall jeg mange bilder i hodet fra den japanske kulturen, dansen og teateret. Og med dette falt hans musikk helt på plass for meg.

---
Ryo Noda begynte sine studier som saxofonist i Osaka (1968 – 1972), og fortsatte ved Northwestern University i Illinois, USA, der han studerte med Fred. L. Hemke. Deretter gikk turen til Bourdoux i Frankrike og videre studier med Jean-Marie Londeix, og nå omfattet studiene også komposisjon. Han gjorde seg snart bemerket som komponist, og ble i 1974 tildelt det franske komponistforbundets pris (SACEM).

Men Ryo Nodas bemerkelsesverdige karriere begrenser seg ikke til dette. Hans interesse for musikkens potensial som terapi førte til medisinstudier og til mange års forskningsarbeid. Han har utviklet en metode for musiko-kinetisk terapi som kombinerer musikk og bevegelse i behandling av hjerneskadde og komatøse pasienter, og har blant annet designet en egen trampoline for å gjøre dette mulig. De resultater han har oppnådd gjennom sitt arbeid både som forsker og som pasientbehandler har vakt stor oppsikt i et internasjonalt perspektiv.
----

Tags: Ryo Noda, Camilla Bjørndahl Sørensen, Improvisation

Af Peter Navarro-Alonso
Foto: Sara Skytte
-----------
Goscikowo, tirsdag aften: Alpha afslutter sin turné i Polen med at være solister med barokorkestret Arte Dei Suonatori. Trioen med blokfløjte, percussion og saxofon har gennem en uge optrådt på en af landets største barokfestivaler. Værkerne de opfører er deres egne improvisations-baserede trippelkoncerter L’invierno Canonico og Primavera Lenta.
-----------

Da Alpha dannedes, var vi alle tre studerende i solistklassen på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Vi kendte hinanden som musikere, og havde lyst til at spille og arbejde sammen, på trods af vores instrumenters forskellighed og det totale fravær af repertoire for besætningen. Det var altså i højere grad Bolette, David og Peter, der valgte at spille sammen, end det var en blokfløjtenist, en percussionist og en saxofonist. Instrumenternes forskellighed og det ikke-eksisterende repertoire viste sig hurtigt at være en drivkraft og inspiration for vores projekt.

Det er indlysende at instrument-kombinationen blokfløjte, percussion og saxofon er særdeles heterogen i klanglig såvel som dynamisk henseende. Imidlertidig omfatter Alphas samlede instrument-arsenal 20-25 blokfløjter, al tænkelig percussion (taster, multipercussion, håndtrommer, etc.) og 4 saxer (sopran, alt, tenor og baryton). Går man på opdagelse i de mange muligheder der ligger heri, kan man dog let finde kombinationer med klanglig homogenitet såvel som dynamisk balance. Lyt f.eks. til Middelaldersuite (415 Hz renaissance-sopranblokfløjte/440 Hz renæssance-altblokfløjte og sopransax) og Movedit Tkvanes Vtset (bas-blokfløjte, barytonsax og marimba) på www.alphatrio.com.

Naturligvis har Alpha-besætningen ikke de samme homogene kvaliteter som f.eks. en saxofonkvartet. Til gengæld har den særegne kombination en mere farverig klangpalet, ligesom den dynamiske spændvidde er særdeles omfattende.

Problemet med det ikke-eksisterende repertoire forsøgte vi at løse på sædvanlig vis: Ved at bestille nye kompositioner og ved selv at arrangere. Komponisterne viste sig heldigvis begejstrede for instrumentkombinationen, vel vidende at man ikke kan forvente at få et Alpha-stykke opført i anden sammenhæng (jeg kender ikke til andre blokfløjte-sax-perc-ensembler).

Komponisternes tilgang til ensemblet har været vidt forskellig, formentlig pga. besætningens jomfrulighed og det omfattende instrumentarsenal. Ib Nørholm betragter ensemblet som en slags klavertrio, med blokfløjten som sprudlende primarius, saxen som den cantabile modspiller og slagtøjet som den samlende figur. Sven Hvidtfelt Nielsen betragter instrumenterne som ligeværdige, og lader dem ustandseligt bytte roller, således at saxen skiftevis er ”rytmegruppe” (vha. slap tongue o.l.), klangflade (bl.a. multifoner og subtone) og melodibærende. Bent Lorentzen undersøger klanglige mødesteder og kontraster mlm. rørklokker, tenorblokfløjte og barytonsax, og lader instrumenterne mødes i et perfekt unisono for dernæst at lade dem bevæge sig i fire oktavers afstand. En del af dette repertoire kan høres på cd’en Alpha udgivet af Dacapo (www.dacapo-records.dk).

I arbejdet med at arrangere har vi forsøgt at skabe en særlig sound. Dvs. vi har valgt at være illoyale overfor musikken vi arrangerer - i stedet bearbejder vi materialet, indtil det passer ind i vores lyd. Således har vi i dag et repertoire, der virker sammenhængende og konsistent, på trods af det baserer sig på vidt forskellig musik: Folkemusik (især fra Asien og Mellemøsten), middelaldermusik, 60-modernisme, jungle-jazz, m.m. Denne stilistiske spredning er kun mulig, fordi vi på ingen måde tilstræber en autencitet i vores spil. Vi foregøgler således ikke at vide, hvordan f.eks. armensk folkemusik egentlig bør spilles.

Et tredje ben i Alphas repertoire er improvisation, som indgår i størstedelen af det vi laver. Ligesom vi i vores arrangementer forsøger at skabe en sound, søger vi med vores improvisationer at skabe en særlig Alpha-stil. Denne improvisations-stil er et sammensurium af påvirkninger fra middelaldermusik, folkemusik, free jazz, minimalisme, m.m, og afspejler derved vores individuelle musikalske baggrunde. For at undgå det blot lyder som en udskrab fra den musikalske krydderihylde, har vi følgende underliggende dogmer: Saxen må ikke lyde mere jazzet end blokfløjten, blokfløjten må ikke lyde mere middelalder-agtig end saxen, etc. På den måde forsøger vi at absorbere hinandens ”tendenser” og skabe et fælles sprog.

Det er indlysende, at skridtet fra at arbejde med kollektiv improvisation og til at komponere sammen ikke er særlig stort. Og det har således været ganske naturligt, at en del af vores repertoire er egne kompositioner på trods af, at det i Danmark er en sjældenhed, at et klassisk ensemble skriver sin egen musik. Dette er egentligt ejendommeligt set i forhold til, at det indenfor stort set alle andre musikalske stilarter (pop, rock, jazz, folk, etc.) er regelen snarere end undtagelsen.

Vore egne kompositioner er blevet til på forskellig vis. Undertiden kommer en af os med et decideret oplæg, som vi derefter arbejder videre på i fællesskab. Andre gange har en improvisation efterhånden udkrystaliseret sig i et decideret kompositorisk forløb, som vi da typisk har nedskrevet. At udkrystalisere en improvisation i en komposition er endvidere en måde at undgå, at den samme improvisation dukker op i tide og utide – ved at skrive den ned, kommer den ud af blodet. Vores største kompositoriske projekt til dato var da vi i foråret 2006 komponerede og indspillede 20 minutters musik til en større tv-produktion.

I forbindelse med planlægningen af den i indledningen omtalte polske barokfestival spurgte arrangørerne, om vi kunne forestille os Alpha som solister sammen med barokorkestret Arte Dei Suonatori. De var udmærket klar over det ørkesløse ved deres forespørgsel, eftersom det ikke ligefrem vrimler med trippel-koncerter for blokfløjte, sax, percussion og orkester. Vi var alle tre opsatte på at afprøve denne mulighed, og besluttede os derfor for at få en god idé! Efter nogen tid og eksperimenteren nåede vi frem til løsningen: Vi komponerede nogle soundscapes til orkestret, som vi improviserede henover udfra en fastlagt form og fastlagte teksturer.

Trippelkoncerterne afspejler meget rammende, hvad arbejdsfællesskabet Alpha omfatter: At spille, at komponere, at improvisere, at insistere at finde en måde, hvorpå éns musikalske drømme kan lade sig gøre.

Tags: Peter Navarro-Alonso, Alpha, Improvisation