Af Florián Navarro og Kasper Hemmer Pihl
Foto: Kasper Hemmer Pihl

„Benvenuti nel paese della musica“ står der på skiltet - velkommen til musikkens by - en velkomst der kan virke overraskende ovenpå den lange siksak tur op ad bjergsiden, hvor det ene maleriske landskab efter det andet har åbenbaret sig for bilens passager (føreren havde andet at tage sig til). Det er ikke just musik, koncertsale og den slags der falder en ind og vidste vi ikke bedre ville vi måske have trukket på smilebåndet. Men der er såmænd ikke noget at smile ad, for her ca. 800 meter over havets overflade ligger de driftige landsbyer Quarna Sotto og Quarna Sopra (hhv. nedre og øvre Quarna), byer der trods deres lidenhed har huset en markant instrumentfabrikation og ikke mindst huset de to saxofonfirmaer Grassi og Rampone & Cazzani. I dag er Grassi lukket og R&C står tilbage med en stolt arv og tradition - et af de få steder i verden hvor saxofonerne laves pr. håndkraft og hvor man endnu fremstiller en type saxofoner der ikke hopper og danser for at komme til at ligne Selmers saxofoner fra 50’erne, men har deres helt særlige egenart.

Egidio Forni og onkel Rampone

I begyndelsen af 1800-tallet, lang tid før de nuværende veje var anlagt og tunellerne var sprængt igennem klipperne, foretog Egidio Forni og hans onkel Francesco Rampone den lange vandring fra Quarna Sotto til Milano for at lære sig instrumentmager-håndværket – i første omgang om fløjter, klarinetter og blokfløjter. Det gik dem godt, faktisk så godt, at de i 1847 overtager deres gamle læremesters værksted. På den tid var energi til at drive maskinerne ikke som i dag motoriseret, men i stedet drevet af f.eks. vandmøller – og kilder og små vandfald var der masser af i hjemstavnen hvor der tillige var en stabil og ikke alt for dyr arbejdskraft. Så da Forni og Rampone er blevet herre i eget hus flytter de produktionen tilbage til Quarna, hvor den næste generation i skikkelse af Theodore Rampone overtager. I anden halvdel af 1800-årene vokser Theodores søn Agostino Rampone (1844-97) op og overtager familieforetagenet, som han fører til en storhedstid. Agostino møder Adolphe Sax på instrumentudstillinger og kommer efter alt at dømme godt ud af det med den ellers komplekse opfinder. Således er det Agostino der sidst i århundedet bygger den første italienske saxofon.

Omkring århundredeskiftet er Rampone & Cazzani på et højdepunkt, der desværre vender og frem til 1957 er der tale om et langt forfald, der er lige ved at resultere i en bankerot da firmaet opkøbes af Fernando Daltamerende, der formår at drive firmaet videre med en vis succes. Selvom økonomien således blev reddet på stregen er der stadig lang vej til fordums storhed. Siden 1990 har Rampone & Cazzani været drevet af Zolla familien der nedstammer fra Rampone-slægten. Siden da er produktionen gradvis blevet lagt om til i stadig stigende grad at fokusere på professionelle saxofoner, og selvom der stadig føres skolemodeller i kataloget tegner de professionelle modeller sig i dag for over 90% af produktionen.

Quarna Sotto og Quarna Sopra

De to små byer ligger tæt - så tæt at vidste man ikke bedre ville man tage dem for én by - men det ville være en stor fejl! Indbyggerne i de to byer taler forskellige dialekter og det er almindelig viden på egnen at folkene fra Quarna Sopra er højere end de der stammer fra Quarna Sotto… Vores hotel lå øverst oppe i Quarna Sopra hvorfra der næste morgen åbenbarede sig et usædvanlig malerisk udsigt (og der var højt ned!). Nede i Quarna Sotto ligger Rampone & Cazzanis fabrik hvor vi tages imod af Claudio Zolla. Zolla familien nedstammer fra Ramponerne og Claudios far købte i 1990’erne fabrikken med den ambition, at ændre produktionen fra primært at have bestået af lavpris saxofoner til en specialiseret virksomhed hvor kvalitet og håndværk var i centrum. Claudio er altså 2. generation i det nye dynasti – og han går op i saxofoner og alle produktionsled med en meget smittende entusiasme.

Alessofono

Det første vi ser er fabrikkens udstillingsrum, hvor R&C’s mange modeller står på rad og række. Vi skal egentlig ikke igennem sortimentet nu, men vore øjne kan ikke slippe et meget specielt instrument: en sort saxofon med en højst usædvanlig formgivning, en ’Alessofono’. Så inden vi bevæger os rundt i fabrikken forklarer Claudio os om det særlige samarbejde R&C har haft med det berømte italienske designstudie Alessi. Alessi ville gerne prøve kræfter med et musikinstrument og Alessofonen blev resultatet. Instrumentet adskiller sig på mange måder fra den vanlige saxofon – mest bemærkelsesværdig er halsens usædvanlig flade vinkel, der betyder at alten (for sådan en er det nemlig) kommer ’ned til’ hænderne som var det en tenorsaxofon. Men vigtigere er den markante klanglige forskel som halsen er en vigtig faktor i. Andre saxofoner, som f.eks. Buffet, har arbejdet med fladere vinkler på halsen, men ikke noget der kommer i nærheden af dette. Tasterne er også usædvanlige ved, at der i stedet for den normale runde tast er en aflang stang med tre fordybninger så tasterne passer til flere forskellige størrelser hænder.

En saxofonfabrik…

Efter at have fortabt os i Alessofon’en (som siden skulle vise sig at spille overraskende godt!), bevægede vi os nu ind i de hellige haller, hvor selve produktionen foregår. Det første rum vi kommer ind i har fem-seks arbejdsbænke hvor der samles saxofoner samt en mængde saxofonkroppe der står i papkasser rundt omkring. På andre hylder står gamle frugtkasser fyldt med forskellige smådele. Claudio er egentlig på vej til at føre os videre, da hans yngre bror komme med en stor pose. Det er saxofoner der har været i Omegna, byen for foden af bjerget, hvor de er blevet forgyldt og forsølvet. Mens vi beundrer de meget smukke instrumentkroppe fortæller Claudio at det endnu er almindeligt at der rundt om i byen sidder folk og arbejder privat for fabrikken. De kommer og henter dele, f.eks. mekanik der skal have puder sat i eller andre mere elle mindre krævende opgaver og kommer så fra tid til anden for fabrikken med de samlede dele og får en ny pose med hjem – og sådan har det været i generationer. På selve fabrikken arbejder omkring 20 personer, men mange flere er beskæftiget med produktionen af saxofoner i byen.



Efter at have dvælet ved de funklende nye saxofoner er det en skarp kontrast at se hvor det starter. Vi bliver ført gennem yderligere et rum før vi når til begyndelsen: en messingplade. Nå ja, det var vi vel egentlig ikke så overraskede over, men alligevel synes den rå og meget fjern fra de færdige instrumenter vi lige havde beundret. Som øjnene justerer sig, ser de lidt efter også skønheden i det rå ubehandlede materiale. Claudio forklarer os om deres arbejde med leverandørene om at opnå netop den legering de har fundet frem til egner sig bedste til Rampone-lyden. Og så går vi til værks; det første der sker er at man bruger en ’dima’ (1), en skabelon til hals, krop og schallstykke.

Det flade stykke metal bukkes om

og loddes sammen.


Det synes umuligt at det ombukkede - men stadig flade - stykke metal skal kunne blive til en smuk saxofon, men så begynder den mere hårdhændede del af processen.



Først åbnes schallstykket ved små slag mod en træplade indtil det er åbent nok til at komme over en metalform der er monteret på en træstub. Her bearbejdes den slag for slag af en tålmodig instrumentmager med en træhammer indtil overfladen er helt jævn og glat. Kroppen få en lidt mindre personlig behandling. Metalemnet indføres i en maskine hvor en stålform presser kroppen i form i et torturlignende instrument. For at også ydersiden skal blive helt jævn placeres en plade i et blødere metal med et hul der passer til kroppens tynde ende forneden. Når kroppen bliver udformet udvides metalpladen på ydersiden og sikrer at både yder- og inderside bliver helt jævne.

Før kroppen kommer videre i systemet får den et serienummer stemplet på (6).


Næste trin er tonehullerne. Først skæres der ovale huller ud



og der placeres en rund metalkugle, der er lidt større end hullet, på indersiden af røret. I kuglen er der fastgjort en bolt der stikker ud gennem hullet, kuglen skrues ud og trækker derved et tonehul op (hvis du tager et kig på din saxofon forstår du sikkert hvorfor hullet skal være ovalt, da der jo skal tages højde for rørets krumning). Udtrækningen af tonehullerne foregår mens hovedrøret er fastgjort i en maskine.



Efterfølgende planslibes tonehullerne (9).



Mekanikken består jo som bekendt af myriader af smådele, men mange af dem er jo sat sammen af endnu mindre dele…suk. Der loddes altså en hel del for at få alle delene til en saxofon. Dels er der mekanikkens mange dele, men de skal jo sidde fast på noget, så derfor loddes der søjler mv. fast på saxofonkroppen.



Mekanikkens dele loddes…



og til sidst poleres det hele manuelt.



R&C’s logo graveres med en pantograf (13),



men ellers er gravering det rene håndarbejde og et punkt Rampone & Cazzani gør meget ud af. Først optegnes det ønskede mønster på schallstykket med blyant.



R&C laver mange forskellige mønstre og udfører også jævnligt særligt bestillingsarbejde - det er tydeligvis en af Claudios passioner og han fremviser os stolt (med rette) de rene mesterværker, i nogle tilfælde er hele saxofonen dækket af graveringer.

Når mønsteret er tegnet begynder et møjsommeligt arbejde; i en minutiøst vuggende bevægelse graveres der efter mønsteret. På billeder herunder ses en saxofon hvor halvdelen af schallstykket er graveret færdigt og det færdige resultat.



Saxofonerne samles på fabrikken, men før de når så vidt er de i byen Omenga der ligger for foden af bjerget. Her bliver saxofonerne forsølvet eller forgyldt. Som noget ganske særligt har Rampone & Cazzani udviklet en metode, til at forgylde saxofonerne uden først at forsølve dem (hvilket normalt regnes for nødvendigt). Der føres en masse forskellige varianter af overfladebehandlinger og de mange kombinationsmuligheder for behandling af saxofon, mekanik, inderside af schallstykke etc. etc. gør at vi nærmest ikke ser to saxofoner der er ens - altså ikke bare lidt forskellige, men helt forskellige. Det er enten noget rod eller fantastisk charmerende, alt efter temperament. Vi fandt det bestemt charmerende - men det betyder også at det at købe en R&C saxofon er en kompliceret sag; det er ikke gjort med bare at vælge den i bunken man synes bedst om, nej man bliver aktivt nødt til at spørge sig selv præcis hvad det er man leder efter. For alle saxofonerne har kvaliteter, som det er nemt at beslutte sig for, at man ikke kan leve foruden… Et meget positivt problem skulle man mene.

Claudios passion for selv den mindste detalje er smittende og man gribes nemt af hans begejstring når han f.eks. stolt fremviser en tommelfingerstøtte (venstre hånd) med indlagt perlemor – det har vi ikke set før. Og sådan kunne vi blive ved. Det er forfriskende at være vidne til så engageret håndværk og det bliver ikke mindre behageligt af den enkle men fantastisk velsmagende frokost vi spiser på restauranten på den anden side af torvet. Saxofonisterne Emanuele Cisi og Laurent Estoppey er stødt til og det er tanken at vi efter frokosten skal have os en saxofonist-snak med de to Rampone & Cazzani-musikere. Interviewet med Emanuele Cisi kan læses her.

Efter både god mad og hyggelige samtaler fik vi også lejlighed til selv at prøvespille instrumenterne – læs også spilletesten.

Film om produktionen:

Tags: Kasper Pihl, Florian Navarro, Claudio Zolla, Grassi, Alessofono, Rampone & Cazzani

Af Kasper Hemmer Pihl

Er man nysgerrig efter at høre hvordan saxofonen lød »i gamle dage« – og det bliver man nemt efter at have læst Michael Segells »The Devil’s Horn« som er omtalt andet steds i dette blad – findes der heldigvis en del genudgivelser af saxofonindspilninger helt tilbage til det tidlige 20. århundrede.

Rigtig gamle dage...

Visse saxofonister kan vi af gode historiske grunde ikke komme til at høre. Tænk engang hvis vi kunne høre Adolphe Sax selv spille på sit instrument!...men det kan vi altså ikke. Adolphe Sax’s instrumenter kan vi derimod godt komme til at høre, idet flere saxofonister har forsøgt sig med de historiske instrumenter.

„Les Sax de Sax“ [Ricercar RIC 203 - www.fugalibera.com] et titlen på en CD med et ensemble der kalder sig „The Sax Players“. Dette ensemble har fået samlet en fuld kvartet af originale Sax-instrumenter som på CD’en præsenteres både som kvartet og i diverse kombinationer med klaver. CD’en giver et godt indtryk af saxofonens oprindelige klangkarakter – om end ens intonations-tolerance stilles på en prøve (om det skyldes The Sax Players eller Sax’ instrumenter skal jeg ikke gøre mig til dommer over).

CD'en forhandles af JPC.de [link]

Mere behagelig er det at lytte til Arno Bornkamp og Ivo Janssen på CD’en „Adolphe Sax Revisited“ [Ottavo Recordings OTR C50178], hvor de to virtuoser præsenterer datidens musik spillet på en Sax-saxofon fra 1876 og et Erand klaver fra 1840’erne. CD’en giver et sympatisk indtryk af tidens musik og den klangverden saxofonen blev født ind i (se også Arno Bornkamps artikel ”Om at spille på autentiske saxofoner” i NST nr. 1).

CD'en kan købes hos jpc.de [link]




På „Saxophone for a Lady“ [BIS CD-1020] og „Historic Saxophone“ [BIS CD-1270] spiller Claude Delangle musik fra saxofonens barndom på sin Edouard Sax altsaxofon fra ca. 1900. På sammen vis som Bornkamps CD kommer vi rundt i det tidlige repertoire, med den forskel at Delangle også spiller værker for sopran, tenor og barytonsaxofon. Desværre er disse instrumenter moderne og det tager unægtelig noget af charmen ved indspilningerne (om end det effektfuldt illustrerer forskellen).

"Saxophone for a Lady" på iTunes: eller fysisk via JPC.de [link]
"Historic Saxophone" på iTunes: eller fysisk via JPC.de [link]



Paul Cohen vil være kendt af lidt ældre læsere af det amerikanske Saxophone Jounal [www.dornpub.com], hvor Cohen havde en meget interessant klumme med titlen „Vintage Saxophones Revisited“ hvor Cohen fortalte om de mange spændende instrumenter i hans ganske enorme samling. For nogle år siden udgav Cohen en usædvanlig CD hvor han igen under titlen „Vintage Saxophones Revisited“ [Classax CXCD-101] fortæller om saxofonens historie gennem meget gamle optagelser på voksruller o.lign. samt ved at spille på en række af instrumenterne fra hans samling. CD’en kan endnu bestilles fra Cohens hjemmeside [www.totheforepublishers.com] og er bestemt de $15.00 værd hvis man interesserer sig for saxofonens tidlige historie.

Rudy Wiedoeft

Den første ’superstar’ i saxofonverden hed Rudy Wierdoeft med tilnavnet „The Kreisler of the Saxophone“ (med reference til den store violinist Fritz Kreisler) - hvilket også er titlen på den CD Clarinet Classics (CC0018 - www.clarinetclassics.com) har været så gode at udgive. På denne CD kan man høre hvad der begejstrede amerikanerne under 1920’ernes ’Saxophone Craze’, i tiden før saxofonen slog sig fast som jazzens førende træblæser. Wiedoeft brillerer i egne kompositioner og transskriptioner af klassiske stykker. CD’en indholder også optagelser med The Six Brown Brothers - et andet af tidens store saxofon-navne.

„The Kreisler of the Saxophone“ på iTunes: eller fysisk via JPC.de [link]

Marcel Mule

Marcel Mule var om nogen den saxofonist der sikrede den klassiske saxofon sin store popularitet i det 20. århundrede var heldigvis ganske flittig med indspilningerne – både som solist og med sin kvartet. Oprindeligt er disse indspilninger naturligvis udgivet på lak og vinyl, men i de senere år er en mængde (de fleste?) af disse genudgivet på CD.
Det er igen brittiske forlag Clarinet Classics der heldigvis ikke mere klarinetorienteret end at de har fundet plads til saxofonen (tak for det!). På dette forlag er det blevet til to Mule-udgivelser: »›Le Patron‹ of the saxophone« [Clainet Classics 0013] og »...Encore!« [Clarinet Classics 0021].

Umiddelbart er ”Le Patron of the Saxophone” den mest interessante af de to, men ”...Encore” rummer interessant nok også indspilninger med Paul Romby, der var medlem af Mules kvartet. Begge indspilninger viser Mules fantastiske musikerskab der rummer såvel en musisk charme og en exeptionel teknisk færdighed.


"Le patron of the saxophone" kan købes hos jpc.de [link]
"…Encore" fås på iTunes:

En anden udgivelse, det dog er lidt vanskeligere at finde i dag, er »La Legende« [Association des Saxophonistes A.SAX98] der blev udgivet af den franske saxofonforening A.SAX. Det er en charmerende samling af Mule på toppen, med en særlig bonus i form Mule der taler til en amerikansk forsamling...på engelsk, hvilket er både charmerende og et interessant vidnesbyrd om den klassiske saxofons stilling midt i det tyvende århundrede. Der er endnu eksemplarer tilbage som kan købes gennem foreningen. Gå ind på hjemmesiden http://asaxweb.free.frhttp://asaxweb.free.fr og se under ”Info & Projets” for information om hvordan man køber CDerne (pris € 35.00).

»Le Saxophone Français« (EMI 7243 5 72360 2 7) er en spændende trippel-CD hvor man udover optagelser med Mule også finder fine indspilninger med Jean-Marie Londeix og Daniel Deffayëts kvartet. CD'en kan f.eks. købes hos Amazon

Sigurd M. Raschèr

Sigurd Raschèr tilhørte en fløj af musiklivet, der var principielt betænkelig ved elektronisk reproduktion af musik. Dette, kombineret med de vanskelig forhold under krigen, betød at vi har fortvivlende få optagelser med Raschèr fra hans storhedstid. Siden løste Raschèr op for sit forbehold og foretog nogle indspilninger, hvoraf den mest berømte er Debussys Rhapsodi med Leonard Bernstein og New York Philharmonic, der endnu ikke er genudgivet på CD.

Desværre har vi ingen indspilninger fra Raschèrs storhedstid i 30’erne og 40’erne. De eneste indspilninger der er genudgivet på CD er indspilningen af Erland von Kochs saxofonkoncert (Phono Suecia PSCD 55) og Alois Hábas »Suite« der findes på en antologi over Hábas værker [Supraphone 11 1865-2 913].

von Koch CD'en på iTunes:

Raschèr indspilede derudover et par plader med klaver, med primært transskriptioner af ældre musik, der desværre ikke er genudgivet. Der hvor der findes håb, er de mange koncerter som Raschèr gav med radio-orkestre over hele verden og som derfor i stort omfang er bevaret i diverse arkiver. Arvingene har arbejdet på at indsamle og restaurere disse indspilninger, men der forlyder intet om hvornår - eller om - de bliver udgivet. Det er trist at en musiker der har haft så stor indflydelse på instrumentets og repertoirets udvikling fortsat er så dårligt dokumenteret.

Donald Sinta

Saxofonen har haft sin egen udvikling i USA, siden instrumentet kom til landet og gjorde karriere i marchorkestre som Sousas og Gilmores. Inspirationen til den klassiske saxofon kom naturligvis fortsat fra den gamle verden, men spillestilen udviklede sig naturligvis selvstændigt. En nyere genudgivelse af Donald Sintas »American Music« [Mark Custom Recording Service 4372-MCD, www.classicalsax.com] fra 1965 viser glimrende denne skole og det repertoire som voksede op omkring saxofonen. Det er en meget interessant indspilning der viser, at der ved siden af de to hovedskoler i midten af det tyvende århundrede, Mule og Raschèr, også eksisterede en egen amerikansk tradition, der bestemt ikke bør overses.

Masser af CD’er...

Som det fremgår, er der altså en god portion CD’er at gå i gang med for de der ønsker at forske i den historiske saxofon. Set sammen med den anseelige mængde klassiske saxofon-CD’er der sendes på markedet i disse år, kan vi dårligt tillade os at klage. Ét område der dog er lidt i klemme, er de indspilninger der blev udgivet i LP’ens sidste år, ofte på små forlag der for manges vedkommende ikke eksisterer længere. Det er således kun de store forlag der i begrænset omfang har bekostet genudgivelser fra denne periode (som f.eks. Eugene Rousseaus indspilninger for Deutche Grammophon). Det er ikke så længe siden og dog er disse indspilninger ofte vanskeligere at få at høre, end indspilninger fra 30’erne. Man kunne frygte et hul i dokumentationen af den klassiske saxofon i denne periode.

Tags: Arno Bornkamp, Donald Sinta, Les Sax de Sax, Daniel Deffayët, Sigurd Raschèr, Jean-Marie Londeix, Claude Delangle, Paul Cohen, Marcel Mule, Rudy Wiedoeft, Kasper Pihl

Michael Segell: The Devil’s Horn
Ferrar, Straus and Giroux, NY
ISBN 0-374-15938-6
[Link til Amazon.co.uk]

Af Kasper Hemmer Pihl

Der mangler sådan set ikke bøger om saxofonen, saxofonis­ter (i alle genre), om saxofonens historie eller om instrumentets opfinder. Fælles for de fleste af disse udgivelser er dog, at de sjældent er skrevet af egentlige forfattere, men af musikere og entusiastiske amatører - ofte dygtigt og grundigt, men ikke nødvendigvis velskrevet. Med Mark Segells bog ”The Devil’s Horn” forholder det sig anderledes - Segell er profressionel skribent og passioneret amatørsaxofonist. Segell er i den grad blevet bidt af saxofonen at han har sat sig for at beskrive den fra alle leder og kanter, Han har opsøgt alverdens saxofonkoryfæer, såvel musikere som samlere, akademikere, instrumentmagere etc. etc. Instrumentet bliver belyst fysisk som metafysisk og ikke en sten forbliver uvendt.

Segell er egentlig fritids-trommeslager i et band han har spillet i siden de unge dage, men blev indfanget af en saxofon, lejede en skolesax og begyndte at tage timer - bogen begynder med en time han får…af Branford Marsalis som udløber af et interview.
Segell er med god grund fascineret af Adolphe Sax, hvis oprørske og fandenivoldske væsen han oplever som nedarvet i saxofonen - overalt hvor saxofonen kommer laver den ballade og vender op og ned på alting; den bliver forbudt af så vel kirke som stater (både paven, nazisterne og kommunisterne og mange andre har været efter instrumentet). Den knytter sig til oprørsk ungdomskultur og virker frastødende og usædelig på pæne borgere – men samtidig driver Sax og saxofonens trang til anerkendelse den til at infiltrere alle dele af musikken, og triumferer som det mest tilpasningsdygtige blæserinstrument til dato. Et forhold Segell mener at se i så at sige alle sider af saxofonens væsen og virke, den dag idag.

Segell bygger sin fortælling om saxofonen op om de personer han har opsøgt – og listen er imponerende; Branford Marsalis, Jean-Marie Londeix , Joe Lavano, Charles McPherson, Jimmy Heath, Michael Brecker, Steve Lacy, Pharoah Sanders, Dewey Redman, Illinois Jacquet, Tim Ries, mundstykkemageren Ralph Morgan, David Liebman, Phil Woods, Lee Konitz, Donald Sinta, John-Edward Kelly, Claude Delangle, Vincent Abato, Timothy McAllister, Frederick Hemke, Sonny Rollins…og mange, mange flere. Fra hver deres vinkel fortæller disse saxofonpersonligheder om forskellige perioder, personer og fænomener der knytter sig til saxofonen. Et særligt afsnit er afsat til instrumentmageren François Louis og hans nye instrument ”aluchrome”, en dobbelt sopransaxofon! På youtube.com kan man se instrumentet håndteret af Joe Lavano – og det er absolut værd at se og høre.

Segell har altså været vidt omkring og kommer både rundt om saxofonens tidlige histore, dens vej via militærorkestrene og vaudeville-trditionen til jazz og popmusikken. Selv om Segell tydeligvis er mest optaget af mainstream jazz får han imponerende nok også præsenteret avant garde musikken (både den ’klassiske’ og den ’rytmiske’), den klassiske saxofons historie og mere aparte emner som saxofonens rolle i de lande og regimer hvor den har været forfulgt. Der er sågar et afsnit om saxofonens betydning for udøvernes helbred og meget mere. Afsnittene afbrydes af korte intermezzi hvor vi følger Segells betræbelser på at at lære at spille saxofon. Disse afsnit er til en start charmerende, men ender med at irritere - og man kan ikke lade være med at tænke på hvor meget saxofonspil han kunne have lært sig, hvis han ikke havde så travlt med at snakke med berømte saxofonister…men så havde vi på den anden side ikke fået denne bog. Og netop det faktum at Segell som saxofonist er amatør, men professionel skribent gør denne bog til noget særligt. Faktisk er det tvivlsomt om en person med et mere professionelt forhold til instrumentet ville kunne skrive en bog som denne, der i overskuelig form fortæller saxofonens mangefacetterede historie.

Den letflydende form og Segells begejstrede tilgang til stoffet, er imidlertid også skyld i et par af de problemer der unægtelig er med bogen. Fortællestilen er anekdotisk, hvilket der i sig selv ikke er noget i vejen med, men da bogen mangler kildehenvisninger (der findes kun en generel litteraturliste), må man ind imellem studse over de oplysninger der bliver bragt til torvs. Som altid, er det i de emner man selv er særlig velbevandret i, man støder på den slags. I mit tilfælde er det den klassiske saxofon i almindelighed og Sigurd M. Raschèr i særdeleshed. Så når jeg på side 76 læser: “As a child in Germany, Sigurd Rascher, who became one of the most celbrated teachers and players in America, switched to saxophone from clarinet after hearing a Wiedoeft recording.” studser jeg. Rascher studerede rigtigt nok klarinet, men skiftet til saxofonen var nu på ingen måde et resultat af begejstring for instrumentet (i starten tværtimod) han skiftede ene og alene fordi der skulle skaffes penge og der var flere balforretninger i at spille saxofon end klarinet. Siden vendte han tilbage til konservatoriet i Stuttgart og gjorde sine klarinetstudier færdige, men da var hans interesse for saxofon vakt. Hvor Segells oplysning om en påvirkning fra Wiedoeft kommer fra, får vi ikke noget at vide om.

Et andet sted (s. 245) bringes følgende oplysning til torvs: ”Although he was born in western Germany, Sigurd Rascher, pioneer of the ”German” sound, was actually of Danish decent”. Hmm…Raschers ophav var skotsk/schweizisk. Hans kone Ann Marie Raschèr er Svensk – men det er vist det tætteste han kom på Dansk afstamning. Raschèr brugte under Hitlers regime at sige, at han var Dansk (nogle gange Svensk) for at lægge afstand til nazi-tyskland. Måske er dette der spøger, men man skal ikke se efter i særlig mange opslagsværker for at få det præciseret. Det er naturligvis ikke spørgsmål af stor betydning, men når man står overfor denne type af lemfældige oplysninger, kommer man nemt til at tvivle på de informationer man får i de afsnit man ikke selv ved så meget om – og der er adskillige udsagn der skurer noget. Det havde unægtelig klædt bogen om der havde været en kildeangivelse.

Trods den manglende kildeangivelse og bogens dermed tvivlsomme videnskabelige værdi, kan den nu godt anbefales. Ikke mange bøger kommer som denne rundt om saxofonen i så velskrevet og letlæselig form. Man skal ikke tro på alt hvad der står og man skal bære over med Segells unødvendige intermezzi. Skulle man så derefter få lyst til at læse mere grundige værker om emnet, kan følgende anbefales:

Léon Kochnitzky: Sax and His Saxophone
[NASA Publications]

Harry R. Gee: Saxophone Soloists and Their Music
[Indiana Univ. Press, ISBN 0-253-35091-3]

Jaap Kool: Das Saxophon
[Verlag Erwin Brochinsky ISBN 3-923639-81-3]

Ventzke/Raumberger/Hilkenbach: Die Saxophone – Beiträge zu ihrer Bau-Charakteristik, Funktion und Geshichte
[Verlag Erwin Brochinsky ISBN 3-923639-72-4]

Eugene Rousseau: Marcel Mule – His life and the saxophone
[Etoile Music]

Tags: Kasper Pihl, Adolphe Sax, Michael Segell

Af Hector Berlioz, Journal des Débats 12. juni 1842

Musikinstrumenter misbruges nu til dags, de bruges uden smag, beherskelse eller kompetence. Alle kender de smukke effekter de kan frembringe og såvel publikum som musikere drages fatalt mod sådanne effekter og sågar kræve dem af enhver ny produktion. Denne instrumentationens kunst måtte, som den voksede frem, udvikle og forbedre instrumenternes konstruktion. Man kan således glæde sig over den utrolige udvikling når man sammenligner f.eks. Erard & Papes klaverer med hapsi­chordet fra sidste århundrede; eller fløjten der blev benyttet på Deviennes tid med den moderne Boehm fløjte; eller de gamle klarinetter med de der konstrueres nu af Hr. Adolphe Sax, og de horrible og formløse ’serpenter’ der blev brugt i vore katedraler med de formidable og storartede instrumenter der fornylig er opfundet af denne talentfulde unge instrumentmager.

Strygeinstrumenterne har langt fra fulgt den samme tendens; ingen af vor tids instrumentmagere tåler sammenligning med gårsdagens Amati eller Stradivarius; det er i deres håndværks natur, at man fra begyndelsen opnåede en høj grad af perfektion. Modsat for messing- og træblæserinstrumenterne, der aldrig har forladt deres barndom. Men nu er disse instrumenter slået ind på en vej, der ikke kan andet end føre til storslåede resultater.

En revolution er under opsejling og Hr. Adolphe Sax fra Brusseles, hvis værk vi just har undersøgt, bidrager kraftigt til denne udvikling. En mand med en klar tanke, visionær, vedholdende og en ekstraordinært begavet håndværker, der kan træde i stedet for enhver arbejder der ikke forstår eller ikke kan udføre hans projekter, uanset disse arbejderes specialer. Han er en beregner, en akustiker, - og når det kræves en smed, en snedker og om nødvendigt på samme tid en gravør. Han kan tænke og han kan handle. Han opfinder og han realiserer. Lad os, før vi ser på de nye opfindelser, se på de forbedringer han har foretaget ved klarinetterne.
Ved at forlænge sopranklarinettens hovedrør en anelse mod schallstykket, har han tilføjet en halv tone til dens ambitus, således at den nu kan spille et Eb. I den gamle klarinets mellemregister var Bb en dårlig tone med en forkert klang - det er nu en af de bedste toner på den ny klarinet. Trillerne fra Bb til H eller Bb til C i mellemregistret, fra A til H i det dybe register, fra E til F, akkordbrydninger fra F til F og mange andre umulige passager, er nu lette at udføre og med en god klang. Det er almindeligt kendt, at tonerne i det ubelejlige ekstreme register har været et mareridt for komponister og udøvere, der sjældent turde bruge dem, og da kun med stor forsigtighed. Ved at placere en lille klap under klarinettens mundstykke, har Hr. Sax gjort disse toner så rene og bløde som de i mellemregistret. Bb i altissimo som ingen har turdet skrive, kan nu spilles uden forberedelse og uden anstrengelse af udøveren. Det kan spilles pianissimo uden den mindste fare og klangen er mindst så blød som den samme tone på fløjten.

Dersom klarinetten, af den ene eller anden grund skulle ligge ubrugt i nogle dage eller den var i brug for længe af gangen, kunne tørhed eller fugt gøre træmundstykket uanvendeligt. Hr. Sax har givet instrumentet et gyldent mundstykke, der har afskaffet disse ubelejligheder. Metal mundstykket er ikke sensibelt overfor forandringer som træmundstykket. Klarinetten har fået et større register, er mere egal i toneproduktion og præsition end forgængeren; grebene forbliver de samme undtagen i nogle få tilfælde, hvor de er forenklede.

Den nye basklarinet der er bygget af Hr. Sax, har intet udovernavnet tilfældes med den gamle. På det nye instrument er hullerne erstattet med klapper, der er tilpasset til de centrale resonanssteder. Den nye basklarinet har 22 klapper og er bemærkelsesværdig ved tonernes nøjagtighed og dens ensartede temperament igennem hele den kromatiske skala. Dens større diameter øger klangens volumen, uden at forhindre udførelsen af oktaver og kvinter. Denne fordel skyldes en klap nær mundstykket. Den register er tre oktaver og en sekst. Men der er noget der er vigtigere end denne kolossale udvidelse, for det er indlysende, at basklarinetten ikke forventes at høre til i orkestrets øverste register, det er dens dybe toner vi holder så meget af den. Da røret er meget lang, ville instrumentet komme meget tæt på jorden når musikeren står med det, havde opfinderen ikke hindret dette ved at tilføje en metalreflektor under schallstykket, der ikke alene forhindrer lyden i at tabes med tilmed peger lyden i den rette retning og samtidig forøger dens volumen.

Saxofonen, der er opkaldt efter sin opfinder, er et messinginstrument med 19 klapper, hvis form ligner ophiclidens. Mundstykket er i modsætning til de fleste messinginstrumenter meget lig basklarinettens. Saxofonen er således det første instrument i en ny gruppe af instrumenter; de af messing med rørblade. Den har et register på tre oktaver, startende på det dybe Bb under systemet (f-nøgle). Grebene er lig fløjtens eller klarinettens andet register. Dens klangkvalitet er af en sådan art, at der så vidt jeg ved, ikke findes et basinstrument der kan sammenlignes med saxofonen. Klangen er fyldig, blød, vibrerende ekstrem kraftfuld og nem at dæmpe i intensitet. Efter min mening, er det dybe register ophicliden langt overlegen, i præcision såvel som i klangens stabilitet. Men klangkarakteren er absolut ny og minder ikke om nogen timbre der hidtil er hørt i vore orkestre, med den mulige undtagelse af basklarinettens dybe E og F. Takket være sit rørblad, kan den øge eller mindske klangfarvernes intensitet. Tonerne i det høje register vibrerer med en sådan intensitet, at de med held kan bruges til melodiske udtryk. Naturligvis vil dette instrument aldrig egne sig for hurtige passager eller komplicerede akkordbrydninger – basinstrumenternes bestemmelse er ikke at udføre elegante opgaver. I stedet for at beklage os, skal vi glædes over, at det er umuligt at misbruge saxofonen og dermed ødelægge dens majestætiske natur.

Komponisterne vil stå i stor gæld til Hr. Sax når hans instrumenter bliver udbredt. Står han fast, vil han blive mødt med støtte af alle musikkens venner.

___

Skulle man i 1842 gøre sig i Paris kulturliv, var der ét medie af betydning: Journal des Débates. Det bedste der kunne ske en ung mand der gerne ville frem i verdenen var, at få positiv omtale i bladet, og var det udi musikkens kunst kunne det ikke blive finere end, at blive fordelagtigt omtalt af selveste Hector Berlioz. Derfor er det ikke så mærkeligt, at den ambitiøse unge Sax gik til denne, datidens støreste autoritet indenfor instrumentation for at fremvise sine instrumenter.
Berlioz blev begejstret og skrev en artikel, hvori han priser såvel Adolphe Sax som hans instrumenter og det blev startskuddet på Adolphe Sax’ forunderlige karriere i Paris. Berlioz’ artikel er blevet kaldt „saxofonens fødselsatest“ og der refereres ofte til den, men det er sjældent at se teksten i sin helhed, hvorfor det er NST et privilegium at bringe vore læsere Berlioz’ ord om saxofonen og dens opfinder.
KHP❧

Tags: Hector Berlioz, Journal des Débats, Adolphe Sax

Af Johannes Thorell

I förra numret av Nordisk saxofontidskrift presenterade vi Stockholms saxofonkvartett och deras turné till Mongoliet. Nu ska vi möta ytterligare en av Sveriges främsta saxofonkvartetter nämligen Saxofonkvartetten Rollin’ Phones som i dagarna firar sitt 20-årsjubileum.


Rollin Phones startade sin verksamhet i februari 1986 när tre av medlemmarna i det som skulle komma att bli Rollin’ Phones studerade på Musikhögskolan i Stockholm och den fjärde precis hade flyttat till Stockholm efter att ha avslutat sin utbildning på Musikhögskolan i Ingesund.

Jag frågade Neta Norén, som är kvartettens barytonsaxofonist, hur det började.

– Vi ville helt enkelt spela mer kvartett än vi gjorde på musikhögskolan och började det hela som en ”hobbykvartett”, att vi var fyra tjejer var ingen medveten tanke från början. När det blev lite varmare, fram i maj, så tog vi våra notställ och gick ned på Sergels torg i Stockholm för att pröva lyckan som gatumusikanter. Ut med hatten och så spelade vi det vi hade övat på, små korta klassiska pärlor. Det hela gick så bra och var så jättekul så hela den sommaren försörjde vi oss mer eller mindre som gatumusiker och kunde på så sätt betala både mat och hyra! Vi fick många engagemang när vi stod där och spelade, folk ville att vi skulle spela på någon fest, det var bröllopsspelning, konferens etc. En TV-producent från Bosse Larssons ”Nygammalt” (populärt underhållningsprogram i SVT på den tiden) kom förbi och vips så hade vi vårt första TV-engagemang! Man kan säga att från 1987 började vi jobba heltid med kvartetten och då gjorde vi verkligen alla typer av spelningar. Från klassiska kammarmusikkonserter, gästsolister med symfoni- och blåsorkestrar, till skolkonserter, TV-framträdanden, sjukhemsspelningar och företagsjobb.


Tiden som gatumusikanter skapade ett behov hos ensemblen att spela musik från andra genrer och i och med detta så började det också att växa fram en koreografisk sida hos gruppen, från början väldigt spontant och oplanerat men så småningom mer seriöst och välrepeterat.

Fram till 1998 spelades konserterna alltid i två avdelningar, en första halva där det spelades originalmusik och transkriptioner för saxofonkvartett från den klassiska genren, och en andra avdelning som innehöll jazz, folkmusik och populärmusik, antingen med teatraliska inslag eller strikt koreograferat, allting utantill.

Ensemblen beställde specialarrangemang av flera arrangörer, t.ex. Mikael Råberg. Även kvartettens barytonsaxofonist Neta Norén började arrangera musik för Rollin’ Phones med koreografi i bakhuvudet. På detta vis lockade man en ny och kanske ovan konsertpublik och det blev dessutom alltid fullsatt på ensemblens konserter.

Hur ser då ensemblens verksamhet ut idag jämfört med när man startade?
– Fram till 1998 jobbade vi mer eller mindre heltid med kvartetten men då bestämde vi oss för att omforma vår verksamhet något. Vi slutade med alla företagsjobb och skar bort vår underhållningsavdelning från konserterna. Fokuseringen idag ligger mer på klassisk och nutida kammarmusik. Vi spelar förstås fortfarande standardverk och ett eller annat folkmusikverk, detta för att göra konsertprogrammen omväxlande. Vi har även som signum att alltid spela ett eller flera stycken utantill, något som håller koncentrationen på topp både hos kvartetten och hos publiken! Vi har haft förmånen att få göra flera beställningsverk genom NOMUS, Rikskonserter och Konstnärsnämnden och det har lett till flera intressanta verk av svenska och nordiska kompositörer; bl.a. Jan Levander, Jon Øivind Ness, Ann-Marie Henning, Marie Samuelsson, Mats Larsson Gothe, Jan Sandström, Erling Kroner och nu till nästa år en kvartett av Anders Nilsson (vars Concerto Grosso vi har spelat vid ett flertal tillfällen). Idag bor medlemmarna i gruppen lite utspridda men basen har vi i Stockholm och där ses vi för att repetera och sen turnera. Vi jobbar kanske 5-7 veckor per år beroende på olika projekt. Alla i Rollin’ Phones har alltid prioriterat kvartetten och det har naturligtvis underlättat enormt för planering och framförhållning.


Har ni märkt någon förändring på publik och/eller arrangörer under de 20 år ni hållit på och i så fall vad?
– Vad det gäller publik så har den varit sig ganska lik de senaste 20 åren. Vi har alltid haft en bred repertoar som lockat en blandad publik, både gällande kön och ålder. Möjligtvis har arrangörerna i Kammarmusikföreningarna idag en högre medelålder.

Jag vet att det finns många teorier om vilket instrumentarium som fungerar bäst i kvartettsammanhang. Hur har ni resonerat kring ensemblens instrumentarium?

– Vi har alltid spelat på samma märke av saxofoner och huvudsakligen har det varit Selmer. Vi tror att det är av betydelse för klangen och att det skapar en homogenitet i ensembleklangen. Eftersom vi också har ett samarbete med Selmer så har vi alltsedan starten spelat på Selmersaxofoner. Under en kort period spelade vi alla på Buffet Crampon kopparsaxofoner. Dessa saxofoner gav i mitt tycke en mörkare, dovare klang i ensemblen. På vår CD ”Suite francaise” (Polygram) spelar vi alla på Buffet.

Vi fick ett sponsoravtal med Selmer 1993 och det innebar att vi kunde prova lite olika av deras modeller. På senaste jubileet (10-år 1996) spelade alla i kvartetten på silversaxofoner, Selmer serie II (endast sopran serie III). Idag spelar vi fortfarande på Selmer men har inte riktigt likadana, sopran och tenor är serie III, alt och baryton serie II alla i guldlack förutom baryton som är “borstad”.

Vad är det som driver er när ni hållit på i 20 år?

– Drivkraften har väl alltid varit lusten till att spela! Att i en liten kammarmusikmiljö få ”leva ut” sina musikaliska ambitioner, det är toppen! Fram till 1998 jobbade vi ju heltid med kvartetten och då kanske man också kan svara att en del av drivkraften var att få in så pass många jobb att vi kunde leva på det. MEN, tilläggas bör att för min personliga del så har det nästan uteslutande varit jobb som jag har trivts med att spela. Det känns fantastiskt att tänka tillbaka och känna att man haft privilegiet att som frilansensemble få spela på heltid!

Hur ser ni på nästkommande 20 (?) år?

– Jag hoppas att vi kommer att kunna fortsätta i 20 år till på det sätt vi jobbar idag! Det är verkligen spännande att få vara med att utveckla saxofonrepertoaren med nya beställningsverk av ”nya” och etablerade kompositörer. Även samarbeten med andra instrumentalister och konstformer är något som vi gärna fortsätter att utveckla. Vi har också en saxofonkurs i ensemblespel på Musikhögskolan Ingesund där deltagarantalet hittills ökat för varje år (i somras 70 stycken deltagare!) - förhoppningsvis är det också något för framtiden.

Hur kommer ni att fira ert 20årsjubileum?

– Vi kommer att fira 20-årsjubileet den 17 november kl.19.30 med en direktsänd konsert (Sveriges radio P2) från Nybrokajen 11, Stockholm. I samband med konserten kommer Jona Näslund AB att ha en utställning i foajen och det kommer vara lite ”happenings” före och efter. Vi önskar alla hjärtligt välkomna till jubileet och hoppas naturligtvis att många kommer att vilja fira med oss!

Sist men inte minst vill vi på Nordisk saxofontidskrift gratulera 20årsjubilaren.


Besök gärna kvartetten på: www.rollinphones.se

Verk komponerade för Saxofonkvartetten Rollin’ Phones

Gunnar Jansson: Quartet no.1 och Sextett (SSAATB)

• Marie Samuelsson: Sirén
• Jan Sandström: Wahlbergvariationer - Rollin’ Phones version
• Thomas Ferm: Elegie
• Mikael Råberg: Gånglek från Älvdalen (trad)
• Nils Lindberg: Dalasvit
• Sergej Dmitriev: Salveld
• Helge Sunde: AXIS (för 11 saxofoner)
• Mark Engebretson: Internal bleeding (5 saxofoner - SSATB)
• Erling Kroner: Saxophoníssimo- Tango Suite in three parts
• Mats Larsson Gothe: Paesaggi di Wahlberg
• Jon Øivind Ness: You got the Sliver (uruppförs under 2006)
• Ann-Marie Henning: Caipirinha (ecologica!) (Uruppförs under 2006)

[Saxofonkvartett och slagverk]

• Fredrik Söderberg: Ocellatus
• Jan Levander: Nisse

[Saxofonkvartett och symfoniorkester]

• Gunnar Jansson Sinfonia Concertante

Diskografi

”Rollin’ Phones”
AIRCD 1028. © 1989 Air Music Scandinavia AB

”Rollin’ Phones: Singelée/Bozza/Françaix/Glazunov”
BIS-CD-466 © 1989 & 1990 Grammofon AB BIS

”Svensk musik för blåsare” Östgöta Blåsarsymfoniker/Rollin’ Phones
(Saxophonia - Erland von Koch) © 1992 SÖM 9202.

”Suite Française”
512 340-2. © 1992 Polygram Sverige

”Wahlbergvariationer”
OP0301CD Rollin’ Phones © 2003 Opus3/Rauna

Rollin’ Phones är idag

• Tove Nylund, sopransaxofon, medlem sedan 1994
• Kristin Uglar, altsaxofon, medlem sedan 1991
• Helena Friman, tenorsaxofon, medlem sedan 2001
• Neta Norén, barytonsaxofon, medlem sedan 1986

Tidigare medlemmar

• Pia Nilsson, sopransaxofon, 1986-1990
• Lotta Petersen, altsaxofon, 1986-1993
• Annica Ljungström, tenorsaxofon, 1986-1998
• Susan Fancher, sopransaxofon, 1990-1992
• Heidi Helbostad, sopransaxofon, 1992-1993

Vikarier

• Helena Ericsson
• Jeanette Balland
• Cathrine Winnes Trevino

Tags: Johannes Thorell, Rollin' Phones, Pia Nilsson, Tove Nylund, Susan Fancher, Cathrine Winnes Trevino, Jeanette Balland, Helena Ericsson, Neta Norén, Helena Friman, Heidi Helbostad, Kristin Uglar, Lotta Petersen, Annica Ljungström

af Trine Bertelsen

En af de helt store pionere, hvad angår saxofonen i Danmark, var musikforhandleren og saxofonisten Marno Sørensen. Der er hidtil ingen, der har beskæftiget sig eller forsøgt at gengive/dokumentere Marno Sørensens løbebane, hverken som musikforhandler eller musiker. Dette har ofte undret mig, idet han har haft en stor betydning i promoveringen samt udbredelsen af saxofonen herhjemme. Følgende artikel er skrevet for at udfylde et afgørende hul i forbindelse med saxofonens historie i Danmark. Artiklen er udarbejdet på baggrund af Marno Sørensens nedskrevne erindringer, som har været mig venligt udlånt af Marnos søn, Poul Marno Sørensen.

Marno Sørensen (1895-1975) var søn af Øllegård Helle Sørensen og Michael Jakob Sørensen. Han var den sjette ud af en søskendeflok på 13, hvoraf kun de ni overlevede. Da han var fire år fik moderen lungebetændelse, hvilket på daværende tidspunkt var en alvorlig sygdom. Det kom i stand at Marno for en tid skulle bo hos morbroren Jens Christian Jermiin og bedstemoderen. Det midlertidige ophold kom dog til at vare 11 år.

Fra han har fire, til han var 15 år, varetog Onkel Jermiin ansvaret for Marnos opdragelse, og han var, som Marno selv udtrykker det, med til at forme hans livsopfattelse. Onklen var, ligesom moderen, glad for sang og musik, og deres far havde været landsbyspillemand.

De første instrumenter

Da Marno var omkring ni år gammel, fik han sit første instrument. Hans søskende havde en harmonika med ti knapper og to basknapper, men det lød skrækkeligt, når et af børnene trykkede otte knapper ned og en anden de to basknapper samtidigt. Moderen købte harmonikaen af børnene for 50 øre og forærede den til Marno - på den måde kom den ud af huset. Marno lærte snart at spille melodier på harmonikaen, og købte kort efter en ny og bedre.

Der gik dog ikke lang tid før han også ville spille violin. Den første violin købte han af byens skrædder for ti kr. og et gammelt jagtgevær. Med studier af Nikolaj Hansens Violinskole og gennem undervisning til 50 øre i timen hos degnen begyndte Marno sin musikalske karriere, og det var her, at han ”fik den ulyksalige ide, at ville være musiker”.

I en alder af 15 år flytter han tilbage til sine forældre. Hans fader misbilligede midlertidig sønnens ønske om at blive musiker og så hellere sønnen i en lærerplads. Moderen talte faderen til rette, og han lovede, at alle hans børn kunne få 1000 kr. til uddannelse eller etablering, men når disse var brugt, måtte de selv klare sig. Marno skulle under det etårige studieforløb bo hos forældrene i Bjært, mens han modtog undervisning i Kolding. Det skulle dog vise sig, at det ikke var så let for Marno at studere musik. Når han ønskede at øve, skulle der bestilles noget, og når faderen kom hjem, havde han fået forbud mod at spille. Heller ikke hestene kunne tåle at høre ham spille, så ville de ikke drikke. Når der var gæster skulle han optræde, men dette var ikke noget, han altid befandt sig godt med. Som han selv formulerer det, var han ofte årsag til misstemning i familien.

Undervisningen på violin modtog han hos en konservatorieuddannet violinlærer, Lauersen. Konservatorieuddannelsen var, som Marno selv har udtrykt det, ingen garanti for læreregenskaber. Lauersen syntes da også mere interesseret i den krone, han fik i timen end at lære fra sig, og han besad ej heller pædagogiske evner. Læreren forslog midlertidig Marno at lærer at spille på et blæseinstrument, hvilket straks fængede Marnos interesse. Opfordringen var måske mere foranlediget af, at Lauersen tilfældigvis havde en klarinet som han gerne ville af med. En klarinet stemt i C, høj i stemning og uanvendelig i orkestersammenhæng. Takket være den unge, uerfarne Marnos uvidenhed fik Lauritsen solgt sit uanvendelige instrument.

Denne episode har haft stor betydning for, hvordan Marno senere skulle drive forretning. Marno gjorde således sine ansatte opmærksomme på hans ideologiske grundsætning. Hvis en kunde ønskede at købe et instrument, der var uanvendelig for dem, eller som de ikke ville få glæde af, skulle kunden frarådes at købe instrumentet. Marno betragtede sig selv som kundens vejleder og tillidsmand og tog sit arbejde alvorligt.

Karrierens start

Da Marno, efter at have modtaget undervisning hos Lauersen i et år, ville drøfte sin fremtid med sin lærer, frarådede Lauersen ham at forsøge at realisere sin drøm. Der var midlertidig intet, der kunne ændre Marnos beslutning om at ville være musiker. Lauersen opfordrede dog Marno til at tage til Tyskland, hvis han absolut ville realisere sin drøm om at blive musiker. Han rådede Marno til at tale med en musiker ved navn Peter Nielsen, der lige var vendt hjem fra Tyskland, og som kendte forholdene i de såkaldte Stadtfeifer (lærlingekapeller).

Nielsen satte Marno i forbindelse med en kapelmester Rudolf i Neumünster og fik her aftale om at tiltræde som ”Jungere musiker til veiteren ausbildung” den 1. november 1911 (citeret direkte fra Marnos erindringer). I Neumünster i Holsten spillede Marno således for første gang i orkester. Orkesteret var på 40 mand, hvoraf de fleste var lærlinge. Læretiden var fire år og efter den afståede læretid, kunne de fortsætte som musikere. En af de andre lærlinge, Ernst Froe, modtog violinundervisning hos en regimentsmusiker, og Marno fik snart lov til at følge med til denne undervisning. Marno har i erindringerne omtalte denne undervisning i rosende vendinger, idet regimentsmusikeren var en dygtig, energisk og interesseret underviser.

I oktober 1912 solgte Rudolf orkesteret til en Fey. Da denne Fey opkøbte Rudolfs orkester fulgte nogle af musikerne med, men Fey ønskede ikke Marno. En søn af kapelmesteren Rudolf kendte to brødre i Elmshorn ved navn Sårbæk, som havde et lærlingekapel på 32 mand. Marno rejste til Elmshorn for at aflægge prøve hos de to brødre. Ved denne lejlighed spillede Marno på violin og klarinet og blev efterfølgende optaget i kapellet. Der blev afholdt orkesterprøver hver for- og eftermiddag, og de spillede til kommunale promenadekoncerter, operetteaftener i teateret, offentlig 10-øres dans, begravelser, bryllupper og sportsfester i forsvarsforeningen. Efter at have været i Elmshorn i et år søgte Marno nye udfordringer og rejste i oktober 1913 til Magdeburg.

Under sit ophold i Magdeburg blev Marno en dag syg og blev indlagt. Diagnosen blev stillet og han led af gulsot og havde tarmkatar. I erindringerne beretter Marno om den mad de som lærlinge fik serveret. Det var hårde kår for den unge Marno, og det lader ikke til, at der hverken var nok mad, eller at der var nok næring i maden. De trænge kår under hans læretid førte til, at hans helbred også svigtede senere i livet.

Efter at være udskrevet fra hospitalet besluttede Marno sig, efter at være blevet ydmyget af kapelmesteren, til at rejse til Hamborg. I julen spillede han hos kapelmesteren Lomholdt, men herefter var der ikke noget arbejde, og han fik i stedet plads i Tønder hos kapelmesteren Heinrich Sig. Også her spillede Marno til teater og dilletanteforestillinger og assisterede ofte hos lokale musikere i Bylderup Bov. Grundet uoverensstemmelser med Sig besluttede Marno sig for at forlade Sigs orkester til fordel for et orkester i Diepholz syd for Bremen. Den 15. marts 1914 tiltrådte han så på sin nye plads i orkesteret. Her blev opholdet dog også kort, da Marno ikke fandt, at der var udfordring nok. På trods af modvilje fra kapelmesteren lykkedes det Marno at rejse til Templin. Her hed den nye kapelmester Max Beugh.

Da 1. verdenskrig indtraf rejste Marno tilbage til Danmark til sin familie. Der gik dog ikke lang tid, før udlængslen på ny meldte sig hos Marno. Denne gang rejste han til Karlshamn, hvor han blev ansat som 2. violin i Cirkus Brasil Jack. Manglende betaling fik dog Marno og de andre musikere fra Cirkus Brasil Jack til at søge ansættelse i Cirkus Adolfi i Gøteborg. Her blev ansættelsen også kort, da cirkusdirektøren Adolfi i slutningen af januar 1916 truede med at finde en erstatning for Marno. Han kom midlertidig cirkusdirektøren i forkøbet og søgte i stedet ansættelse i en Maxim biograf i Luleå.

I midten af maj 1916 rejste Marno tilbage til Danmark, da han skulle til session. Her fortalte han, at han havde en hjertefejl, og da han blæste træ og ikke messing, fandt de ingen anvendelse af ham inden for militæret. Det var i det hele taget umuligt for ham at finde arbejde i Danmark. Han vendte derfor kort tid efter tilbage til Sverige; denne gang til Malmberget. Her blev han ansat til at spille i en biograf, hvor han arbejdede vinteren over. Omkring 1. juni 1917 blev han tilbudt ansættelse i Folkets Park, hvor han et par timer hver dag spillede op til dans og om søndagen både spillede om eftermiddagen og om aftenen. I foråret 1918 rejste han på ny til Danmark til session, og denne gang skulle han aftjene sin værnepligt.
Marno søgte om at aftjene sin værnepligt som musiker i Roskilde. Ansøgningen blev imødekommet, og han startede i Roskilde i 1919, hvor han var i otte måneder. I påsken 1920 blev Marno indkaldt til at spille ved grænsen ved højtidelighederne i forbindelse med genforeningen af Sønderjylland. Ved denne lejlighed var Chr. 10. til stede, og på et fotografi, som Marno fandt i en marskandiser år senere, ses både Chr. 10. og Marno Sørensen.

Marno i København

Efter at have aftjent sin værnepligt blev han ansat som violinist på Café Marstal i Nyhavn. En dag i 1920 blev Marno kontaktet af Robert Radford (Robert Alexander Johannes Sørensen), som ønskede at spille med ham på Turistpavillonen i Glostrup. Radford havde fået engagement i en restaurant i Søndergårdsgade hos restauratøren Johansen. Radford havde forhandlet om at spille med tre mand, og ved denne lejlighed var hensigten, at Marno skulle spille med på violin. Det var i forbindelse med samarbejdet med Radford, at Marno begyndte at spille saxofon. Radford spurgte, om Marno spillede andre instrumenter end violin, hvortil Marno svarede, at han også spillede klarinet. Radford spurgte da, om han ikke havde blæst saxofon. Marno fortalte Radford, at han havde tænkt sig, at anskaffe en saxofon, men at han endnu ikke havde købt en.

Han havde midlertidig set en saxofon hos Musikhus Kleinert. Selv om Radford pressede på for at Marno skulle købe instrumentet understregede Marno, at han først ville købe den når der forelå en kontrakt på engagementet i restauranten. Radford fik kontrakten, og Marno købte efterfølgende saxofonen.

Trioen bestod af en norsk pianist ved navn Bramdal , Radford på mandolin og senere banjo og Marno på saxofon. Marno syntes godt om at spille saxofon, men han havde selv måttet finde ud af, hvordan den fungerede, da der ikke fandtes nogen saxofonlærere på daværende tidspunkt.

I løbet af vinteren blev trioen engageret i Café Viktoria, der lå på 1. sal på hjørnet af Viktoriagade og Vesterbrogade. Dette var dog kun for en kort tid, da værten foreslog en gagenedsættelse. Fra påsken og hen over sommeren blev de engageret i Carlsberg Pavillonen på Strandvejen, men havde nu pianisten Svend Kørgen Læsøe med i stedet for Bramdal. Læsøe spillede sammen med dem hen over sommeren. I efteråret fik de engagement i Café Libelle på Vesterbrogade og var her frem til januar 1922. I mellemtiden var Radford og Marno begyndt at spille i National fra kl. 17.30 og to timer frem. Her spillede de balmusik, og det var ved samme lejlighed, at de spillede med i operetten ”Den glade enke” med Liva Weel i hovedrollen. I foråret blev de atter engageret i Carlsberg Pavillonen. Marno blev på dette tidspunkt godt kendt som saxofonist, og tilbudene begyndte nu at komme af sig selv. Bl.a. havde kapelmester Clausen fra National en del balforretninger, hvor Radford og Marno ofte optrådte.

Omkring 1920 havde Marno mødte en pige ved navn Maren Mortine Egeriss også kaldet Tine. D. 25. september 1921 giftede Marno sig med Tine i kirken på Blågårdsplads. Det var på daværende tidspunkt svært at finde en bolig i København, men de købte en marskandiserforretning i Baggensgade 27. I foråret 1922 blev Tine syg, og de valgte derfor at sælge marskandiserforretningen igen og fremlejede en lejlighed på Strandbouldevarden. Senere samme år lykkedes det parret at finde deres egen lejlighed i Birkegade 6, 1. sal. Den 6. december 1922 får parret datteren Else.

I november 1922 spillede Marno til en udstilling Sahara-udstillingen fra 10-22 og spillede derefter på Kong Frederik Hotel til kl. 24 hos kapelmesteren Kaj Julian Olsen. Foruden disse jobs spillede Marno til bal. På dette tidspunkt havde han, ifølge erindringerne, så mange jobs, at han nærmest kun havde fri juleaften.
Det stigende arbejdspres og den fejlernæring som Marno havde lidt under, under sin opvækst, kan meget vel have været årsagen til, at hans helbred svigtede. En aften efter at have spillet på Palæ de Dance blev han dårlig. Tilstanden forværredes over en periode, og Marno blev med tiden så afkræftet, at det var umuligt for ham at gennemføre de mange krævende spillejobs. Når der blev ringet efter ham, sagde han, at han var optaget, hvilket i det lange løb resulterede i, at efterspørgslen efter ham faldt drastisk. Samtidig begyndte natklubberne, at blive en integreret del af det københavnske natteliv. Denne udvikling var ikke noget, der gavnede musiklivet på restauranterne, da natklubberne overtog en del af restauranternes publikum.

Den første import af saxofoner

Det svigtende helbred og de færre engagementer gjorde, at Marno ville forsøge sig med at importere saxofoner. Importen var kun ment som noget midlertidig, og Marno forventede ikke, at det skulle blive en levevej. Den 1. maj 1925 importerede han den første saxofon, en altsaxofon model 22 fra Selmer. Han begyndte snart også at importere klarinetter af mærket Leblanc, som på daværende tidspunkt var ukendt i Danmark.


I november 1924 udgav Marno den første saxofonskole i Danmark på forlaget Boesens Forlag.3 Udgivelsen gav Marno en del omtale, og han havde samtidig en del saxofonelever. Eleverne var oftest kollegaer, der ønskede at mestre det nye og populære instrument. En ansat (violinisten Julius Jensen) ved Dansk Musiker Tidende opfordrede Marno til at avertere i tidendet med sloganet ”køb hos fagmanden”. Marno havde gennem sine fire år som saxofonist oparbejdet et så stort kendskab til instrumentet, at han med rette kunne kalde sig for fagmand. Der var en lang leveringstid på forsølvede instrumenter. Dette gjorde, at han importerede saxofoner udført i messing og fik disse forsølvet på en forsølvningsanstalt herhjemme. Efter at have dem forsølvet samlede og regulerede han dem.

Pladsen i forretningen blev snart for trang, og Marno søgte efter en større forretning. I 1928 fandt han en lejlighed i Blågårdsgade 14, hvor han indrettede stuen ud imod gaden til forretning. En reol opdelte rummet, så der foruden instrumenterne også var plads til et reparationsværksted og til skrivebordsarbejdet. Forretningen i Blågårdsgade havde han frem til 1931, og den gik efterhånden så godt, at han ikke behøvede at spille til bal til langt ud på morgenen og hans helbred bedredes.

I 1929 blev han engageret i Tivoli, hvor han spillede om aftenen fra 20-23.30 hos kapelmester Valdemar Larsen, mens han i dagtimerne passede forretningen. Efterhånden forhandlede Marno samtlige blæseinstrumenter samt trommer. Desuden udførte han mange reparationer samt forgyldninger og forsølvninger af saxofoner. Som nævnt takkede Marno nej til de anstrengende baller og spillede kun til selskaber. Han spillede bl.a. med Preils (Louis Preil) ensemble, Launi Grøndals blæseorkester og i andre sammenhænge, hvor en saxofon var påkrævet. Det blev også til en hel del jobs i det Kgl. Kapel, hvor han bl.a. spillede saxofon i Bolero, Madonnas ansigt og Enken i spejlet. Disse jobs fandt Marno interessante. Han spillede ligeledes i seks år i Fælledparken på barytonsaxofon under kapelmestrene Hemme og Hye Knudsen.

Butikken i Skoubogade

Kapelmestrene Warny og Gade, som havde musikforlag og forretning sammen, var blevet uenige og havde ophørt deres samarbejde. Warny foreslog Marno, om ikke de skulle starte en forretning sammen. Forretningen hed til at begynde med Warny & Co., og her blev handlet med instrumenter, men var foruden også et forlag og engageringsbureau. Engageringsbureauet blev passet af Fru. Gade Hansen (Jacob Gades søster) forlaget tog Warny sig af, mens Marnos arbejde omhandlede musikinstrumenterne. Marnos varelager blev kørt hen til Warny, der havde et lokale på Vimmelskaftet 47, 3. De ansatte en nyudannet træblæserinstrumentmager Martin Meinel og fik en læredreng ved navn Poul Petersen i lære. Efter kort tid fik de lokale i Skoubogade 5, hvor butikken også ligger den dag i dag. Her indrettede de forretning, forlag og engageringsbureau, og i kælderen havde de indrettet en grammofonafdeling. Grundet importrestriktioner i 1932 valgte de at skille sig af med lokalet i kælderen. Restriktionerne betød, at det var vanskeligt at fremskaffe mange af de gode mærker fra USA, og det var ligeledes svært at importere fra Frankrig. Under anden verdenskrig var importen nærmest en umulighed.

Efter nogle uoverensstemmelser mellem Marno og Warny blev de i 1936 enige om at dele forretningen. Marno købte butikken, og Warny beholdte forlaget og bureauet. I 1939 mistede Marno sin kone Tine efter længere tids sygdom. På daværende tidspunkt spillede Marno kun i Det Kgl. Teater, og i 1939 holdt han helt op. Den sidste gang han spillede i orkester var i 1940 i Tivolis koncertsal, hvor han spillede Ravels Bolero under ledelse af kapelmester Felumb. Marno Sørensen møder senere sin anden kone Hanne, med hvem han får to børn. Den yngste er Poul Marno Sørensen, som i 1966 blev ansat i faderens forretning og er ejer af forretningen den dag i dag.Marno Sørensens musikforretning regnes i dag blandt en af de førende musikforhandlere i Norden

1) Et andet sted i erindringerne står pianisten angivet som Brandal.
2) Se forside af saxofonskolen.

Tags: Marno Sørensen, Trine Bertelsen, Selmer

Af Arno Bornkamp

De sidste 10 år er min interesse i saxofonens historie vokset meget. Jeg har altid følt mig inspireret af giganter som Marcel Mule, Daniel Daffayët, Sigurd Raschèr og andre. De var i nær kontakt med de komponister der skrev vores standsrdt repertoire og når jeg hører dem spille på optagelser, føler jeg, at de har et meget autentisk musikalsk budskab, farvet af den periode de virkede i.



Denne interesse voksede og blev til et ønsle om, at eje en ægte Adolphe Sax saxofon. Jeg ønskede at være i stand til, at spille på et instrument bygget af opfinderen (jeg vidste det var muligt: Netherlands Saxophone Quartet har spillet på en kvartet af Adolphe Sax saxofoner, ejet af Leo van Oostrom). Lykkeligvis kunnne jeg i Tony Binghams antikforretning i London, købe en smuk Adolphe Sax alt (fra 1876). Det var en ren skat: Perfekt stand, istandsat med gedelæder puder og original kork med en kopi af et Adolphe Sax mundstykke. Jeg prøvede at spille på den, men med min ’moderne’ embouchure kunne jeg ikke fratvinge mundstykket en anstændig lyd. Så forsøgte jeg at bruge et moderne mundstykke. Jeg kunne spille, men intonationen var helt i skoven! Under en ferie gav jeg mig lidt bedre tid til projektet og pludselig fik jeg en indskydelse mens jeg spillede på det originale mundstykke: Jeg var nødt til at tage mere mundstykke ind i munden og fokusere luften mere ’bredt’. Med et begyndte instrumentet at klinge godt og lød til at stemme!! Men da jeg undersøgte det med tuneren, viste det sig at instrumentet stemte meget lavere end 440 hz. Jeg kom i tanke om, at ‘Académie Francaise’ i 1859 fastsatte den officielle kammertone til 435 hz. Det passede: mit instrument var stemt i 435 hz. Dette betyder i øvrigt ikke, at alle instrumenter fra perioden er stemt i 435. Vi finder også instrumenter der står i 440 og selv 448, der var almindeligt før 1859.


Nu kunne jeg begynde at drømme om at optræde med instrumentet. Men før det kunne komme så vidt, var der mange problemer der skulle overvindes: i sammenligning med vor tids saxofon, er mekanikken primitiv og inkludere selvfølgelig ikke de udviddelser og forbedringer der siden kom til. F.eks. er oktavmekanismen ikke automatisk, men består af to separate taster. Desuden er volumen mere begrænset og overtonerækken er mere lukket. Til gengæld er klangen rund og helt i overensstemmelse med Hector Berlioz’ beskrivelse i ’Le Journal des Débats’ (21. april 1849), i hvilken han beskriver saxofonens klang med termer som mystik, drømmende, passion og værende på kanten af stilhed, som ekkoet af et ur. Bøger om det 19. århundredes spillestil bladt træblæsere, gjorde det klart for mig, at vibrato ikke blev brugt (endog så vidt at det ikke blev gjort). Så af denne grund måtte jeg (midlertidigt) give afkald på en af mine ynglings klangfarver!
Det tog mig tre år at lære alt dette og efterhånden blev jeg mere og mere overbevidst om det upassende i, at optræde med dette instrument i sammenspil med et moderne Steinway klaver. I 2000 blev konturen af mit ’Adolphe Sax projekt’ klare: at organisere en række koncerter og lave en CD-optagelse (Ottavo C50178) med et Erard klaver fra perioden (det førende mærke på den tid). Ivo Janssen fik mulighed for, at bruge et smukt eksemplar fra 1846, der bar den store virtuos Sigismund Thalbergs autograf.

Det var en stor glæde for mig, at vise et stort publikum hvor voresinstrument oprindelig kkommer fra, med den tids musik: primært Fantasier af Arban, Kastner, Soualle, Savari og, selvfølgelig, Demersseman. Repertoiret er charmerende men ikke første klasse og klaverstemmerne er ikke særlig virtuose. Af disse grunde skrev den unge pianist og komponist Wijnand van Klaveren to pragtfulde stykker i 1900-tals stil, baseret på saxofontemaer af Berlioz og Thomas: en forbindelse til vor egen tid. I mellemtiden har jeg haft mulighed for, at købe en fuld kvartet af Adolphe Sax saxofoner og om to år vil min Aurelia Saxophone Quartet gennemføre et lignende projekt.

Jeg var blever grebet af en samle-på-gamle-saxofoner-virus: Jeg fand nogle smukke og historisk interessante instrumenter. Men jeg holder mig altid for øje, at de skal være gode nok til, at man kan optræde med dem og at der er en forbindelse til vores repertoire. Ud fra disse kriterier fand jeg en ’Super Sax Selmer’ alt fra 1931 (’Cigarcutter’) og en Selmer tenor med Adolphe Sax juniors varemærke fra 1930 med tilsvarende mundstykker fra tiden. Især disse kombinationer fremkalder virkelig lyden fra den tid de er bygget i (skønt de er meget tættere på moderne saxofoner, end de der er bygget af Adolphe Sax senior). Igen måtte jeg – med stor fornøjelse – tilpasse min spillestil, hvilket briger mig til et andet projekt som jeg har lavet ud fra disse premisser: ”Metropolis Berlin 1925-1933” (CD: OTR C100386). I denne periodefrembragte Berlin nogle fornemme værker for saxofonen, inden Nazisterne forbød både instrument og repertoire som ’Entartet’. Jeg tænker på Schulhoffs ”Hot-Sonata” for saxofon og klaver, Kvintetten for saxofon og strygekvartet af Adolf Busch, Trioen for bratsch, tenorsaxofon og klaver af Hindemith og ’Konzertstück’ for to altsaxofoner af sammen komponist. Jeg fandt også plads til et arrangement af Kurt Weills ”Mahagonny-Suite” for strygekvartet, klaver og saxofon, af Wijnanad van Kleveren. Disse stykker tegner et billede af en meget spændende periode i Berlin og selvom instrumenterne er alt andet end tyske, bringer de musikkens oprindelse meget, meget tæt på.

Det er særdeles vigtigt, at finde det passende musiklaske omgivelser for instrumentet. Det er ikke nok at vise en ’klang’, en gimmick. Klangen er en del af en samlet idé, et koncept. At spille på oprindelige instrumenter, på min måde, er faktisk resultatet af de sidste 50 års udvikling indenfor dette område, der har givet os en fuldstændig ny måde at gå til fortidens musik; at sætte opførelsen ind i et perspektiv af vores samlede viden om perioden og bruge de samme materialer som musikerne dengang brugte. For mig har disse projekter været meget udbytterig og udviklende. Saxofonens historie og instrumenterne der repræsenterer dens historie vil fortsat væære en kilde til inspiration for mig.

Besøg Arno Bornkamps hjemmeside her: www.arnobornkamp.nl

Oversættelse: Kasper Pihl
© Arno Bornkamp 2006. Citater fra Nordisk Saxofontidsskrift skal kildeangives. Artikler, eller dele deraf, må kun offentliggøres med redaktionens skriftlige tilladelse.

Tags: Adolphe Sax, Arno Bornkamp

Af Kasper Hemmer Pihl

Ved Adolphe Sax’død i 1894, var saxofonen et veletableret instrument. Skønt instrumentet ikke havde fået plads i den symfoniske musik, som opfinderen havde håbet, var saxofonen dog en fast del af musiklivet bl.a. i militæorkestrene og i danseorkestrene, ligesom der blev skrevet operaer og balletter hvori saxofonen havde en rolle. Men det var i Frankrig. I nabolandet Tyskland var situationen en noget anden. Det gamle fjendskab mellem de to lande sporedes også i musikken, hvor saxofonen (med en vis ret) blev opfattet som et fransk instrument.

Saxofonens første forkæmper i Tyskland blev Gustav Bumcke. Han var født i 1876 i Berlin. Den unge Bumcke interesserede sig brændende for musik og modtog undervisning i klaver, trompet, musikteori og komposition - sidstnævnte fag studerede han hos selveste Max Bruch og Engelbrecht Humperdinck.

Som orkesterleder forsøgte han omkring århundredeskiftet at skabe en interesse for saxofonen, bl.a. ved at skrive en symfoni hvori instrumentet præsenteredes. Hans fascination af det unge blæseinstrument førte til, at han i 1901 rejste til Paris og tog lektioner hos Adolphe Sax’ søn. Han hjembragte otte saxofoner og startede året efter sin første saxofonklasse.
Buncke brugte livet igennem sin baggrund som komponist aktivt og skrev adskillige værker, heraf mange for saxofon. Udover koncertstykker skrev han også en mængde pædagogisk materiale, bl.a. den første tyske saxofonmetode, der udkom i 1926. Sammen med sin datter Ingrid Larssen (kunstnernavn, hun hed egentlig Hilde), Emil Manz og Carl Petzel dannede han i 1932 ’Berlin Saxophon Quartet’. Kvartetten var en udløber af det saxofonorkester Bumcke året før havde dannet. Dette Tysklands første saxofonorkester havde den imponerende besætning af 1 sopraninosaxofon, 2 sopransaxofoner, 7 altsaxofoner, 3 tenorsaxofoner, en barytonsaxofon og en bassaxofon.

Nazisternes magtovertagelse i 1933 satte en brat stopper for Bumckes initiativrigdom. Nazisterne menter at saxofonen var et ”negerinstrument opfundet af en jøde” og derfor ’entartet’. Bumcke måtte afbryde sin ansættelse ved Sternschen Konservatorium og ernære sig ved privatundervisning. Eftre krigen blev han docent i musikteori ved Deutschen Hochschule für Musik i Østberlin.

Gustav Bumcke døde i 1963 i Kleinmanchow, 87 år gammel.

© Kasper Hemmer Pihl 2006. Citater fra Nordisk Saxofontidsskrift skal kildeangives. Artikler, eller dele deraf, må kun offentliggøres med redaktionens skriftlige tilladelse.

Tags: Gustav Bumcke, Kasper Pihl, Ingrid Larssen

af Verner Jensen

Født den 18. september 1911 på Vesterbro. Ved realeksamen-afslutning i 1928 på Frederiksberg Gymnasium spurgte rektor eleverne, hvad de skulle være. Og hvad skal du så være Aage? Jeg skal være musiker! Nå, hm, hm. Ved skolens jubilæum i 1978 samledes eleverne og eleven - der stod bagved Aage i rækken ved rektors afskedstagen i 1928 - sagde til Aage, husker du rektors bemærkning til dig ved vor afgang, og så er du den eneste af os, der blev Ridder af Dannebrog (1972).

De første instrumenter var piano og violin. I 1928 henvendte Aage Voss sig til een af Danmarks første saxofonister Marno Sørensen og bad om at få undervisning på saxofon. Efter 3 lektioner erklærede han, nu kan jeg ikke lære Dem mere.

Som klarinettist er Aage Voss uddannet af kgl. kapelmusikus Aage Oxenvad. Aage Voss var "tidligt ude". I 1929 havde han sit første restaura-tions-engagement, derefter i 1930 medlem af Hillebert Hansens kvartet i Danas Have med blandt andre pianisten Amdi Riis. Derefter fulgte en række engagementer hvoraf følgende skal nævnes:

• 1931: Olfert Werner, Pagh
• 1932: Olfert Werner, Valencia
• 1932: Jens Varny, Nimb
• 1932-33: "Københavnerne", Det Ny Teater og Lorry
• 1933: Otto Lington, Ritz
• 1934: Otto Lington, Valencia
• 1935-36: Aage Juhl Thomsen, National Scala, herunder udveksling med Arne Hülphers orkes-ter i Stockholm og Oskar Joosts orkester i Femina i Berlin
• 1936-37: Richard Stangerup, Christiansminde Badehotel
• 1937: Richard Stangerup, Hollænderbyen
• 1937: Elo Magnussen, Arena
• 1937-40: Kai Ewans, National Scala
• 1938: udveksling med tysk orkester fra Faun-Casino, Hamburg
• 1940: "Matadorerne", Påfuglen og provinsen
• 1941-42: Richard Stangerup i Jylland
• 1941-42: Richard Stangerup, Lorry og National Scala
• 1942-43: Kai Ewans, National Scala
• 1943: Leo Mathisen, Glassalen, Tivoli

I 1940 spillede Aage Voss med "Matadorerne". En aften efter lukketid sad de seks musikere og snakkede. Snakken gik om musikkens sværhedsgrad. Aage Voss sagde til pianisten og kompo-nisten Hans Schreiber: Du kan da ikke skrive noget, jeg ikke kan spille. Det mente Hans Schreiber nok han kunne. Det foregik en fredag aften og Hans Schreiber skulle så aflevere kompositionen lørdag til Aage Voss, som så skulle spille den søndag eftermiddag med publikum på. Et væddemål om en kasse øl var kommet igang og orkestrets medlemmer skulle være dommere. Søndagen oprandt og kompositionen blev spillet (Caprice romantique). Aage Voss vandt.

I 1943 konkurrerede Aage Voss sig ind i Radiounderholdnings-orkestret og virkede her til pen-sionen i 1981 - fra 1953-1972 som solo-klarinettist. Han var orkestrets mest benyttede solist.

Af solist-repertoiret skal nævnes:

• Eric Coates: Saxo-Rhapsody

• Alexander Glazounow: Concerto for Altsaxofon og orkester
• Jaques Ibert: Concertino Da Camera for Alt-saxofon og kammerorkester
• Eilert Lindorf Larsen: Koncert for saxofon og orkester
• Gilbert Vinter: Koncert for saxofon og orkester
• Ronald Binge: Koncert for saxofon og orkester

Også i udlandet virkede Aage Voss som solist:
i Norge med Kringkastning-orkestret i 1956 og 1965 og i Tyskland med München radio-underholdningsorkester ved en festival i 1963 i Belgien med Det flamske radioorkester, Bruxelles 1967

Aage Voss' tro "følgesvend" gennem årene var altsaxofonen fra Julius Keilwerts værksted i Nauheim, det var model "The New King" nr. 11976 fra 1938. Saxofonen blev totalskadet i 1955, den kom i klemme under et flygel under en turné med underholdningsorkestret. De må tage til byen og udvælge et nyt instrument, foreslog direktør F. E. Jensen. Men Aage havde en anden løsning og bad om at få saxofonen hovedrepareret. Marno Sørensens fremragende mestersvend Martin Meinel klarede opgaven med bravur.

Aage Voss assisterede i Radiosymfoniorkestret og spillede saxofonstemmen i Alban Bergs violinkoncert med Sergiu Celibidache som dirigent. Til så stor tilfredshed at Celibidache i 1976 ringede fra Stuttgart og bad Aage Voss medvirke ved seks koncerter i Tyskland (der var ingen saxofonister i Tyskland han kunne bruge). På grund af en misforståelse i Danmarks Radios musikafdeling blev engagementet desværre ikke til noget.

Af de utallige grammofonplader Aage Voss har medvirket til er der bl.a. indspilninger med Kai Ewans, Svend Asmussen, Leo Mathisen, Peter Rasmussen, Aage Juuel Thomsen og Matadorerne. Som solist skal nævnes:

- Ronald Binge: Koncert for saxofon og orkester, optaget den 3. november 1968 i Stuttgart med Sydtysk Radio orkester, dirigent komponisten
- Georges Bizet: Agnus Dei for saxofon og orgel, optaget i Sct. Marie kirke i Helsingør i 1978.

Aage Voss assisterede i Radiosymfoniorkestrets turné til Østrig 1982. Om koncerten i Wien skrev Politikens musikanmelder Robert Naur om udførelsen af Ravels Udstillingsbilleder: "En dejlig oplevelse synes jeg. Mester Caridis er ikke mand for at skabe den enorme bredde i klangen, men han fik fine ting undervejs. Også et magisk øjeblik. Det var da Aage Voss på sin Alt-saxofon blæste "Il veccio Castello", en natlig kærlighedserklæring i toneart cirka gismol. Voss er med sine 70 år i pension fra Radiounderholdnings-orkestret. Han blæser denne berømte solo med en serafisk gennemlyst klang og formår at udtynde sin tone, så erklæringen står og dirrer i luften. Jeg har aldrig hørt denne solo skønnere spillet."

På Det kgl. Danske Musikkonservatorium virkede Aage Voss som vikar for Winstrup Olesen fra 1957-1959. Aage Voss overtog stillingen som kvotadocent fra 1960 til 1981 hvor Aage Voss fyldte 70 år og gik på pension. Men da der manglede en elev at færdiguddanne fortsatte han som timelærer til juni 1982. Men eleverne var gået til rektor og forlangte deres gamle lærer tilbage, så i 1984 begyndte han sin undervisning igen. Aage Voss sluttede så definitivt sin undervisning på konservatoriet i 1988.

Aage Voss har været alsidig som musiker. Først som jazzmusiker, derefter som symfoniorkestermusiker. Også som kammermusiker virkede han. Det første faste ensemble han medvirkede i var Kisbyes saxofon-kvartet (1949-1957) Paul Strøbech Kisbye sopransax, Aage Voss altsax, Holger Nathanson tenorsax og Elton Groth Gelker barytonsax. Denne kvartet virkede i mange radioudsendelser. "Saxofonkvartetten" (1977-1979) med Ole Jensen sopransax, Aage Voss altsax, Michael Petersen tenorsax og Verner Jensen barytonsax medvirkede blandt andet i en fjernsynsudsendelse i 1978 og i en foyerkoncert i Radiohuset i 1979.

I Blæsertrioen af 1969 virkede han både med klarinet og saxofon i et ugentlig sammenspil i 22 år, hvor det meste af det store repertoire af nyere musik blev gennemspillet.

I 1992 måtte det desværre slutte på grund af en gammel håndskade. En musiker-karriere, længere og mere indholdsrig kan der vanskeligt berettes om. Aage Voss holder 85 års fødselsdag medens disse linier skrives og må nu desværre nøjes med at lytte til de talrige mange bånd han har indspillet gennem årene.

© Verner Jensen, Skovlunde, September 1996
Tryk i Saxofonbladet nr. 11 - Vinteren 1996. Citater fra Saxofonbladet skal kildeangives. Artikler, eller dele deraf, må kun offentliggøres med redaktionens skriftlige tilladelse.

Tags: Aage Voss, Verner Jensen

af Verner Jensen
Fra Saxofonbladet nr. 3 - 1994 

Det hele begyndte i Belgien

I 1815 grundlagde den belgiske instrumentmager Charles Joseph Sax sit værksted i Brussels. Han var den første, der forsøgte at fremstille fagotter med et lukket klapsystem. I 1842 tog han belgisk patent på en metalfagot med dette system. På samme tid tog han patent på et enkelt bladmundstykke for fagot, et klarinetlignende mundstykke, som viste sig at blive en fiasko. Hans søn, Adolphe Sax, født i Dinant i 1814, blev også instrumentmager. Han eksperimenterede, ligesom faderen, med metalfagotter med lukket klapsystem.

Det er nærliggende at tro , at det er faderens og hans egne fagot-eksperimenter med det lukkede klapsystem, der har ført til hans egen opfindelse, Saxofonen, og ikke som almindeligt antaget, basklarinetten, der som bekendt er et instrument med cylindrisk boring (i modsætning til Adolphe Saxofonen og fagotten der har en konisk boring -red.).
I 1838 begyndte Adolphe Sax at arbejde med sit nye instrument. Disse arbejder fuldførte han i 1841 og det nye instrument fik navnet Saxofon.

I begyndelsen af juni 1842 rejste Adolphe Sax til Paris. Han medbragte flere af sine nykonstruerede instrumenter bl.a. en bassaxofon. Adolphe Sax og hans nye instrument blev vel modtaget på konservatoriet og hos komponisten Hector Berlioz og fra oktober tog Adolphe Sax fast bopæl i Paris.

I 1843 grundlagde Adolphe Sax sit instrumentværksted under navnet "Adolphe Sax et Cie" og fremstillingen kunne begynde. Saxofonerene blev fremstillet som en hel familie med betegnelserne: sopranino, sopran, alt, tenor, baryton, bas og kontrabas, ialt 14 størrelser. Disse blev delt i 2 grupper, Eb og Bb stemning for blæserorkester og C og F for symfoniorkestre. Af denne store saxofonfamilie har stort set kun instrumenterne i Eb og Bb overlevet: sopran-, alt-, tenor- og barytonsaxofoner.

Adolphe Sax gav koncerter

I slutningen af december 1843 gav Adolphe Sax en koncert i sit værksted med sine egne instrumenter. Den første offentlige koncert med saxofon fandt sted dem 3. februar 1844 i Paris. I en sekstet af Hector Berlioz "Hymne Sacre" spillede Adolphe Sax selv bassaxofonstemmen.

Saxofonens udvikling

Adolphe Sax var en fortræffelig og Alsidig instrumentmager. I løbet af nogle få år efter hans ankomst til Paris, havde han ry for at være byens bedste instrumentmager. Forinden havde han fået udmærkelse i Belgien, bl.a. viste han på en udstilling i 1835 en klarinet med 24 klapper af eget system. En ny model basklarinet, viste han i 1836, ligesom han foretog forbedringer på fløjter og fagotter. Hertil kommer så hans egne opfindelser som saxhorn, saxtromba og saxtuba. Forbavsende er det at se, hvor lidt der er blevet forbedret eller ændret på den første saxofon Adolphe Sax fremstillede til den nyeste model.

Omfanget var mindre på de første saxofoner, i dybden kun til H mod nu B, for barytonsaxofonens vedkommende til A. Mange af de andre tidligere store saxofoner havde helt op i 1920´erne kun klapper til højt Eb, sopran, alt og tenor havde som højeste klap F indtil man efter 2. verdenskrig tilføjede en F# klap og for enkelte fabrikanter også højt G klap. De 2 sidstnævnte er ikke uundværlige, for saxofonens normal-omfang kan jo som bekendt forøges med fra een til halvanden oktav ved hjælp af særlige flageoletgreb - vanskeligst på sopransaxofon og lettest på barytonsaxofon.

Havde der ikke i Paris været så mange intriger mod Adolphe Sax og havde han selv været en bedre forretningsmand, så havde han kunnet fremstille en mere udviklet saxofon. Efter sin sidste konkurs fortsatte han, trods sin dårlige økonomi, med sin forskning og i 1880 indgav han et patentforslag, der bl.a. indeholdt: 1) forlængelse af korpus for at kunne opnå dybt Bb og A. 2) Klapper for højt F# og G. 3) Forskellige oktavklap-systemer. 4) Ind- og udvendig galvanisk behandling med kobber med efterfølgende behandling med guld, sølv eller nikkel. Nu blev det imidlertid hans konkurrenter, der kom med forbedringerne.

I 1886 udtog L'association generaleParis, patent på F#-klap nr. 2 og på ruller mellem taster. I 1887 tog Evette et Schaeffer patent på en Bb-klap (venstre pegefinger) og Lacomte et Cie tog i 1888 patent på en automatisk oktavklap. I begyndelsen af 1900-tallet kommer så dyb Bb-klap, hjælpegreb til højt F og C sidegreb for højre hånd.

F. Combele´s "Grande Méthode Moderne" fra 1910 viser at grebtabellen endnu ikke har automatisk oktavklap og ruller mellem tasterne, disse ruller bliver almindelige omkring 1920.

Omkring 1937 bliver tasterne for venstre hånds lillefinger Bb, H, C# og G# lagt mere bekvemt om. Her fremkommer så samtidig den store forbedring at G# i forbindelse med Bb, H eller C# bliver automatisk virkende. Der findes ældre saxofoner i brug uden denne automatik. Lad instrumentmageren ordne denne lille sag blot ved at lodde en plade under G#.

Til de seneste forbedringer hører så barytonsaxofonens efterhånden uundværlige dybe A samt en indstillelig tommelfingerstøtte. Adolphe Sax havde på sin første saxofon 19 klapper, den moderne saxofon har 25 klapper inklusive højt F#, uden dybt A, heraf er de 12 klapper åbne, de 13 klapper lukkede i grundstilling.

Saxofonens overfladebehandling

På et punkt er det gået tilbage i tidens udvikling: saxofonens overfladebehandling. Tidligere var forsølvning, oftest i en mat sandblæst udgave, den mest almindelige udførelse, man havde så en billigere udførelse, fornikling, som man gik bort fra på grund af uheldig indvirkning på klangen. Så havde man også den fremragende forgyldning, der både var smuk og fantastisk holdbar. Men forgyldning var en dyr proces: Først en forkobring, derefter en forsølvning og til sidst to gange forgyldning. Det måtte blive en fordyrelse af instrumentet, men markedets dyreste saxofon burde i dag have denne overfladebehandling. I dag kender vi stort set kun den langt billigere og mindre holdbare guldlakering, dog i nogle tilfælde i forbindelse med forsølvede klapper.

Hvor skulle saxofonen anvendes?

I symfoniorkesteret har saxofonen kun optrådt lejlighedsvis, fast medlem af symfoniorkestrets instrumentarium opnåede den aldrig at blive. I harmoniorkestret derimod fik saxofonen hurtigt fodfæste. Her var den som skabt til at danne bindeled mellem messingblæsere og træblæsere. Adolphe Sax blev udlært som instrumentmager hos sin fader, samtidig studerede han på konservatoriet i Brussels (fløjte og klarinet). Som uddannet musiker var det derfor naturligt, at Adolphe Sax blev professor i saxofon på konservatoriet i Paris, hvor han virkede fra 1857-70. Lidt mærkeligt ser det ud, at undervisningen på konservatoriet i Paris blev indstillet i 1870 og ikke genoptaget før i 1942. Saxofonen der blev så venligt modtaget ved sin fremkomst, blandt andre af komponisterne Kastner, Halévy, Berlioz, Mayerbeer og Bizet, blev på det nærmeste glemt igen.

Men saxofonen kom igen

Ved jazzens fremkomst fik saxofonen i begyndelsen af 1900-tallet sit store gennembrud. En redegørelse herom vil jeg lade ligge, en speciel artikel "Saxofonen og jazzmusik" må der til her. Ensembler med saxofoner

Omkring 1885 startede de tre brødre Kohlert i Graslitz deres eget orkester med 24 saxofonister. Dette var formentlig det første rene saxofon-ensemble. I USA indspillede "The American Saxophone Band" i 1907 en grammofonplade. Andre tidlige ensembler var "The Brown Saxophone Sextet" omkring 1910 og kvintetten "Bickford Family" i 1917 og i 1920´erne var der "Wiedoeft´s Saxophone Ensemble" og kvartetten "Radios Famous singing saxofonen". Disse ensembler spillede udelukkende underholdningsmusik og transskriptioner af klassisk musik.

I Berlin var Gustav Bumcke lærer på Sterns Konservatorium, her startede i 1912 et saxofon-orkester. Han var også stifter af "Den tyske saxofonkvartet", hvor han selv spillede barytonsaxofon og hans datter Ingrid Larssen altsaxofon.

Da saxofonundervisningen i 1942 blev genoptaget på konservatoriet i Paris, var det med Marcel Mule som professor. Marcel Mule var medlem af "Musique de la Garde Républicaine". Her havde han i 1929, sammen med andre medlemmer af garden, startet "Quatuor de la Garde Republicaine", en kvartet bestående af sopran, alt, tenor og barytonsaxofon. Denne kvartet var den første af sin art, der fremførte originale værker skrevet for saxofonkvartet og selvom man i den første tid måtte klare sig med transskriptioner, begyndte komponisterne snart at skrive for denne kvartet. Mange af saxofon-litteraturens bedste værker er at finde inden for denne efterhånden meget store kvartet-litteratur. Som hovedværker må regnes kvartetter af: G. Pierne, A. Desenclos, J. Rivier, A. Glazounow, E. Bozza, Florent Schmitt, J. Françaix, J. Absil og Gordon Jacob. En anden Saxofonkvartet-sammensætning er den som især amerikanske og tyske komponister bruger: 2 alt, 1 tenor og 1 barytonsaxofon, men her er repertoiret både mindre og dårligere.

Andre ensembler med saxofon

Når saxofonen bruges sammen med andre instrumenter i kammermusik er det først i de senere år, at der er opstået et ensemble, hvortil der er komponeret mange værker: Rørblæserkvartetten. Den består af obo, klarinet, saxofon og fagot. I løbet af et kvart århundrede er der opstået et ret anseligt repertoire for denne kvartet. Et udvalg af disse kvartetter skal nævnes: Alain, Abbott, Ole Buck, Marc Cecconi, Marcel Goldman, Johannes Hansen, Henk Keizer, Alain Louvier, Jan Maegaard, Boris Mersson, Ted Ponjee, Kjell Roikjer, Joep Straesser og Flemming Weis. Af andre instrumentsammensætninger kan nævnes: saxofon og strygekvartet med værker af bl.a.: A. Stallaert, L. Stein, E. Moritz, S. Degastyne og Will Gay Bottje. En sekstet skal nævnes: Saxofon og blæserkvintet med værker af bl.a.: E. Hagerup Bull, M. Eychenne, W.S. Hartley, Henri Tomasi, P.M. Dubois og Hermann Grabner. Et af kammermusikkens bedste værker med saxofon må her nævnes: Racconto nr. 1 af Jørgen Bentzon for fløjte, altsaxofon, fagot og kontrabas.

Saxofonen i Danmark

De første saxofoner kom til Danmark i 1903. 4. Regiments musikdirigent, løjtnant Norup, gjorde i 1903 en stor indsats for saxofonens indførelse i regimentet, idet han anskaffede 4 saxofoner fra den belgiske instrumentfabrik Mahillon i Brussels. Regningen lød på: 1 sopransaxofon i Bb, kr. 173,-, 1 altsaxofon i Eb, kr. 200,-, 1 tenorsaxofon i Bb, kr. 208,-, 1 barytonsaxofon i Eb, kr. 248,-.

Saxofonens indførelse i regimentet lykkedes ikke og i 1904 blev forsøget opgivet, instrumenterne findes nu på musikhistorisk museum.

Orkesterforeningen fik sit første saxofonist-medlem i 1910, K. Søholt Andersen. Fra årene 1919-23 stammer de første saxofonister med retaurations-engagementer: Knud Jensen, Marno Sørensen, Charles Høeg, Valdemar Eiberg, Kai Ewans og Christian Hansen.

Københavns kommune begyndte i 1931 at afholde koncerter i Fælledparken. Et harmoniorkester på 70 musici blev ledet af F. Hemme og fra 1933 af Johan Hye Knudsen. Dette orkester havde en saxofon-gruppe på to sopran-, to alt-, to tenor- og to barytonsaxofoner.

Et særsyn er det at Den kgl. Livgardes musikkorps på 36 musici ikke har en saxofongruppe. Tilsvarende orkestre f.eks. i både Norge og Sverige har saxofongrupper. Knudåge Riisager gjorde i sin rektor-periode på Det kgl Danske Musikkonservatorium et stort arbejde i samarbejde med konservatorielæren Aage Voss for at få indført saxofoner i Livgardens Musikkorps, men uden held.

Forsøget i 4. Regiment i 1903 var på forhånd dømt til at skulle mislykkes, skulle man tro. Man indførte en ny type instrumenter, som var ukendt her i landet, Danmark havde på det tidspunkt ingen saxofonister, så resultatet af en hurtig omskoling har jo nok været derefter.

Dette negative 4. Regiment-forsøg kan muligvis have haft indvirkning på Livgardens Musikkorps, som herefter heller ikke har ønsket at optage disse instrumenter.

I dag kunne disse saxofon-stemmer besættes med overordentligt kvalificerede musikere og hvis det engang skulle lykkes at få en saxofon-gruppe placeret i dette orkester, bliver der ligesom mere mening i at uddanne klassiske saxofonister, som så efter endt uddannelse kunne konkurrere sig ind i disse stillinger.

På det kgl. Danske Musikkonservatorium indførte man i 1934 saxofon-undervisning. Den første lærer var den tyske saxofonist Sigurd Raschèr, han var lærer fra 1934-38. Winstrup Olesen var lærer fra 1940-59 og fra 1960 har saxofonisten fra DR´s underholdningsorkester Aage Voss varetaget undervisningen på bedste måde.

Epilog

Adolphe Sax, dette dygtige og initiativrige menneske, døde fattig næsten 80 år gammel i 1894. Han havde i sit liv megen modgang, og sine opfindelser havde han aldrig forstået at udnytte økonomisk. At saxofonen skulle få en så enorm udbredelse, havde Adolphe Sax sikkert aldrig drømt om. At den store udbredelse så kom i en helt anden sammenhæng end hans egen oprindelige ide med instrumentet, kunne han jo ikke vide noget om.

© Verner Jensen. Artiklen er første gang trykt i "Dansk Musiker Tidende" (Dansk Musikerforbunds medlemsblad) og i Saxofonbladet nr. 3 - Maj 1994

Tags: Adolphe Sax, Aage Voss, Verner Jensen, Sigurd Raschèr