Boganmeldelse: The Devil's Horn
Michael Segell: The
Devil’s Horn
Ferrar, Straus and Giroux, NY
ISBN 0-374-15938-6
[Link til Amazon.co.uk]
Af Kasper Hemmer Pihl
Der mangler sådan set ikke bøger om saxofonen, saxofonister (i alle genre), om saxofonens historie eller om instrumentets opfinder. Fælles for de fleste af disse udgivelser er dog, at de sjældent er skrevet af egentlige forfattere, men af musikere og entusiastiske amatører - ofte dygtigt og grundigt, men ikke nødvendigvis velskrevet. Med Mark Segells bog ”The Devil’s Horn” forholder det sig anderledes - Segell er profressionel skribent og passioneret amatørsaxofonist. Segell er i den grad blevet bidt af saxofonen at han har sat sig for at beskrive den fra alle leder og kanter, Han har opsøgt alverdens saxofonkoryfæer, såvel musikere som samlere, akademikere, instrumentmagere etc. etc. Instrumentet bliver belyst fysisk som metafysisk og ikke en sten forbliver uvendt.
Segell er egentlig fritids-trommeslager i et band han har spillet i siden de unge dage, men blev indfanget af en saxofon, lejede en skolesax og begyndte at tage timer - bogen begynder med en time han får…af Branford Marsalis som udløber af et interview.
Segell er med god grund fascineret af Adolphe Sax, hvis oprørske og fandenivoldske væsen han oplever som nedarvet i saxofonen - overalt hvor saxofonen kommer laver den ballade og vender op og ned på alting; den bliver forbudt af så vel kirke som stater (både paven, nazisterne og kommunisterne og mange andre har været efter instrumentet). Den knytter sig til oprørsk ungdomskultur og virker frastødende og usædelig på pæne borgere – men samtidig driver Sax og saxofonens trang til anerkendelse den til at infiltrere alle dele af musikken, og triumferer som det mest tilpasningsdygtige blæserinstrument til dato. Et forhold Segell mener at se i så at sige alle sider af saxofonens væsen og virke, den dag idag.
Segell bygger sin fortælling om saxofonen op om de personer han har opsøgt – og listen er imponerende; Branford Marsalis, Jean-Marie Londeix , Joe Lavano, Charles McPherson, Jimmy Heath, Michael Brecker, Steve Lacy, Pharoah Sanders, Dewey Redman, Illinois Jacquet, Tim Ries, mundstykkemageren Ralph Morgan, David Liebman, Phil Woods, Lee Konitz, Donald Sinta, John-Edward Kelly, Claude Delangle, Vincent Abato, Timothy McAllister, Frederick Hemke, Sonny Rollins…og mange, mange flere. Fra hver deres vinkel fortæller disse saxofonpersonligheder om forskellige perioder, personer og fænomener der knytter sig til saxofonen. Et særligt afsnit er afsat til instrumentmageren François Louis og hans nye instrument ”aluchrome”, en dobbelt sopransaxofon! På youtube.com kan man se instrumentet håndteret af Joe Lavano – og det er absolut værd at se og høre.
Segell har altså været vidt omkring og kommer både rundt om saxofonens tidlige histore, dens vej via militærorkestrene og vaudeville-trditionen til jazz og popmusikken. Selv om Segell tydeligvis er mest optaget af mainstream jazz får han imponerende nok også præsenteret avant garde musikken (både den ’klassiske’ og den ’rytmiske’), den klassiske saxofons historie og mere aparte emner som saxofonens rolle i de lande og regimer hvor den har været forfulgt. Der er sågar et afsnit om saxofonens betydning for udøvernes helbred og meget mere. Afsnittene afbrydes af korte intermezzi hvor vi følger Segells betræbelser på at at lære at spille saxofon. Disse afsnit er til en start charmerende, men ender med at irritere - og man kan ikke lade være med at tænke på hvor meget saxofonspil han kunne have lært sig, hvis han ikke havde så travlt med at snakke med berømte saxofonister…men så havde vi på den anden side ikke fået denne bog. Og netop det faktum at Segell som saxofonist er amatør, men professionel skribent gør denne bog til noget særligt. Faktisk er det tvivlsomt om en person med et mere professionelt forhold til instrumentet ville kunne skrive en bog som denne, der i overskuelig form fortæller saxofonens mangefacetterede historie.
Den letflydende form og Segells begejstrede tilgang til stoffet, er imidlertid også skyld i et par af de problemer der unægtelig er med bogen. Fortællestilen er anekdotisk, hvilket der i sig selv ikke er noget i vejen med, men da bogen mangler kildehenvisninger (der findes kun en generel litteraturliste), må man ind imellem studse over de oplysninger der bliver bragt til torvs. Som altid, er det i de emner man selv er særlig velbevandret i, man støder på den slags. I mit tilfælde er det den klassiske saxofon i almindelighed og Sigurd M. Raschèr i særdeleshed. Så når jeg på side 76 læser: “As a child in Germany, Sigurd Rascher, who became one of the most celbrated teachers and players in America, switched to saxophone from clarinet after hearing a Wiedoeft recording.” studser jeg. Rascher studerede rigtigt nok klarinet, men skiftet til saxofonen var nu på ingen måde et resultat af begejstring for instrumentet (i starten tværtimod) han skiftede ene og alene fordi der skulle skaffes penge og der var flere balforretninger i at spille saxofon end klarinet. Siden vendte han tilbage til konservatoriet i Stuttgart og gjorde sine klarinetstudier færdige, men da var hans interesse for saxofon vakt. Hvor Segells oplysning om en påvirkning fra Wiedoeft kommer fra, får vi ikke noget at vide om.
Et andet sted (s. 245) bringes følgende oplysning til torvs: ”Although he was born in western Germany, Sigurd Rascher, pioneer of the ”German” sound, was actually of Danish decent”. Hmm…Raschers ophav var skotsk/schweizisk. Hans kone Ann Marie Raschèr er Svensk – men det er vist det tætteste han kom på Dansk afstamning. Raschèr brugte under Hitlers regime at sige, at han var Dansk (nogle gange Svensk) for at lægge afstand til nazi-tyskland. Måske er dette der spøger, men man skal ikke se efter i særlig mange opslagsværker for at få det præciseret. Det er naturligvis ikke spørgsmål af stor betydning, men når man står overfor denne type af lemfældige oplysninger, kommer man nemt til at tvivle på de informationer man får i de afsnit man ikke selv ved så meget om – og der er adskillige udsagn der skurer noget. Det havde unægtelig klædt bogen om der havde været en kildeangivelse.
Trods den manglende kildeangivelse og bogens dermed tvivlsomme videnskabelige værdi, kan den nu godt anbefales. Ikke mange bøger kommer som denne rundt om saxofonen i så velskrevet og letlæselig form. Man skal ikke tro på alt hvad der står og man skal bære over med Segells unødvendige intermezzi. Skulle man så derefter få lyst til at læse mere grundige værker om emnet, kan følgende anbefales:
Léon Kochnitzky: Sax and His Saxophone
[NASA Publications]
Harry R. Gee: Saxophone Soloists and Their Music
[Indiana Univ. Press, ISBN 0-253-35091-3]
Jaap Kool: Das Saxophon
[Verlag Erwin Brochinsky ISBN 3-923639-81-3]
Ventzke/Raumberger/Hilkenbach: Die Saxophone – Beiträge zu ihrer Bau-Charakteristik, Funktion und Geshichte
[Verlag Erwin Brochinsky ISBN 3-923639-72-4]
Eugene Rousseau: Marcel Mule – His life and the saxophone
[Etoile Music]
Ferrar, Straus and Giroux, NY
ISBN 0-374-15938-6
[Link til Amazon.co.uk]
Der mangler sådan set ikke bøger om saxofonen, saxofonister (i alle genre), om saxofonens historie eller om instrumentets opfinder. Fælles for de fleste af disse udgivelser er dog, at de sjældent er skrevet af egentlige forfattere, men af musikere og entusiastiske amatører - ofte dygtigt og grundigt, men ikke nødvendigvis velskrevet. Med Mark Segells bog ”The Devil’s Horn” forholder det sig anderledes - Segell er profressionel skribent og passioneret amatørsaxofonist. Segell er i den grad blevet bidt af saxofonen at han har sat sig for at beskrive den fra alle leder og kanter, Han har opsøgt alverdens saxofonkoryfæer, såvel musikere som samlere, akademikere, instrumentmagere etc. etc. Instrumentet bliver belyst fysisk som metafysisk og ikke en sten forbliver uvendt.
Segell er egentlig fritids-trommeslager i et band han har spillet i siden de unge dage, men blev indfanget af en saxofon, lejede en skolesax og begyndte at tage timer - bogen begynder med en time han får…af Branford Marsalis som udløber af et interview.
Segell er med god grund fascineret af Adolphe Sax, hvis oprørske og fandenivoldske væsen han oplever som nedarvet i saxofonen - overalt hvor saxofonen kommer laver den ballade og vender op og ned på alting; den bliver forbudt af så vel kirke som stater (både paven, nazisterne og kommunisterne og mange andre har været efter instrumentet). Den knytter sig til oprørsk ungdomskultur og virker frastødende og usædelig på pæne borgere – men samtidig driver Sax og saxofonens trang til anerkendelse den til at infiltrere alle dele af musikken, og triumferer som det mest tilpasningsdygtige blæserinstrument til dato. Et forhold Segell mener at se i så at sige alle sider af saxofonens væsen og virke, den dag idag.
Segell bygger sin fortælling om saxofonen op om de personer han har opsøgt – og listen er imponerende; Branford Marsalis, Jean-Marie Londeix , Joe Lavano, Charles McPherson, Jimmy Heath, Michael Brecker, Steve Lacy, Pharoah Sanders, Dewey Redman, Illinois Jacquet, Tim Ries, mundstykkemageren Ralph Morgan, David Liebman, Phil Woods, Lee Konitz, Donald Sinta, John-Edward Kelly, Claude Delangle, Vincent Abato, Timothy McAllister, Frederick Hemke, Sonny Rollins…og mange, mange flere. Fra hver deres vinkel fortæller disse saxofonpersonligheder om forskellige perioder, personer og fænomener der knytter sig til saxofonen. Et særligt afsnit er afsat til instrumentmageren François Louis og hans nye instrument ”aluchrome”, en dobbelt sopransaxofon! På youtube.com kan man se instrumentet håndteret af Joe Lavano – og det er absolut værd at se og høre.
Segell har altså været vidt omkring og kommer både rundt om saxofonens tidlige histore, dens vej via militærorkestrene og vaudeville-trditionen til jazz og popmusikken. Selv om Segell tydeligvis er mest optaget af mainstream jazz får han imponerende nok også præsenteret avant garde musikken (både den ’klassiske’ og den ’rytmiske’), den klassiske saxofons historie og mere aparte emner som saxofonens rolle i de lande og regimer hvor den har været forfulgt. Der er sågar et afsnit om saxofonens betydning for udøvernes helbred og meget mere. Afsnittene afbrydes af korte intermezzi hvor vi følger Segells betræbelser på at at lære at spille saxofon. Disse afsnit er til en start charmerende, men ender med at irritere - og man kan ikke lade være med at tænke på hvor meget saxofonspil han kunne have lært sig, hvis han ikke havde så travlt med at snakke med berømte saxofonister…men så havde vi på den anden side ikke fået denne bog. Og netop det faktum at Segell som saxofonist er amatør, men professionel skribent gør denne bog til noget særligt. Faktisk er det tvivlsomt om en person med et mere professionelt forhold til instrumentet ville kunne skrive en bog som denne, der i overskuelig form fortæller saxofonens mangefacetterede historie.
Den letflydende form og Segells begejstrede tilgang til stoffet, er imidlertid også skyld i et par af de problemer der unægtelig er med bogen. Fortællestilen er anekdotisk, hvilket der i sig selv ikke er noget i vejen med, men da bogen mangler kildehenvisninger (der findes kun en generel litteraturliste), må man ind imellem studse over de oplysninger der bliver bragt til torvs. Som altid, er det i de emner man selv er særlig velbevandret i, man støder på den slags. I mit tilfælde er det den klassiske saxofon i almindelighed og Sigurd M. Raschèr i særdeleshed. Så når jeg på side 76 læser: “As a child in Germany, Sigurd Rascher, who became one of the most celbrated teachers and players in America, switched to saxophone from clarinet after hearing a Wiedoeft recording.” studser jeg. Rascher studerede rigtigt nok klarinet, men skiftet til saxofonen var nu på ingen måde et resultat af begejstring for instrumentet (i starten tværtimod) han skiftede ene og alene fordi der skulle skaffes penge og der var flere balforretninger i at spille saxofon end klarinet. Siden vendte han tilbage til konservatoriet i Stuttgart og gjorde sine klarinetstudier færdige, men da var hans interesse for saxofon vakt. Hvor Segells oplysning om en påvirkning fra Wiedoeft kommer fra, får vi ikke noget at vide om.
Et andet sted (s. 245) bringes følgende oplysning til torvs: ”Although he was born in western Germany, Sigurd Rascher, pioneer of the ”German” sound, was actually of Danish decent”. Hmm…Raschers ophav var skotsk/schweizisk. Hans kone Ann Marie Raschèr er Svensk – men det er vist det tætteste han kom på Dansk afstamning. Raschèr brugte under Hitlers regime at sige, at han var Dansk (nogle gange Svensk) for at lægge afstand til nazi-tyskland. Måske er dette der spøger, men man skal ikke se efter i særlig mange opslagsværker for at få det præciseret. Det er naturligvis ikke spørgsmål af stor betydning, men når man står overfor denne type af lemfældige oplysninger, kommer man nemt til at tvivle på de informationer man får i de afsnit man ikke selv ved så meget om – og der er adskillige udsagn der skurer noget. Det havde unægtelig klædt bogen om der havde været en kildeangivelse.
Trods den manglende kildeangivelse og bogens dermed tvivlsomme videnskabelige værdi, kan den nu godt anbefales. Ikke mange bøger kommer som denne rundt om saxofonen i så velskrevet og letlæselig form. Man skal ikke tro på alt hvad der står og man skal bære over med Segells unødvendige intermezzi. Skulle man så derefter få lyst til at læse mere grundige værker om emnet, kan følgende anbefales:
Léon Kochnitzky: Sax and His Saxophone
[NASA Publications]
Harry R. Gee: Saxophone Soloists and Their Music
[Indiana Univ. Press, ISBN 0-253-35091-3]
Jaap Kool: Das Saxophon
[Verlag Erwin Brochinsky ISBN 3-923639-81-3]
Ventzke/Raumberger/Hilkenbach: Die Saxophone – Beiträge zu ihrer Bau-Charakteristik, Funktion und Geshichte
[Verlag Erwin Brochinsky ISBN 3-923639-72-4]
Eugene Rousseau: Marcel Mule – His life and the saxophone
[Etoile Music]