Det kan godt være lidt svært at bevare overblikket over Rampone & Cazzanis mange modeller og varianter. Til en start er der fire serie med varierende antal modeller og så er der de mange muligheder for finish. Vi skal forsøge at skabe lidt overblik.

Super
„Super“ er navnet på basismodellen. Den findes som buet sopran, lige sopran, alt, tenor, baryton med dybt Bb og baryton med dybt A.

Deluxe
Næste model hedder „Deluxe“ og findes i buet sopran, lige sopran, alt og tenor.

R1
Titlen på næste model er hentet fra det faktum at Rampone på en gang er et gammelt og et meget nyt firma R1 (Rampone1) er Zolla familiens bud på en ny tids R&C saxofoner. R1 findes som sopranino, lige sopran, semi-buet sopran (saxello), buet sopran, alt, tenor og baryton.

R1 Jazz
R1 Jazz er en modificeret udgave af R1 der laves af messing med en højere andel af kobber, det såkaldte „Red brass“. Den laves i lige sopran, semi-buet sopran (saxello), buet sopran, alt, tenor og baryton.

Hjææælp! Hvor skal jeg starte?

Jeg tror ikke vi generer nogen, ved at sige, at man skal starte med at glemme ’Super’ og ’Deluxe’. Det er udmærkede instrumenter bevares, men det er R1’erne der er interessante.

R1 eller R1 Jazz…en smagssag - der er dybest set tale om det samme instrument med en klanglig variation (det skal dog siges at vi ikke havde lejlighed til at prøve så mange R1’ere, men det var vores indtryk).



Således kogt ned til to modeller – og lad os bare koncentrere os om R1 Jazz – kan vi begynde at kigge på det væsentlige: hvordan spiller de? Det første kvartet havde vi det lidt svært. Det virkede lidt tungt, det sagde ikke så meget, lidt støvet. Vi begyndte så småt at overveje hvilke pæne ting vi kunne sige til Claudio…men så skete der noget. Instrumenterne åbnede sig op og afslørede en fyldig, varm og utrolig mange facetteret klang. En klang der på ingen måde minder om de saxofoner vi almindeligvis omgiver os med. Her var ikke skyggen af reference til Selmers Mark VI – derimod var de gamle amerikanske saxofoner som Buescher og Conn ikke så langt væk. R&C har det til fælles med de gamle amerikanere (som R&C i øvrigt samarbejdede med i gamle dage) at de benytter en anden boring end den man siden begyndte at bruge hos Selmer o.a.

Rampones saxofoner har en usædvanlig tyk boring generelt og i særdeleshed mod buen. Det giver en anderledes modstand i toneproduktionen, en modstand der giver musikeren en anden type kontakt med lyden, men som også giver et andet intonationsmønster end man finder ved f.eks. Selmer. Intonationen var til at starte med noget Kasper med et klassisk set-up havde svært ved at få til at fungere, mens Florián med et jazz-setup’et ikke oplevede som noget stort problem. Efter nogen tid fik Kasper det til at fungere bedre, men det var oplevelsen at et Selmer C* ikke er det mest velegnede mundstykke til R&C’s saxofoner, der sikkert i klassisk sammenhæng vil have det bedre med et barrel chamber mundstykke som f.eks. Otto Link ebonit eller Raschèr mundstykker.

Det store udvalg af sopransaxofoner påkalder naturligvis opmærksomheden; hele tre forskellige slags; lige, semi-buet og buet - og vi skal hilse og sige at der er stor forskel. Måske er det ikke så overraskende mellem den lige og den buede, men at den semi-buede har en så egen personlighed var en overraskelse. Konservative Kasper var gladest for den lige mens Florián havde en forkærlighed for den buede - den semi-buede forvirrede os vist lidt, måske med lidt bedre tid. I den korte tid vi havde blev den ved at virke lidt ufokuseret.



Altsaxofoner prøvede vi flere eksemplarer af og her stod det klart for os hvor stor indvirken de forskellige overflade behandlinger har. En guld og en sølv alt af samme model viste sig at have helt forskellige karakterer – også mere end vi tidligere har oplevet, måske fordi guldsaxofonen ikke er forsølvet først.

Tenorsaxofonen vi prøvede var en lækkerbisken i guld, med en klang der var lige ved at gøre turen utilsigtet bekostelig. Men helt slemt blev det da Kasper prøvede barytonsaxofonen…det tog noget tid at finde sig til rette, for det må være verdens længste baryton-hals (se billedet), men da det var på plads måtte Kasper klynge sig til at det ikke kunne nytte noget med en baryton uden dybt A i klassisk sammenhæng…og andre undskyldninger, for her var en barytonklang i en helt egen klasse. Måske nok ikke den ideelle baryton at komme hjem til en Selmer kvartet med, men…hold da op hvor en kæmpeklang!

Det fører forvidt at gå i detaljer med de mange variationer af overfladebehandlinger som R&C tilbyder, men der er mulighed for at kombinerer lak, sølv, guld, poleret/sandblæst og en ’vintage’ overflade. Disse kan så bestilles i div. kombinationer på kroppen, schallstykket, indersiden af schallstykket, mekanikken og halsen…pyh! Man kunne forvente at mange ædelmetaller afsætter spor i prisen, men faktisk er Rampone & Cazzanis saxofoner ikke dyrere end det øvrige marked. En R1 Jazz står i Danmark til en kontantpris på ca. 26.000,- hvilket synes meget rimeligt.

Det var meget spændende at prøve en saxofon der meget selvstændigt insisterer på en egen æstetik, men også vanskeligt fordi de nedarvede idéer om hvad en saxofon er, står i vejen. Der er dog ikke nogen tvivl hos os om, at Rampone & Cazzani er et absolut seriøst alternativ for den søgende saxofonist der ikke kan stilles ved de konventionelle saxofoner.

Tags: Kasper Pihl, Florian Navarro, Rampone & Cazzani

Af Stefan Baur

Hvis man ikke allerede har bemærket instrumentbyggeren Benedikt Eppelsheim fra München er det nu på høje tid. Han har lavet indtil flere helt nye konstruktioner af saxofoner og klarinetter hvoraf den vel nok mest kendte er Tubax’en, konstrueret i 1999, som har samme toneomfang og greb som en kontrabassaxofon i Eb (en oktav under baryton saxofonen). Tilsvarende har han bygget en Tubax i Bb svarende til en subkontrabassaxofon og dermed en oktav under bassaxofonen. Dette instrument var planlagt for 150 år siden af Adolphe Sax men først realiseret nu!

Tubax’en er konstrueret på anden vis end en almindelig kontrabassaxofon og heri ligger det helt enkle men geniale og store fremskridt. Boringen i instrumentet er smallere og i Eb udgaven starter og slutter boringen med samme mål som barytonsaxofonen, men da den klinger en oktav dybere er røret dobbelt så langt. Dette betyder at instrumentet kan spilles med et almindeligt baryton mundstykke. Den logiske konsekvens er at stigningen på røret – konus – er tilsvarende mindre. Dette har en vis akustisk betydning, klangkarakteren er anderledes og volumen mindre. Samtidig medfører det smallere rør at man skal bruge mindre luft og at instrumentet er mere fleksibelt og overraskende let at spille på. Det imponerende er at det er fuldstændig uproblematisk at bevæge sig rundt i hele registret på dette instrument. Selv i det allerdybeste leje er det nemt at spille meget svagt.
En anden landvinding ved instrumentet er dets størrelse. Tubax’en er kun 114 cm høj. Et forhold der kommer sig af at røret er bøjet 4 gange mod normalt 2 gange. Dette gør instrumentet væsentligt mere håndterbart end kontrabassaxofonen og med en vægt på kun 9.5 kg.

Tubax’en er udstyret med en ekstra oktavklap der gør at man ikke behøver at overblæse de første toner over det normale register men kan bruge reelle greb. Således udvides registret til hvad der normalt ville være flageolet d.

Når man taler med musikere om deres oplevelse med instrumentet er der faktisk udelt begejstring. Der er bred enighed om at instrumentet er en fantastisk nyskabelse, at det er egalt, stemmer godt og er forbavsende let at spille på. Benjamin Koppel har netop indspillet med den amerikanske jazz pianist Paul Bley og han er meget begejstret for Tubax’en. ”Som saxofon kan den nogle helt unikke ting. Den har en meget fokuseret tone og minder for så vidt meget om barytonen rent dynamisk. Den har bare et helt andet register at gøre godt med. Samtidig skal man ikke kæmpe med egaliteten som man skal på en bassaxofon. Man kan spille helt ubesværet rundt i hele registret og det gælder også det register der tilføjes med den ekstra oktavklap. Helt op til flageolet e fungerede fint for mig.”

En anden jazz saxofonist Morten Carlsen er forundret over hvor godt Tubax’en stemmer og efterlyser at man kan efterligne den smallere boring på eksempelvis alt og tenor for at opnå samme gode intonation og egalitet. ”Tubax’en er en helt fantastisk nyskabelse. Der er utrolig mange muligheder i det her instrument som endnu er helt uudforsket.”

Jeannette Balland tilslutter sig helt at instrumentet er meget spændende. ”Den er en del lettere at spille svagt på end bassen, især i det dybe register, men lyder anderledes. Klangen er mindre saxofonagtig uden at jeg dog finder det problematisk. Dog er jeg i tvivl om hvorvidt man virkelig kan ”sparke til den” på instrumentet, men det bunder muligvis i det begrænsede tidsrum jeg havde mulighed for at prøve det i”.
Jeg har selv haft mulighed for at prøve Tubax’en om end også alt for kort. Jeg spillede på mit eget baryton mundstykke og var virkelig forbavset over hvor fuldstændig uproblematisk det var. Instrumentet reagerede helt umiddelbart og det er svimlende at få en hel oktav foræret nedad i forhold til barytonen. Jeg synes der er en hel fantastisk mulighed for et nyt basinstrument i saxofon familien og jeg håber mange vil benytte sig af muligheden!

For mere information om Tubax’en og andre af Benedict Eppelsheims produkter se hjemmesiden www.eppelsheim.com.

Prisen på en tubax er som følger:

• Eb Tubax 14805,- Euros + VAT, including light case, Saxrax stand, bell bag with basic tools, mouthpiece.
• Bb Tubax 16285,- Euros + VAT, including flight case, stand, bell bag with basic tools, mouthpiece, several necks.

Tak til Peter Jessen for ekspertbistand og til Benjamin Koppel, Morten Carlsen og Jeannette Balland for deres indsigtsfulde og musikalske kommentarer.

Tags: Stefan Baur, Tubax, Benedikt Eppelsheim, Morten Carlsen, Jeanette Balland, Benjamin Koppel, Peter Jessen

Når Selmer lancerer en ny saxofon, er der al mulig grund til at holde øje med hvad der sker. Igennem et halvt århundrede har det franske mærke med det lille ’S’ på halsen haft en uovertruffen position på saxofonmarkedet, som en af de allerbedste producenter. Henri Selmer overtog i sin tid selveste Adolphe Sax’ værksted og er som sådan den direkte arvtager af opfinderen. I de første mange år, var Selmer ét mærker blandt mange der producerede kvalitetsinstrumenter. Det store skift i markedet indtraf i 1954 - ikke at Selmer ikke havde lavet gode saxofoner inden da, bestemt ikke, men 1954 var det år, hvor Selmer introducerede „Mark VI“ – saxofonen der mere end nogen anden blev definitionen på den moderne saxofon. Siden Selmer i 1970’erne forlod Mark VI til fordel for den ofte (lidt uretfærdigt) udskældte Mark VII, har Selmer og mange af konkurrenterne forsøgt, at finde tilbage til Mark VI’erens egenskaber. På et tidspunkt så det således ud som om Selmer var ved at blive sin egen værste konkurrent; de gamle instrumenter var ligeså attraktive (eller mere) end de nye. Nu har man så taget konsekvensen og lancerer „Referencemodeller“; saxofoner der tager udgangspunkt i tidligere instrumenter, men kombinerer de klanglige idealer med moderne landvindinger. På tenorfronten kom for få år siden to modeller, der refererede tilbage til hhv. Balanced Action (Reference 36) og til den navnkundige Mark VI (Reference 54). Instrumenterne blev godt modtaget og nu er det så blevet tur til altsaxofonen.

Hvordan skal man i grunden teste et instrument? Ofte lader man jo en saxofonist gennemgå instrumentet på kryds og tværs, men en sådan test vil altid være meget individuel, derfor har vi bedt tre saxofonister prøvespille Reference 54; en saxofonist der spiller på en Mark VI, én der spiller på en moderne Selmer, og en der slet ikke spiller Selmer.
Forhåbentlig får læseren dermed et mere nuanceret billede af instrumentet, idet man skal huske på, at man kun kan få et realistisk forhold til instrumentet ved at prøvespille det selv.
-KHP

Tak til Marno Sørensen (DK), Jonas Näslund (S) og Schlagerforlaget (N) for lån af instrumenter.

Testperson 1: Camilla Bjørndahl Sørensen

Testen er utført med : •Vandoren A28 munnstykke • BG L3 legature • Vandoren 3 1⁄2 reeds

Selmer Reference er et forsøk på å kombinere det beste fra to instrumenter. Klangen og kroppen tilhører den gamle Mark 6 og mekanikken er som den moderne Serie 3. For meg ble ikke dette helt mach. Jeg har spilt på min Selmer serie 3 i 5 år nå og er veldig glad i den. Noe av det jeg setter stor pris på ved min egen saxofon er klaviaturet som med en gang jeg prøvde saxofonen passet perfekt i fingrene mine. Det gjorde dessverre ikke Reference. Klaviaturet er satt mer på skrå slik at jeg må ha saxofonen mer på siden når jeg spiller. Samtidig ligger klaffene på venstre lillefinger for langt vekk og de på høyre lillefinger for nærme. Dette er jo selvsagt en tilvendingssak, men jeg tror Serie 3 er mer ergonomisk tilrettelagt for fingrene.

En ting referance virkelig har fått til som Serie 3 ikke har er et godt registerskifte. På Serie 3 må man jobbe for å få overganger mellom okatvene, spesielt mellom G#1 og G#2. På Reference kan man bare blåse på, og skiftene kommer når man bruker oktavklaff en. Saxofonen har også en god motstand i klaffene over hele registeret.

For å bedre på intonasjonen har Selmer her forlenget halsen. Og saxofonen har nok jevnt over en bedre intonasjon enn den gamle Mark 6 hadde. Men det er fortsatt ikke like bra som på Serie 3. Saxofonen er for lav i bunn og for høy i toppen, og spiller man tre oktaver på C# skal man jobbe godt for å få dette til å stemme.

Klangen på Reference varierer sikkert med de forskjellige instrumentene, men instrumentet jeg prøvde var mørkt og uten en veldig definert kjerne. Klangen er egal gjennom hele instrumentet, men det blir for mørkt og tett for meg. Men med en mørkere klang får man jo mer egalitet og også et instrument det er lettere å spille langt over register. Min Serie 3 er ganske lett og lys i klangen, og jeg kjemper litt mer over register på denne.

Selmer Reference har mange gode sider, men sammenligner jeg disse gode sidene med Serie 3 sine gode sider bliver det vel til at jeg ikke løper og kjøper meg et nytt instrument med det samme. Klaviatur og klang er viktige elementer når man kjøper seg saxofon, og for meg er et ergonomisk klaviatur og en lys klang noe jeg er ute etter.

Testperson 2: Johannes Thorell

Munstycke vid test: • Vandoren Optimum AL4 • Rörblad vid test: Vandoren V5 3,5
Det är nog 8 år sedan jag bytte från min Selmer Super action 80 serie 2 i silver till min Buffet Crampon i guldlack och det är inte ofta som jag ångrat mig eller längtat tillbaka, men samtidigt har man ju varje gång man testar ett nytt instrument en förhoppning att hitta något helt speciellt.

Själv söker jag instrument som är någorlunda egalt, som har en bra grundintonation och som jag själv får färga klangligt, dvs. ett instrument som jag styr och som då inte styr mig.

Detta tycker jag mig ha hittat i min Buffet även om även den har sidor som jag skulle vilja byta. När jag nu ska till att testa denna ”Reference 54” så finns ju fortfarande mina positiva och negativa känslor för min gamla Selmer kvar och jag hoppas varje gång jag provar en Selmersaxofon att mina fördomar om Selmer skall grusas totalt.

Jag har nu tagit mig till Jonas Näslund AB i Stockholm där jag har en Reference 54 som väntar på mig. När jag öppnar saxofonfodralet så slås jag av att det är ett mycket vackert instrument. En fin mörkt gyllene färg som nästan har skiftningar åt svart.

Jag börjar med att spela några toner på min Buffet för att känna att mitt munstycke och mitt rörblad fungerar som vanligt och för att kunna ha min Buffet som referens när jag nu tar mig an denna nya saxofon.

Jag byter över till Selmersaxofonen och slås direkt av att den har en mycket skön klang som påminner lite om färgen på instrumentet; en mörk, varm och öppen klang. Kanske känns den lite för soft för att kunna fungera för mig i klassiska sammanhang, men jag ger den lite mer tid så att jag får chans att korrigera mitt spelsätt för att passa Selmer. Vad jag direkt märkte när jag bytte från Selmer till Buffet och som jag även fortsatt märker när jag byter mellan Selmer och Buff et är att Selmersaxofonerna kräver ett högre lufttryck än vad man kan använda på en Buffet.

När jag först provade den Buffet jag nu har så tog det nästan stopp i instrumentet när jag skulle spela starkt. I gengäld så märker jag nu när jag spelar på denna Reference 54 att jag måste öka lufttrycket för att kunna bibehålla samma täthet mellan tonerna som jag har i min Buffet.

Jag fortsätter mitt test och spelar i olika register på saxofonen. Den känns lite trång på höjden och den ”vobblar” på låga B när jag försöker spela mellan niente och mezzopiano och jag börjar känna att den saxofon jag håller i min hand kanske inte är gjord för mitt spelsätt.

Jag antar att instrumentet är anpassat mer för jazzmusiker som kanske inte har riktigt samma behov som jag har. Detta får jag ytterligare bekräftat när jag tager fram en stämapparat och testar olika toner. Denna saxofon jag nu testar med mitt munstycke och mina rör blir högre och högre i intonation när jag går uppåt i registret. Jag börjar ana att man kanske till denna saxofon ska ha ett mer öppet munstycke och att man nog behöver spela mer öppet i det högre registret som jag ju upplevde som klangligt trångt när jag testade. När jag dessutom stämmer låga B i motsvarande A442 så slutar saxofonen dessutom att vobbla.

Summan av detta test är att denna saxofon inte är byggd för mig eller kombinationen av mig och mitt munstycke.

Det är i och för sig en skön saxofon att spela på och den har ett underbart altissimoregister, men jag känner ändå att mina krav på egalitet och intonation gör att jag inte skulle kunna lyckas på detta instrument.

Den enda funktion denna saxofon skulle få hos mig är som prydnad, men det skulle den å andra sidan klara alldeles exemplariskt.

Testperson 3: Florián Navarro

• Mundstykke anvendt i testen: vintage Selmer C* (scroll shank, soloist style) • Vandoren 3 1/2 blade.
Test af Selmer altsaxofon Reference 54, serie nr. N. 674849

Introduktion

Denne test af Selmers Reference altsaxofon bliver både en test af intrumentets egenskaber i sig selv og samtidig en sammenligning med min egen Selmer Mark VI, et lakeret eksemplar, årgang 1957. Der er både fordele og ulemper ved en sådan sammenligning og blandt de første kan nævnes det konkrete i netop at have et andet instrument som referenceramme i sammenligningen. Blandt ulemperne kan man nævne tendensen til at favorisere det man kender bedst, så sagligheden måske lider under det (jeg håber ikke det er tilfældet). Her kommer i hvert fald resultatet af mit bekendtskab med Selmers sidste skud på stammen.

”Selmer laver da gode kasser”

Fra under tusindvis af små flamingokugler dukkede den endelig op: en meget flot ”light case” med lækre håndtag og skulderremme til at bære den på ryggen. Før de alle ”konverterede” til Selmer, har mine kolleger i Jutlandia Saxofonkvartet drillet mig med at ”Selmer da lavede nogle meget gode kasser”…og det vil jeg give dem ret i, light case’en både beskytter instrumentet godt, er behagelig at bære og er oven i købet lækker og stilfuld.

Mine Damer og Herrer...

Jeg kunne med det samme godt lide References udseende: med dens mørke, rødlige lak føltes den umiddelbart nært beslægtet med min Mark VI, og den originale gravering synes jeg er meget smuk. Mit første indtryk var at have et rigtig solidt instrument i hænderne, og det er jo dejligt. Der var dog et par ergonomiske detaljer som generede mig en lille smule: oktavklappen går for langt ind når man trykker den ned, ca. 2 mm under tommelstøtten, det synes jeg giver en lidt ubehagelig fornemmelse for tommelfingeren. Og så top key’en (front F), som Selmer igen har lavet som perlemor knap, den hælder efter min smag for meget udad, hvilket er lidt akavet for pegefingeren. Til sidst synes jeg at venstre lillefingeres klapper hælder en smule udad (væk fra instrumentet). Til gengæld er palmkeys perfekt designede, både i højde og udformning, og det samme gælder højrehånds sidegreb, dog har højt E en flad facon, altså uden den krumning som man er vandt til på nyere saxofoner.
Det skal siges at alt det førnævnte fremstår tydeligt i sammenligning med Mark VI’erens, efter min mening, mesterstykke i ergonomi og i øvrigt er det jo alt sammen en vanesag (for mange vil der sandsynligvis overhovedet ikke være noget i vejen med References layout og design).

The Road Test

Reference saxofonen har en smuk klang, poleret og med en vis glans. Sammenlignet med Mark VI’eren er klangen større, man får i hvert fald oplevelsen af mere volumen, og det hænger jo sikkert sammen med det lidt større klangstykke (jeg havde også nogle gange indtryk af at metallet svingede med når jeg spillede nogle af tonerne). Den virker en smule mere samlet og mindre ”støvet” end sit forbillede. Saxofonen stemmer generelt godt over hele registeret, og hvis vi snakker om det dybe B, vinder den suverænt over Mark VI’eren: tonen stemmer lige i øjet, mod den lidt for høje intonation hos VI’eren. Med hensyn til egaliteten, er der ikke noget at komme efter, bortset fra at for mig virkede A’et uden oktavklap lidt lukket i det.
Det var lige så nemt at spille flageoletter på den som på Mark VI’eren, og så må man erkende at der er nogle ting der er lettere med en høj F#-klap, selv om jeg har vænnet mig til et liv uden den, og savner den slet ikke til daglig.
Jeg havde Reference saxofonen med til en kvartetprøve, og her opførte den sig upåklageligt, nogle gange syntes mine kolleger at der var noget i musikken der kom tydeligere frem med Reference’en, andre gange var det Mark VI’eren der vandt, og sådan vil det altid være når man har med to fremragende instrumenter at gøre.

Konklusion

Selmer har lavet et rigtig godt instrument, lad os slå det fast med det samme. Om det er lykkedes dem at overføre kvaliteterne fra Mark VI’eren til Reference’en, er jeg mindre sikker på. Selmer skriver i deres brochurer at Reference’en ikke er en direkte kopi, men er inspireret af Mark VI’eren. Dertil vil jeg sige at udover de ”sympatiske” detaljer såsom retroudformning af klapper og den mørke lak (måske udtænkt mere for at ride med på vintage-bølgen), er det svært at snakke om andet end svage reminiscenser mellem de to instrumenter.
Hvis man tænker på…

• hvor forskellige selv moderne saxofoner af samme mærke og model kan være

• hvor inkonsekvente Mark VI’erne var i kvaliteten gennem produktionsårene (tidlige vs. sene eksemplarer, ”five digit” vs. ”six digit”, osv.)

…så er det næsten umuligt at snakke om en egentlig sammenligning mellem Reference og Mark VI saxofoner, og havde man spillet på/sammenlignet med en anden Mark VI, var man sandsynligvis kommet til en anden konklusion.
Selmer er jo sin egen og hårdeste konkurrent, man skal bare tage et kig rundt på internettet i de forskellige netauktioner og se de vanvittig høje priser folk forlanger for deres saxofoner og mundstykker, bare fordi de bærer navnet Mark VI eller Soloist. I den forbindelse kan jeg godt forstå at Selmer kommer med Reference-tiltaget i et forsøg på at lave ”verdens bedste sax” igen. Man kan kalde det sjæl, ”hokuspokus” eller hvad man vil, men jeg synes stadigvæk der er noget helt specielt personligt over de gamle instrumenter, derfor spiller jeg på et af slagsen, men skulle jeg være så uheldig at en vejtromle kørte over den, så kunne Reference’en meget vel tænkes at være en mulig afløser.

© 2006. Citater fra Nordisk Saxofontidsskrift skal kildeangives. Artikler, eller dele deraf, må kun offentliggøres med redaktionens skriftlige tilladelse.

Tags: Florian Navarro, Camilla Bjørndahl Sørensen, Johannes Thorell, Selmer, Reference 54

Af Kasper Hemmer Pihl
Jeg har på det seneste være i to situationer, hvor jeg har skullet tage stilling til køb af en barytonsaxofon; dels skulle musikskolen jeg er tilknyttet have en og dels skulle jeg endelig selv skifte min trofaste gamle Yanagisawa B-900 ud. Måske kan mine erfaringer og tanker være en hjælp for andre der bevæger sig ud i dette lidt besværlige marked.

Min baggrund
Jeg blev barytonsaxofon-ejer d. 27/11-1990. Hvilken herlig dag! Jeg havde ventet i måneder på, at der skulle komme en sending Yanagisawa saxofoner til Århus (angiveligt sendt med flodpram fra Japan), og så var de har pludselig. Jeg hentede den hos Aage Skou, og vi var solgt på stedet – saxofonen og jeg. Lars Schuster der solgte mig instrumentet tilbød mig ved samme lejlighed, at jeg kunne købe hans gamle bil, hvilket jeg afslog med en latter…men, venner; når I køber en barytonsaxofon indvarsler det nedtællingen til det første bilkøb! Så er det sagt.

Jeg skulle bruge instrumentet fordi jeg var blevet tilbudt pladsen som barytonsaxofonist i soulbandet ”Den Lille Pige med Soulstikkerne” (med Veronica Mortensen som den lille pige). Jeg havde bare ikke nogen barytonsaxofon (for så vidt heller ingen penge – men det er en anden historie). Jeg ville rasende gerne være med og da jeg allerede havde drømt om en ”rigtig saxofon”, var scenen sat. Grunden til at valget faldt på en Yanagisawa B-900 var enkel; det var den billigste baryton af en vis kvalitet man kunne opdrive (jeg vidste allerede dengang, at man skal holde sig fra Jupiter, Weltklang, Amati, B&S og hvad de nu ellers hedder). Jeg prøvede end ikke andre saxofoner, for hvad skulle det nytte når der nu alligevel kun var råd til Yanagisawaen? Det skulle vise sig, at være et rigtig godt ”valg”. Jeg spillede på min gamle baryton frem til sommeren 2003, og den leverede varen ganske upåklageligt. Ikke mindst efter en hovedreparation blev den aldeles fremragende.

Efter købet i 1990 fulgte et par år som soul-jazz-rock-pop-saxofonist hvor jeg gjorde flittigt brug af barytonen, men i 1993 skiftede jeg spor og lod mig uddanne til urytmisk saxofonist på konservatoriet i Århus. Her var det altsaxofonen der var i fokus, men i slutningen af uddannelsen startede vi Jutlandia Saxofonkvartet (der dengang hed ”Den Jyske Saxofonkvartet” og min gamle baryton blev for alvor støvet af. I starten var det Claus Olesen der spillede på den, men i 2001 overtog jeg barytonposten i kvartetten, stadig på B-900. På dette tidspunkt havde instrumentet været aktivt brugt i så at sige alle sammenhæng saxofonen dukker op i; rock, pop, jazz, big-band, teatermusik, studieproduktioner, opera, symfonisk musik og kammermusik og jeg må sige at B-900 havde vist sit værd for alle pengene! Men hvor jeg tidligere havde nyt godt af et instrument der var ”Jack of all trades (and master of none)” begyndte jeg at få et behov for et mere specialiseret instrument…og så gik jagten igang.

At købe barytonsaxofon…skolesaxofonen

Før jeg kaster mig ud i gennemgangen af mit eget køb, vil jeg holde fast i B-900 niveauet. Jeg er saxofonlærer ved Kolding Musikskole, og her skulle vi bruge en ny barytonsaxofon. Jeg kastede et blik ud over markedet i det prisleje der var på tale og fandt, at det mildt sagt er overskueligt! Det består kort sagt af to saxofoner: Yamahas YBS-32 (vejl. pris pr. 1/1-04 kr. 43.100,-/kontant kr. 31.895,-) og Yanagisawas B-901 (vejl. pris kr. ??,- kontant kr. 28.215,-).

Den dårlige nyhed er at der ikke er meget at vælge imellem, den gode er at det er to gode saxofoner. Vi valgte Yamaha’en til musikskolen – den konkrete model jeg stod med virkede mere samlet i klangen og letspillende end Yanagisawa’en, der til gengæld har en mere levende og spændende klang (og så havde vi i forvejen en Yanagisawa - og forandring fryder jo).

Min vurdering var, at Yamaha’en egnede sig rigtig godt til en ung saxofonist uden barytonerfaring – det er simpelthen svært at spille grimt på YBS-32. Til musikskolebrug vil jeg anbefale Yamaha, men er det en køber der er ude efter sin egen første barytonsaxofon på et begrænset budget, vil jeg nok pege på Yanagisawa’en; den rummer mere personlighed, flere farver…jeg fristes til at sige mere liv.

På nuværende tidspunkt står det vel klart for læseren, at jeg er et nostalgisk gammelt fjols, der aldrig skulle have solgt min første baryton...

At købe barytonsaxofon…det professionelle instrument

Men jeg havde altså solgt min første baryton og begyndte nu at pløje mig igennem de mulige alternativer. Markedet for professionelle barytonsaxofoner er en anelse tungt at danse med; der er ikke så meget gang i handlen pga. det høje prisniveau. Af samme grund er det også svært at komme til at prøve mange barytonsaxofoner på én gang – hvorfor et tillidsfuldt forhold til forhandler/reparatør er af stor betydning.

Som med det øvrige saxofonmarked, er der (efter min mening) reelt kun tre-fire mærker af interesse; Yanagisawa, Yamaha, Selmer og Keilwerth (Buffet laver kun altsaxofoner). Keilwerth barytonsaxofoner har jeg ikke haft lejlighed til at prøve, så dem vil jeg undlade at have meninger om. Hvad jeg læser om dem fra forskellige brugere er, at det er kraftfulde horn – der lader til at være meget populære til bigband brug, i sær i USA hvor Keilwerth lader til at have et stærkere marked end i Europa (måske ikke så mærkeligt, da Keilwerth laver saxofoner inspireret af gamle amerikanske saxofoner som Conn, Buescher osv.). Jeg prøvespillede altså Selmer SA80 II, Yamaha YBS-62 og Yanagisawa B-991.

Yamaha YBS-62
Om end jeg beundrer Yamahas saxofoner på mange punkter, så har jeg simpelthen det problem at de keder mig bravt. Det er naturligvis et stærkt subjektivt synspunkt, så jeg vil ikke undlade at rose instrumentet for den solide konstruktion, det udmærkede design (jeg synes dog ikke ergonomien er så indlysende genial som det er tilfældet på de mindre modeller), stabile klang og fine intonation. Altså, en helt igennem bundsolid og velbygget saxofon. Men hver gang jeg spiller på den keeeeder jeg mig. Så den fravalgte jeg ret hurtigt. Et enkelt raffinement ved Yamha’en savner jeg dog ved de øvrige; den har tre oktavhuller (mod normalt to), hvilket dels stabiliserer intonationen, men måske mest bemærkelsesværdigt fjerner den forrykt irriterende luftstøj omkrig A.

Skulle man (med mit syn på sagen) sammenligne YBS-62 med en bil, må det blive noget i retning af en Toyota Corolla; solid, driftsikker, velkonstrueret, rimelig økonomisk og...nå ja, kedelig.

Yangisawa B-991
...var jo som at komme hjem igen! Blot er denne model i forhold til B-900 en klang så stor og fed og brillant. Instrumentet er tungere end 900'eren og virker i det hele taget mere solid. Mekanikken er stabil og det ergonomiske layout oplever jeg som den klare vinder af de tre test instrumenter (men jeg er nok ingen uvildig dommer; tretten års vaner ligger dybt).

Intonationen er langt over middel, og alligevel skulle det vise sig at være Akilleshælen.

Jeg var stærkt begejstret, købte faktisk instrumentet og regnede min lykke for gjort. På trods af dette instruments gode intonation, var det på netop dette punkt jeg fik problemer: B-991's brillante klang hidhører fra de mange overtoner instrumentet rummer - et gode, vil mange sikkert sige. Problemet er blot at i visse registre er især første og anden overtone (oktav og kvint) så kraftige, at de næsten overskygger grundtonen. Det er glimrende set med solistens og sikkert også med bigband-musikerens øjne/øre. Begge musikere har brug for at kunne definere sin lyd, i et komplekst og ofte kraftigt klangbillede. Anderledes er det for kammermusikeren der arbejder i et lydrum med få andre instrumenter og hvor idealet er en sammensmeltning til et større hele.

Min funklende nye B-991 klarede ikke testen. Klangen stak ud og de mange overtoner lavede et frygteligt rod længere oppe i kvartetten. Efter 9 måneder måtte den vider til andre græsgange hvor dens mange kvaliteter er mere velkomne.

Selmer SA80 serie II
At prøve Selmers pt. eneste baryton-model er, når man kommer fra en Yangisawa, i nogen grad som at dumpe uforvarent ned i et ukendt land. Toneudviklingen, ja hele klangkonceptet er anderledes. Klangen er særdeles fokuseret, hvormed jeg mener at fundamenttaltonen står stærkt i forhold til de øvre partialtoner. Dette fik mig i først omgang til at afvise instrumentet som “uldent” og “uklart”. Samtidig er der paradoksalt nok, tale om et usædvanligt åbent instrument, et forhold der i første omgang fik mig til at fokusere på de ret voldsomme intonations-udsving instrumentet kunne præstere. Min konklusion i første runde var klar: Det var det sædvanlige problem med SA80 II, for lavt i bunden, for højt i toppen og med en lidt tvivlsom egalitet - altså et noget uregerligt bæst.

Den opmærksomme læser, der tilmed er kommet så langt som dette, vil nu bemærke at jeg stod med et problem: Mit nyindkøbte superinstrument duede ikke til mit formål, og de to mulige konkurrenter var erklæret hhv. kedelig og uregerlig...suk. Der var ikke andet for end at kysse frøen og håbe. Jeg gav Selmer en chance mere, og i mit nu knapt så afvisende sindelag opdagede jeg pludselig hvad jeg havde overset tidligere: Fleksibilitet! Ja, den stemmer mystisk og ja, den er uegal...men den er fleksibel i kraft af sin åbenhed. Yanagisawa’en måtte ud og Selmer’en kom ind - og indtil videre går det rigtig godt. Der er tale om to helt forskellige måder at spille saxofon, og Selmer’en repræsenterer klart den mest komplicerede version, men den rummer unægteligt muligheder. I samme åndedrag bør det indlysende forhold nævnes, at man vil gøre den unge musikskole-elev en voldsom bjørnetjeneste ved at udsætte ham eller hende for SA80II. Til det formål, er Yanagisawa B-901 eller Yamaha YBS-32 klart at foretrække.

© Kasper Hemmer Pihl 2004

*** Post Scriptum (2006):
Siden jeg skrev ovenstående artikel, har jeg faktisk endnu engang skiftet min baryton ud (ja, jeg kan godt se komikken). Det skete fordi jeg, på trods af min begejstring for Serie II'eren, fik problemer i min saxofonkvartet, der gradvis gik over til at spille Selmer Mark VI saxofoner. Min Serie II kom til at virke meget voldsom og den blandede heller ikke så let med de ældre instrumenter. Desuden manglede jeg respons i artikullationen. Derfor sprang jeg til, da muligheden for at få en Mark VI baryton bød sig. Men nu skal jeg heller ikke have andre barytonsaxofoner!!...aldrig nogensinde...bestemt nej!...*...næ-næ...*...det siger min hustru i hvert fald ;-)

© Kasper Hemmer Pihl 2006. Citater fra Nordisk Saxofontidsskrift skal kildeangives. Artikler, eller dele deraf, må kun offentliggøres med redaktionens skriftlige tilladelse.

Tags: Kasper Pihl, Selmer, Yamaha, Yanagisawa