Det kan godt være lidt svært at bevare overblikket over Rampone & Cazzanis mange modeller og varianter. Til en start er der fire serie med varierende antal modeller og så er der de mange muligheder for finish. Vi skal forsøge at skabe lidt overblik.

Super
„Super“ er navnet på basismodellen. Den findes som buet sopran, lige sopran, alt, tenor, baryton med dybt Bb og baryton med dybt A.

Deluxe
Næste model hedder „Deluxe“ og findes i buet sopran, lige sopran, alt og tenor.

R1
Titlen på næste model er hentet fra det faktum at Rampone på en gang er et gammelt og et meget nyt firma R1 (Rampone1) er Zolla familiens bud på en ny tids R&C saxofoner. R1 findes som sopranino, lige sopran, semi-buet sopran (saxello), buet sopran, alt, tenor og baryton.

R1 Jazz
R1 Jazz er en modificeret udgave af R1 der laves af messing med en højere andel af kobber, det såkaldte „Red brass“. Den laves i lige sopran, semi-buet sopran (saxello), buet sopran, alt, tenor og baryton.

Hjææælp! Hvor skal jeg starte?

Jeg tror ikke vi generer nogen, ved at sige, at man skal starte med at glemme ’Super’ og ’Deluxe’. Det er udmærkede instrumenter bevares, men det er R1’erne der er interessante.

R1 eller R1 Jazz…en smagssag - der er dybest set tale om det samme instrument med en klanglig variation (det skal dog siges at vi ikke havde lejlighed til at prøve så mange R1’ere, men det var vores indtryk).



Således kogt ned til to modeller – og lad os bare koncentrere os om R1 Jazz – kan vi begynde at kigge på det væsentlige: hvordan spiller de? Det første kvartet havde vi det lidt svært. Det virkede lidt tungt, det sagde ikke så meget, lidt støvet. Vi begyndte så småt at overveje hvilke pæne ting vi kunne sige til Claudio…men så skete der noget. Instrumenterne åbnede sig op og afslørede en fyldig, varm og utrolig mange facetteret klang. En klang der på ingen måde minder om de saxofoner vi almindeligvis omgiver os med. Her var ikke skyggen af reference til Selmers Mark VI – derimod var de gamle amerikanske saxofoner som Buescher og Conn ikke så langt væk. R&C har det til fælles med de gamle amerikanere (som R&C i øvrigt samarbejdede med i gamle dage) at de benytter en anden boring end den man siden begyndte at bruge hos Selmer o.a.

Rampones saxofoner har en usædvanlig tyk boring generelt og i særdeleshed mod buen. Det giver en anderledes modstand i toneproduktionen, en modstand der giver musikeren en anden type kontakt med lyden, men som også giver et andet intonationsmønster end man finder ved f.eks. Selmer. Intonationen var til at starte med noget Kasper med et klassisk set-up havde svært ved at få til at fungere, mens Florián med et jazz-setup’et ikke oplevede som noget stort problem. Efter nogen tid fik Kasper det til at fungere bedre, men det var oplevelsen at et Selmer C* ikke er det mest velegnede mundstykke til R&C’s saxofoner, der sikkert i klassisk sammenhæng vil have det bedre med et barrel chamber mundstykke som f.eks. Otto Link ebonit eller Raschèr mundstykker.

Det store udvalg af sopransaxofoner påkalder naturligvis opmærksomheden; hele tre forskellige slags; lige, semi-buet og buet - og vi skal hilse og sige at der er stor forskel. Måske er det ikke så overraskende mellem den lige og den buede, men at den semi-buede har en så egen personlighed var en overraskelse. Konservative Kasper var gladest for den lige mens Florián havde en forkærlighed for den buede - den semi-buede forvirrede os vist lidt, måske med lidt bedre tid. I den korte tid vi havde blev den ved at virke lidt ufokuseret.



Altsaxofoner prøvede vi flere eksemplarer af og her stod det klart for os hvor stor indvirken de forskellige overflade behandlinger har. En guld og en sølv alt af samme model viste sig at have helt forskellige karakterer – også mere end vi tidligere har oplevet, måske fordi guldsaxofonen ikke er forsølvet først.

Tenorsaxofonen vi prøvede var en lækkerbisken i guld, med en klang der var lige ved at gøre turen utilsigtet bekostelig. Men helt slemt blev det da Kasper prøvede barytonsaxofonen…det tog noget tid at finde sig til rette, for det må være verdens længste baryton-hals (se billedet), men da det var på plads måtte Kasper klynge sig til at det ikke kunne nytte noget med en baryton uden dybt A i klassisk sammenhæng…og andre undskyldninger, for her var en barytonklang i en helt egen klasse. Måske nok ikke den ideelle baryton at komme hjem til en Selmer kvartet med, men…hold da op hvor en kæmpeklang!

Det fører forvidt at gå i detaljer med de mange variationer af overfladebehandlinger som R&C tilbyder, men der er mulighed for at kombinerer lak, sølv, guld, poleret/sandblæst og en ’vintage’ overflade. Disse kan så bestilles i div. kombinationer på kroppen, schallstykket, indersiden af schallstykket, mekanikken og halsen…pyh! Man kunne forvente at mange ædelmetaller afsætter spor i prisen, men faktisk er Rampone & Cazzanis saxofoner ikke dyrere end det øvrige marked. En R1 Jazz står i Danmark til en kontantpris på ca. 26.000,- hvilket synes meget rimeligt.

Det var meget spændende at prøve en saxofon der meget selvstændigt insisterer på en egen æstetik, men også vanskeligt fordi de nedarvede idéer om hvad en saxofon er, står i vejen. Der er dog ikke nogen tvivl hos os om, at Rampone & Cazzani er et absolut seriøst alternativ for den søgende saxofonist der ikke kan stilles ved de konventionelle saxofoner.

Tags: Kasper Pihl, Florian Navarro, Rampone & Cazzani

Af Florián Navarro og Kasper Hemmer Pihl
Foto: Kasper Hemmer Pihl

„Benvenuti nel paese della musica“ står der på skiltet - velkommen til musikkens by - en velkomst der kan virke overraskende ovenpå den lange siksak tur op ad bjergsiden, hvor det ene maleriske landskab efter det andet har åbenbaret sig for bilens passager (føreren havde andet at tage sig til). Det er ikke just musik, koncertsale og den slags der falder en ind og vidste vi ikke bedre ville vi måske have trukket på smilebåndet. Men der er såmænd ikke noget at smile ad, for her ca. 800 meter over havets overflade ligger de driftige landsbyer Quarna Sotto og Quarna Sopra (hhv. nedre og øvre Quarna), byer der trods deres lidenhed har huset en markant instrumentfabrikation og ikke mindst huset de to saxofonfirmaer Grassi og Rampone & Cazzani. I dag er Grassi lukket og R&C står tilbage med en stolt arv og tradition - et af de få steder i verden hvor saxofonerne laves pr. håndkraft og hvor man endnu fremstiller en type saxofoner der ikke hopper og danser for at komme til at ligne Selmers saxofoner fra 50’erne, men har deres helt særlige egenart.

Egidio Forni og onkel Rampone

I begyndelsen af 1800-tallet, lang tid før de nuværende veje var anlagt og tunellerne var sprængt igennem klipperne, foretog Egidio Forni og hans onkel Francesco Rampone den lange vandring fra Quarna Sotto til Milano for at lære sig instrumentmager-håndværket – i første omgang om fløjter, klarinetter og blokfløjter. Det gik dem godt, faktisk så godt, at de i 1847 overtager deres gamle læremesters værksted. På den tid var energi til at drive maskinerne ikke som i dag motoriseret, men i stedet drevet af f.eks. vandmøller – og kilder og små vandfald var der masser af i hjemstavnen hvor der tillige var en stabil og ikke alt for dyr arbejdskraft. Så da Forni og Rampone er blevet herre i eget hus flytter de produktionen tilbage til Quarna, hvor den næste generation i skikkelse af Theodore Rampone overtager. I anden halvdel af 1800-årene vokser Theodores søn Agostino Rampone (1844-97) op og overtager familieforetagenet, som han fører til en storhedstid. Agostino møder Adolphe Sax på instrumentudstillinger og kommer efter alt at dømme godt ud af det med den ellers komplekse opfinder. Således er det Agostino der sidst i århundedet bygger den første italienske saxofon.

Omkring århundredeskiftet er Rampone & Cazzani på et højdepunkt, der desværre vender og frem til 1957 er der tale om et langt forfald, der er lige ved at resultere i en bankerot da firmaet opkøbes af Fernando Daltamerende, der formår at drive firmaet videre med en vis succes. Selvom økonomien således blev reddet på stregen er der stadig lang vej til fordums storhed. Siden 1990 har Rampone & Cazzani været drevet af Zolla familien der nedstammer fra Rampone-slægten. Siden da er produktionen gradvis blevet lagt om til i stadig stigende grad at fokusere på professionelle saxofoner, og selvom der stadig føres skolemodeller i kataloget tegner de professionelle modeller sig i dag for over 90% af produktionen.

Quarna Sotto og Quarna Sopra

De to små byer ligger tæt - så tæt at vidste man ikke bedre ville man tage dem for én by - men det ville være en stor fejl! Indbyggerne i de to byer taler forskellige dialekter og det er almindelig viden på egnen at folkene fra Quarna Sopra er højere end de der stammer fra Quarna Sotto… Vores hotel lå øverst oppe i Quarna Sopra hvorfra der næste morgen åbenbarede sig et usædvanlig malerisk udsigt (og der var højt ned!). Nede i Quarna Sotto ligger Rampone & Cazzanis fabrik hvor vi tages imod af Claudio Zolla. Zolla familien nedstammer fra Ramponerne og Claudios far købte i 1990’erne fabrikken med den ambition, at ændre produktionen fra primært at have bestået af lavpris saxofoner til en specialiseret virksomhed hvor kvalitet og håndværk var i centrum. Claudio er altså 2. generation i det nye dynasti – og han går op i saxofoner og alle produktionsled med en meget smittende entusiasme.

Alessofono

Det første vi ser er fabrikkens udstillingsrum, hvor R&C’s mange modeller står på rad og række. Vi skal egentlig ikke igennem sortimentet nu, men vore øjne kan ikke slippe et meget specielt instrument: en sort saxofon med en højst usædvanlig formgivning, en ’Alessofono’. Så inden vi bevæger os rundt i fabrikken forklarer Claudio os om det særlige samarbejde R&C har haft med det berømte italienske designstudie Alessi. Alessi ville gerne prøve kræfter med et musikinstrument og Alessofonen blev resultatet. Instrumentet adskiller sig på mange måder fra den vanlige saxofon – mest bemærkelsesværdig er halsens usædvanlig flade vinkel, der betyder at alten (for sådan en er det nemlig) kommer ’ned til’ hænderne som var det en tenorsaxofon. Men vigtigere er den markante klanglige forskel som halsen er en vigtig faktor i. Andre saxofoner, som f.eks. Buffet, har arbejdet med fladere vinkler på halsen, men ikke noget der kommer i nærheden af dette. Tasterne er også usædvanlige ved, at der i stedet for den normale runde tast er en aflang stang med tre fordybninger så tasterne passer til flere forskellige størrelser hænder.

En saxofonfabrik…

Efter at have fortabt os i Alessofon’en (som siden skulle vise sig at spille overraskende godt!), bevægede vi os nu ind i de hellige haller, hvor selve produktionen foregår. Det første rum vi kommer ind i har fem-seks arbejdsbænke hvor der samles saxofoner samt en mængde saxofonkroppe der står i papkasser rundt omkring. På andre hylder står gamle frugtkasser fyldt med forskellige smådele. Claudio er egentlig på vej til at føre os videre, da hans yngre bror komme med en stor pose. Det er saxofoner der har været i Omegna, byen for foden af bjerget, hvor de er blevet forgyldt og forsølvet. Mens vi beundrer de meget smukke instrumentkroppe fortæller Claudio at det endnu er almindeligt at der rundt om i byen sidder folk og arbejder privat for fabrikken. De kommer og henter dele, f.eks. mekanik der skal have puder sat i eller andre mere elle mindre krævende opgaver og kommer så fra tid til anden for fabrikken med de samlede dele og får en ny pose med hjem – og sådan har det været i generationer. På selve fabrikken arbejder omkring 20 personer, men mange flere er beskæftiget med produktionen af saxofoner i byen.



Efter at have dvælet ved de funklende nye saxofoner er det en skarp kontrast at se hvor det starter. Vi bliver ført gennem yderligere et rum før vi når til begyndelsen: en messingplade. Nå ja, det var vi vel egentlig ikke så overraskede over, men alligevel synes den rå og meget fjern fra de færdige instrumenter vi lige havde beundret. Som øjnene justerer sig, ser de lidt efter også skønheden i det rå ubehandlede materiale. Claudio forklarer os om deres arbejde med leverandørene om at opnå netop den legering de har fundet frem til egner sig bedste til Rampone-lyden. Og så går vi til værks; det første der sker er at man bruger en ’dima’ (1), en skabelon til hals, krop og schallstykke.

Det flade stykke metal bukkes om

og loddes sammen.


Det synes umuligt at det ombukkede - men stadig flade - stykke metal skal kunne blive til en smuk saxofon, men så begynder den mere hårdhændede del af processen.



Først åbnes schallstykket ved små slag mod en træplade indtil det er åbent nok til at komme over en metalform der er monteret på en træstub. Her bearbejdes den slag for slag af en tålmodig instrumentmager med en træhammer indtil overfladen er helt jævn og glat. Kroppen få en lidt mindre personlig behandling. Metalemnet indføres i en maskine hvor en stålform presser kroppen i form i et torturlignende instrument. For at også ydersiden skal blive helt jævn placeres en plade i et blødere metal med et hul der passer til kroppens tynde ende forneden. Når kroppen bliver udformet udvides metalpladen på ydersiden og sikrer at både yder- og inderside bliver helt jævne.

Før kroppen kommer videre i systemet får den et serienummer stemplet på (6).


Næste trin er tonehullerne. Først skæres der ovale huller ud



og der placeres en rund metalkugle, der er lidt større end hullet, på indersiden af røret. I kuglen er der fastgjort en bolt der stikker ud gennem hullet, kuglen skrues ud og trækker derved et tonehul op (hvis du tager et kig på din saxofon forstår du sikkert hvorfor hullet skal være ovalt, da der jo skal tages højde for rørets krumning). Udtrækningen af tonehullerne foregår mens hovedrøret er fastgjort i en maskine.



Efterfølgende planslibes tonehullerne (9).



Mekanikken består jo som bekendt af myriader af smådele, men mange af dem er jo sat sammen af endnu mindre dele…suk. Der loddes altså en hel del for at få alle delene til en saxofon. Dels er der mekanikkens mange dele, men de skal jo sidde fast på noget, så derfor loddes der søjler mv. fast på saxofonkroppen.



Mekanikkens dele loddes…



og til sidst poleres det hele manuelt.



R&C’s logo graveres med en pantograf (13),



men ellers er gravering det rene håndarbejde og et punkt Rampone & Cazzani gør meget ud af. Først optegnes det ønskede mønster på schallstykket med blyant.



R&C laver mange forskellige mønstre og udfører også jævnligt særligt bestillingsarbejde - det er tydeligvis en af Claudios passioner og han fremviser os stolt (med rette) de rene mesterværker, i nogle tilfælde er hele saxofonen dækket af graveringer.

Når mønsteret er tegnet begynder et møjsommeligt arbejde; i en minutiøst vuggende bevægelse graveres der efter mønsteret. På billeder herunder ses en saxofon hvor halvdelen af schallstykket er graveret færdigt og det færdige resultat.



Saxofonerne samles på fabrikken, men før de når så vidt er de i byen Omenga der ligger for foden af bjerget. Her bliver saxofonerne forsølvet eller forgyldt. Som noget ganske særligt har Rampone & Cazzani udviklet en metode, til at forgylde saxofonerne uden først at forsølve dem (hvilket normalt regnes for nødvendigt). Der føres en masse forskellige varianter af overfladebehandlinger og de mange kombinationsmuligheder for behandling af saxofon, mekanik, inderside af schallstykke etc. etc. gør at vi nærmest ikke ser to saxofoner der er ens - altså ikke bare lidt forskellige, men helt forskellige. Det er enten noget rod eller fantastisk charmerende, alt efter temperament. Vi fandt det bestemt charmerende - men det betyder også at det at købe en R&C saxofon er en kompliceret sag; det er ikke gjort med bare at vælge den i bunken man synes bedst om, nej man bliver aktivt nødt til at spørge sig selv præcis hvad det er man leder efter. For alle saxofonerne har kvaliteter, som det er nemt at beslutte sig for, at man ikke kan leve foruden… Et meget positivt problem skulle man mene.

Claudios passion for selv den mindste detalje er smittende og man gribes nemt af hans begejstring når han f.eks. stolt fremviser en tommelfingerstøtte (venstre hånd) med indlagt perlemor – det har vi ikke set før. Og sådan kunne vi blive ved. Det er forfriskende at være vidne til så engageret håndværk og det bliver ikke mindre behageligt af den enkle men fantastisk velsmagende frokost vi spiser på restauranten på den anden side af torvet. Saxofonisterne Emanuele Cisi og Laurent Estoppey er stødt til og det er tanken at vi efter frokosten skal have os en saxofonist-snak med de to Rampone & Cazzani-musikere. Interviewet med Emanuele Cisi kan læses her.

Efter både god mad og hyggelige samtaler fik vi også lejlighed til selv at prøvespille instrumenterne – læs også spilletesten.

Film om produktionen:

Tags: Kasper Pihl, Florian Navarro, Claudio Zolla, Grassi, Alessofono, Rampone & Cazzani

Af Stefan Baur

Hvis man ikke allerede har bemærket instrumentbyggeren Benedikt Eppelsheim fra München er det nu på høje tid. Han har lavet indtil flere helt nye konstruktioner af saxofoner og klarinetter hvoraf den vel nok mest kendte er Tubax’en, konstrueret i 1999, som har samme toneomfang og greb som en kontrabassaxofon i Eb (en oktav under baryton saxofonen). Tilsvarende har han bygget en Tubax i Bb svarende til en subkontrabassaxofon og dermed en oktav under bassaxofonen. Dette instrument var planlagt for 150 år siden af Adolphe Sax men først realiseret nu!

Tubax’en er konstrueret på anden vis end en almindelig kontrabassaxofon og heri ligger det helt enkle men geniale og store fremskridt. Boringen i instrumentet er smallere og i Eb udgaven starter og slutter boringen med samme mål som barytonsaxofonen, men da den klinger en oktav dybere er røret dobbelt så langt. Dette betyder at instrumentet kan spilles med et almindeligt baryton mundstykke. Den logiske konsekvens er at stigningen på røret – konus – er tilsvarende mindre. Dette har en vis akustisk betydning, klangkarakteren er anderledes og volumen mindre. Samtidig medfører det smallere rør at man skal bruge mindre luft og at instrumentet er mere fleksibelt og overraskende let at spille på. Det imponerende er at det er fuldstændig uproblematisk at bevæge sig rundt i hele registret på dette instrument. Selv i det allerdybeste leje er det nemt at spille meget svagt.
En anden landvinding ved instrumentet er dets størrelse. Tubax’en er kun 114 cm høj. Et forhold der kommer sig af at røret er bøjet 4 gange mod normalt 2 gange. Dette gør instrumentet væsentligt mere håndterbart end kontrabassaxofonen og med en vægt på kun 9.5 kg.

Tubax’en er udstyret med en ekstra oktavklap der gør at man ikke behøver at overblæse de første toner over det normale register men kan bruge reelle greb. Således udvides registret til hvad der normalt ville være flageolet d.

Når man taler med musikere om deres oplevelse med instrumentet er der faktisk udelt begejstring. Der er bred enighed om at instrumentet er en fantastisk nyskabelse, at det er egalt, stemmer godt og er forbavsende let at spille på. Benjamin Koppel har netop indspillet med den amerikanske jazz pianist Paul Bley og han er meget begejstret for Tubax’en. ”Som saxofon kan den nogle helt unikke ting. Den har en meget fokuseret tone og minder for så vidt meget om barytonen rent dynamisk. Den har bare et helt andet register at gøre godt med. Samtidig skal man ikke kæmpe med egaliteten som man skal på en bassaxofon. Man kan spille helt ubesværet rundt i hele registret og det gælder også det register der tilføjes med den ekstra oktavklap. Helt op til flageolet e fungerede fint for mig.”

En anden jazz saxofonist Morten Carlsen er forundret over hvor godt Tubax’en stemmer og efterlyser at man kan efterligne den smallere boring på eksempelvis alt og tenor for at opnå samme gode intonation og egalitet. ”Tubax’en er en helt fantastisk nyskabelse. Der er utrolig mange muligheder i det her instrument som endnu er helt uudforsket.”

Jeannette Balland tilslutter sig helt at instrumentet er meget spændende. ”Den er en del lettere at spille svagt på end bassen, især i det dybe register, men lyder anderledes. Klangen er mindre saxofonagtig uden at jeg dog finder det problematisk. Dog er jeg i tvivl om hvorvidt man virkelig kan ”sparke til den” på instrumentet, men det bunder muligvis i det begrænsede tidsrum jeg havde mulighed for at prøve det i”.
Jeg har selv haft mulighed for at prøve Tubax’en om end også alt for kort. Jeg spillede på mit eget baryton mundstykke og var virkelig forbavset over hvor fuldstændig uproblematisk det var. Instrumentet reagerede helt umiddelbart og det er svimlende at få en hel oktav foræret nedad i forhold til barytonen. Jeg synes der er en hel fantastisk mulighed for et nyt basinstrument i saxofon familien og jeg håber mange vil benytte sig af muligheden!

For mere information om Tubax’en og andre af Benedict Eppelsheims produkter se hjemmesiden www.eppelsheim.com.

Prisen på en tubax er som følger:

• Eb Tubax 14805,- Euros + VAT, including light case, Saxrax stand, bell bag with basic tools, mouthpiece.
• Bb Tubax 16285,- Euros + VAT, including flight case, stand, bell bag with basic tools, mouthpiece, several necks.

Tak til Peter Jessen for ekspertbistand og til Benjamin Koppel, Morten Carlsen og Jeannette Balland for deres indsigtsfulde og musikalske kommentarer.

Tags: Stefan Baur, Tubax, Benedikt Eppelsheim, Morten Carlsen, Jeanette Balland, Benjamin Koppel, Peter Jessen

Af Kasper Hemmer Pihl

”Overfladebehandling er pynt, og har i praksis ingen indflydelse på klangen”

Vi ved jo alle, at ikke to saxofoner er ens. Små variationer i halsen, justeringen mv. kan bevirke, at to saxofoner af præcis samme mærke og model ikke opfører sig ens. Når man så vil definere netop én bestemt overfladebehandlings indflydelse på klangen, er det nærliggende at komme i tvivl om hvorvidt det er lakeringen eller netop det aktuelle instruments karakter der dominerer.

Det er muligt at ovenstående postulat er sandt (eller rummer en sandhed), men det gør livet kedeligere, så derfor vil jeg vælge at afvise det (jeg tror nemlig ikke selv på det).

Min nysgerrighed har altid været pirret, når jeg har set saxofoner med forskellig overfladebehandling/lakering; kobber, bronze, klar lak, sølv osv. osv. Men det kan i Danmark være noget af et problem, at komme til at prøve de mange forskellige muligheder – og prøve dem samlet kræver en god portion held og en god aftale med PakkeTrans. Min nysgerrighed fik endnu et skub, da det gik op for mig, at så at sige ingen producenter (på nær Keilwerth) formulerer noget om de forskellige instrumenters karakteristika. Jeg satte mig derfor for, at forsøge at få et overblik over i hvert fald nogen af de mange muligheder.

Jeg skal understeger på det kraftigste, at jeg godt ved, at vi er ude i noget voldsomt subjektivt. Jeg skal bestræbe mig på ikke at benytte nedsættende adjektiver, men da vi jo er ude i en subjektiv vurdering kan mine præferencer nok ikke undgå at skinne igennem. Det gælder dog, at jeg i denne epistel kun beskæftiger mig med gode professionelle instrumenter. Der er altså ikke tale om en vurdering af de enkelte mærker.

Først lidt baggrundsstof

Saxofoner laves som bekendt af messing, men messing er ikke bare messing. Materialet er en legering af kobber og zink (ca. 60-70 % kobber), og denne legering er af afgørende betydning for instrumentets måde at opfører sig på. Sagen er jo, at ganske vist havde gamle Adolphe Sax ret, da han fastslog at det er luftsøjlens dimensioner der bestemmer klangen som følge af overtonernes struktur i en given luftsøjle – og din mormor vil helt sikkert også bare fastslå at det lyder som en saxofon, hvad enten det er plast eller titanium, men vi der spiller og kender til klangfarver hører væsentlige variationer. Forskellige materialer giver forskellige overtoner mere eller mindre frit løb, ligesom instrumentets evne til at svinge med, spiller en vigtig rolle.

Oprindeligt lavede man messinginstrumenter uden efterfølgende overfladebehandling, men det gav et par væsentlige problemer: Vores sved indeholder en vis mængde syre der angriber messing, for nogle er det ikke noget stort problem mens andre kan ætse en saxofon væk på et par år. Det er i sig selv generende, at saxofonen – bogstaveligt talt – opløses i mellem hænder på os, men det er tillige rasende usundt for kroppen at optage messing. Så det var oplagt at gøre noget ved det. En af de første løsninger var forsølvning; sølv binder fint på messing og er ganske slidstærkt. Guld var en naturligt næste skridt, men guld binder ikke på messing, så man er nød til at forsølve før forgyldningen. Resultatet er et fantastisk smukt instrument, men naturligvis også fantastisk kostbart. Senere forniklede man saxofoner (jeg tænker at der ikke var så stor fokus på nikkelallergi dengang) og siden kom lakeringen til. Lak er nemt at anvende, det er relativt slidstærkt og så er det billigt. Det blev ikke overraskende, hurtigt lakeringen der vandt, men den har aldrig fortrængt de andre muligheder.

Jeg vil også lige opholde mig ved, at vi bevæger os i et grænseland, hvor det i virkeligheden handle om to beslægtede, men absolut ikke ens fænomener: overfladebehandlingen og på den anden side materialevalget. Der laves nemlig også saxofoner af andet end messing. I tidens løb har man med større eller mindre held forsøgt sig med bl.a. plastic, ren kobber, massivt sterling sølv og senest bronze. Det er vigtigt at forstå, at der er forskel på en forsølvet saxofon og en sølv-saxofon. Den første er en messing saxofon der, i stedet for lak (eller andet) har et beskyttende lag sølv, mens den anden har en krop og hals (men sjældent schallstykke) af massivt sølv. Jeg kommer i det følgende til at krydse frem og tilbage mellem de to fænomener (materiale og overfladebehandling), men jeg skal prøve undervejs at gør klart hvilken af delene der er tale om.

Et kig på udbudet i dag

For 10-15 år siden var der ikke så stor fokus på overfladebehandlingen, bevar’s man kunne få saxofoner i sølv, var man rig nok såmænd også i guld. Der fandtes sorte (og lyserøde) saxofoner, men de store firmaer gjorde ikke meget ud af det. Altdominerende Selmer førte kun én model og så kunne man vælge mellem lak og sølv (sort fandtes også men det gik de nu ret stille med). I dag er markedet på alle måder nærmest eksploderet; producenterne har flere forskellige modeller end nogen sinde (selv ellers så ”monoteistiske” Selmer, har i dag et væld af forskellige modeller – Serie II, Serie III, Reference 36 og Reference 54 i alverdens overfladebehandlinger). Der er altså mere end nogen sinde grund til, at interessere sig for detaljerne. Men producenterne har ganske forskellige indgangsvinkler til det, derfor vil jeg forsøge at give et overblik over udbudet, om end jeg i en stor del af tilfældene ikke har personlig erfaring.

Helt overordnet laves der saxofoner af følgende typer:
Klar lak: ikke så meget pjat: messingen poleres op og lakeres. Lakken er forholdsvis slidstærk, men de fleste vil efter et par års normalt brug, have slidt lakken af et eller flere stedet, afhængigt af syreindholdet i éns sved (og mængden af øvning!). Lakeringen påvirker klangen moderat som en dæmpning af messingen.


Sølv (forsølvning): I stedet for lak forsølves saxofonen. Sølv er mere slidstærkt end lak, og alt efter smag og behag også smukkere. Man skal huske at sølv skal pudses (ret ofte) for ikke at blive sort! Der findes to hoved-teser om forsølvning, der er i indbyrdes modstrid:

• Hold A siger at forsølvningen er tyndere end lak og at sølvinstrumenter derfor får en lysere klang med mere frihed til de høje overtoner – altså bringes vi tættere på det rene ikke-behandlede instrument end ved lakeringen.
• Hold B siger, at forsølvningen er tykkere end lakeringen og derfor giver et tungere instrument – Hold B hælder som regel til den opfattelse, at forsølvning ødelægger instrumentet, hvilket dog må siges at være et stærkt subjektivt standpunkt.

Massivt sterling sølv: I modsætning til den forsølvede saxofon, er der her ikke meget messing med i kroppen, som regel laves schallstykket dog i messing da sølvets indflydelse her en minimal (og materialet er jo ret kostbart). Sølvsaxofoner har en meget tung krop der giver en stor modstand i toneproduktionen, men afføder en stor og meget varm klang.

Guld: Her menes forgyldning, da guld er alt for blødt (og dyrt) til at bruge rent. Som før nævnt binder guld ikke til messing hvorfor det er nødvendigt at forsølve før guldet føres på. Det får nogen til at mene, at guld ikke har nogen afgørende indflydelse, da det er forsølvningen der betyder mest. Jeg har kun ganske få gange været i fysisk nærkontakt med en guldsaxofon, men ved de lejligheder var det bestemt ikke en forsølvet saxofons karakteristika jeg fik i tankerne. De guldsaxofoner jeg har mødt har været helt unikke med en fantastisk bredde og klanglig variationsrigdom.
Bemærk at man også bruger at forgylde saxofoner, hvor man har fjernet lakken. Ved denne operation påføres en relativt lille mængde guld, direkte på messingen. Formålet er primært at beskytte det ulakerede instrument, sekundært glæden ved det meget smukke instrument det resulterer i. Denne type forgyldning er ikke slidstærk, og de udsatte del vil gradvist miste forgyldningen (hvilket faktisk kun gør instrumentet smukkere endnu).


Kobber: Ja det er jo nærliggende, at lave en kobbersaxofon al den stund messing jo allerede består af 60-70 % kobber. Mig bekendt er det kun Buffet der har lavet et sådan instrument, nemlig deres ”Prestige” som i dag kun produceres som altsaxofon. Kobbersaxofoner klinger helt exceptionelt varmt og rundt. De foretrækkes ofte af klassiske saxofonister, men det er værd at bemærke, at Selmer i forbindelse med lanceringen af deres nye Mark VI-kopi ”Reference 54” selv fremhæver det høje kobber-indhold i legeringen! Et problem ved kobber saxofonen er, at materialet er noget blødt og derfor relativt nemt får kasseskader o. lign.

Bronze: Yanagisawa slog instrumentverdenen med forbløffelse, da de for et par år siden lancerede en saxofon i bronze. Bronze er eller ikke et materiale man har brugt til instrumenter siden luren, men tanken er egentlig ikke så underlig; for mens messing består af 60-70% kobber og zink for resten, består bronze af ca. 80% kobber og 20% tin. Hvis man tænker på en zink-balje og en figur af tin, kan man sikker forstille sig det tørre og hårde zink i forhold til det relativt bløde tin. I forhold til den rene kobber er bronze altså mere stabil, men mere føjeligt og blødt i klangen end messing. Bonuspoint til Yanagisawa for deres pioner-indstilling!

Dertil kommer så en række lakeringer mv. Men da de er forskellige producenterne imellem, egner de sig ikke til generel beskrivelse.
Som sagt er saxofon-producenterne ret tilbageholdende med deres egen vurdering af hvordan, en given overfladebehandling påvirker instrumentet, og når man læser deres hjemmesider og brochurer, kunne man vitterlig forledes til at tro, at det blot var et spørgsmål om smag og behag. Jeg snusede en del rundt på nettet, læste og spurgte mig for – og fik en del svar, eller måske skulle man kalde nogle af dem teorier.

Selmer

I denne første runde har jeg koncentreret mig om Selmers saxofoner. Dels fordi Selmer for tiden lancerer den ene mere fancy saxofon efter den anden, dels fordi alle overfladebehandlingerne findes på den samme model (Serie III) og dels fordi det er fysisk muligt at komme i nærheden af dem herhjemme. Selmer markedsfører for tiden følgende varianter af Serie III (jeg ser her bevidst bort fra Reference serien):
Klar lak: Den traditionelle saxofon. Klar klang, med en tendens mod en lidt skarp top, spiller frit også i det dybe register.
Sølv: Lysere klang end den lakerede, men med mere kontrollerede overtone – den bliver ikke så skarp i højden som den lakerede. Tiltaler mig mere i det den er mere egal.

Børstet (lakeret): Selmer har på det seneste lanceret flere varianter af saxofoner, der ikke er blevet poleret før lakeringen, men derimod børstet. Idéen skulle være, at man ved børstningen får en større overflade. Derved får man et instrument med større tyngde i klangen uden at den fysiske vægt øges. Det virker! Dette instrument – og jeg har nu prøvespillet 3-4 stykker, alle med samme karakter – er markant bredere og varmere i klangen end de lakerede og forsølvede. Det dybe register får en større modstand, hvilket stiller krav til saxofonistens blæseteknik, og det høje register er i usædvanlig grad tæmmet (når vi taler om Selmer).

Sort lak: Se, sortlakerede saxofoner falder man ikke over sådan hver dag. Faktisk kunne jeg, til min store ærgrelse, ikke komme til at prøve en sort Selmer. Jeg fascineres af de sorte saxofoner, ikke mindst i forhold til Selmer, da der er tale om en helt anden lakering. Jeg har fået forskellige forklaringer, men jeg tror jeg kan opsummere det sådan nogenlunde således: Saxofonen lakeres med en epoxy-lak (modsat en vandbaseret lak), en lak der er tykkere end normalt, herefter graveres den og får angiveligt en gang klar lak til sidst (det sidste er der delte meninger om). Dette må give en meget markant dæmpning af instrumentet, som det kunne være spændende at prøve – men som sagt ikke i øjeblikket muligt i Danmark.

Hvid lak: Der går rygter om, at den hvide saxofon er taget ud af produktion. Heller ikke den har jeg kunnet opspore et eksemplar af, men rygtet på Internettet vil vide, at den hvide Selmer er lakeret endnu en gang i for hold til den sorte og altså er den mest dæmpede… Her viderebringer jeg blot rygter og løst tankespind…

”Poly verni”: Poly betyder ”flere” og verni betyder ”lak”, så navnet på denne saxofon er noget overraskende når man får den i hånden – det virker nemlig mest af alt som om, der slet ikke er lak på! Navnet er forsat en gåde for mig og Selmer oplyser intet på deres hjemmeside (man kan se billeder af instrumentet på under Selmer III). Instrumentet er den mest larmende Selmer jeg nogensinde har prøvet, det virker unægtelig som intet dæmper instrumentet – ubrugeligt for mig, men sikkert helt genialt for andre!

Yanagisawa

Det lille japanske firma med de fantastiske saxofoner, har altid været blandt de virkelige pionerer udi saxofonkonstruktion. Det er lidt svært at lave et simpelt overblik over Yanagisawas sortiment, i firmaet har valgt at have et væsentligt fokus på halse. Et valg der giver rigtig god mening, da halsen er og bliver en af de absolut mest indflydelsesrige dele af saxofonen. Derfor kan Yanagisawas saxofoner kobineres på et utal af måder (sortimentet rummer otte forskellige halse; 3 lakerede med forskellig konus; bronze; strerling sølv; forgyldt messing; forgyldt bronze og forgyldt sterling sølv).

Men Yanagisawas saxofon-sortiment er:

Klar lak: To modeller (901 og 991) føres i alm. klar lak. De spiller frit, og man mærker at Yanagisawas grundklang er markant mørkere end Selmer – måske næsten lidt gammeldags. 901 er lettere end 991 og henvender sig snarere til den kræsne ”begynder”(±, altså…den er faktisk rigtig god!!), hvor 991 er mere fyldig og stiller lidt flere krav til musikeren.

Bronze: Samme to modeller produceres også i bronze. Klangligt er det en af de mest spændende saxofoner i nyere tid. Yanagisawas saxofoner er i forvejen interessante ved at kombinere en fremragende teknik (om end den er lidt støjende), med en klangverden der både er moderne og bærer reminiscenser af gamle saxofoners varme klang. Bronzen tilføjer et væld af klangmuligheder, hvortil kommer et imponerende dynamisk register. Uden at jeg kan forklare hvorfor, har jeg dog oplevet disse saxofoner som stærkest i sopran og alt, hvor jeg synes tenorsaxofonen bliver lidt voldsom.

Sterling Sølv: Yanagisawas flagskib er (hvis man spørger dem selv), deres saxofoner i sterling sølv – altså ikke en forsølvning, men krop og hals i massivt sølv! Klangen (og prisen) er overvældende! Kæmpe lyd, hvis man kan styre den; rund og mørk med et hav af muligheder. Desværre bliver instrumentet meget tungt og det er min erfaring (kun baseret på altsaxofonen, som jeg har prøvet et par gange) at intonationen lider under den massive saxofon. Meget spændende instrument, men man skal vide hvad man har med at gøre.

Det var så vidt min forskning bragte mig i denne omgang. Jeg fik ikke lejlighed til at teste Yamahas forskellige modeller (lak, sølv og sortlakeret), men min kollega Claus Olesen har netop entreret med en Custom EX hvortil han valgte en guldhals, der efter hans udsagn ændrede instrumentet totalt i forhold til den originale hals. Tyske Keilwerth har et imponerende katalog af lakeringer og materialer, men dem har jeg heller ikke haft lejlighed til at teste, så jeg vil undlade at have meninger derom.

© Kasper Hemmer Pihl 2006. Citater fra Nordisk Saxofontidsskrift skal kildeangives. Artikler, eller dele deraf, må kun offentliggøres med redaktionens skriftlige tilladelse.

Tags: Kasper Pihl, Selmer, Yamaha, Yanagisawa

Når Selmer lancerer en ny saxofon, er der al mulig grund til at holde øje med hvad der sker. Igennem et halvt århundrede har det franske mærke med det lille ’S’ på halsen haft en uovertruffen position på saxofonmarkedet, som en af de allerbedste producenter. Henri Selmer overtog i sin tid selveste Adolphe Sax’ værksted og er som sådan den direkte arvtager af opfinderen. I de første mange år, var Selmer ét mærker blandt mange der producerede kvalitetsinstrumenter. Det store skift i markedet indtraf i 1954 - ikke at Selmer ikke havde lavet gode saxofoner inden da, bestemt ikke, men 1954 var det år, hvor Selmer introducerede „Mark VI“ – saxofonen der mere end nogen anden blev definitionen på den moderne saxofon. Siden Selmer i 1970’erne forlod Mark VI til fordel for den ofte (lidt uretfærdigt) udskældte Mark VII, har Selmer og mange af konkurrenterne forsøgt, at finde tilbage til Mark VI’erens egenskaber. På et tidspunkt så det således ud som om Selmer var ved at blive sin egen værste konkurrent; de gamle instrumenter var ligeså attraktive (eller mere) end de nye. Nu har man så taget konsekvensen og lancerer „Referencemodeller“; saxofoner der tager udgangspunkt i tidligere instrumenter, men kombinerer de klanglige idealer med moderne landvindinger. På tenorfronten kom for få år siden to modeller, der refererede tilbage til hhv. Balanced Action (Reference 36) og til den navnkundige Mark VI (Reference 54). Instrumenterne blev godt modtaget og nu er det så blevet tur til altsaxofonen.

Hvordan skal man i grunden teste et instrument? Ofte lader man jo en saxofonist gennemgå instrumentet på kryds og tværs, men en sådan test vil altid være meget individuel, derfor har vi bedt tre saxofonister prøvespille Reference 54; en saxofonist der spiller på en Mark VI, én der spiller på en moderne Selmer, og en der slet ikke spiller Selmer.
Forhåbentlig får læseren dermed et mere nuanceret billede af instrumentet, idet man skal huske på, at man kun kan få et realistisk forhold til instrumentet ved at prøvespille det selv.
-KHP

Tak til Marno Sørensen (DK), Jonas Näslund (S) og Schlagerforlaget (N) for lån af instrumenter.

Testperson 1: Camilla Bjørndahl Sørensen

Testen er utført med : •Vandoren A28 munnstykke • BG L3 legature • Vandoren 3 1⁄2 reeds

Selmer Reference er et forsøk på å kombinere det beste fra to instrumenter. Klangen og kroppen tilhører den gamle Mark 6 og mekanikken er som den moderne Serie 3. For meg ble ikke dette helt mach. Jeg har spilt på min Selmer serie 3 i 5 år nå og er veldig glad i den. Noe av det jeg setter stor pris på ved min egen saxofon er klaviaturet som med en gang jeg prøvde saxofonen passet perfekt i fingrene mine. Det gjorde dessverre ikke Reference. Klaviaturet er satt mer på skrå slik at jeg må ha saxofonen mer på siden når jeg spiller. Samtidig ligger klaffene på venstre lillefinger for langt vekk og de på høyre lillefinger for nærme. Dette er jo selvsagt en tilvendingssak, men jeg tror Serie 3 er mer ergonomisk tilrettelagt for fingrene.

En ting referance virkelig har fått til som Serie 3 ikke har er et godt registerskifte. På Serie 3 må man jobbe for å få overganger mellom okatvene, spesielt mellom G#1 og G#2. På Reference kan man bare blåse på, og skiftene kommer når man bruker oktavklaff en. Saxofonen har også en god motstand i klaffene over hele registeret.

For å bedre på intonasjonen har Selmer her forlenget halsen. Og saxofonen har nok jevnt over en bedre intonasjon enn den gamle Mark 6 hadde. Men det er fortsatt ikke like bra som på Serie 3. Saxofonen er for lav i bunn og for høy i toppen, og spiller man tre oktaver på C# skal man jobbe godt for å få dette til å stemme.

Klangen på Reference varierer sikkert med de forskjellige instrumentene, men instrumentet jeg prøvde var mørkt og uten en veldig definert kjerne. Klangen er egal gjennom hele instrumentet, men det blir for mørkt og tett for meg. Men med en mørkere klang får man jo mer egalitet og også et instrument det er lettere å spille langt over register. Min Serie 3 er ganske lett og lys i klangen, og jeg kjemper litt mer over register på denne.

Selmer Reference har mange gode sider, men sammenligner jeg disse gode sidene med Serie 3 sine gode sider bliver det vel til at jeg ikke løper og kjøper meg et nytt instrument med det samme. Klaviatur og klang er viktige elementer når man kjøper seg saxofon, og for meg er et ergonomisk klaviatur og en lys klang noe jeg er ute etter.

Testperson 2: Johannes Thorell

Munstycke vid test: • Vandoren Optimum AL4 • Rörblad vid test: Vandoren V5 3,5
Det är nog 8 år sedan jag bytte från min Selmer Super action 80 serie 2 i silver till min Buffet Crampon i guldlack och det är inte ofta som jag ångrat mig eller längtat tillbaka, men samtidigt har man ju varje gång man testar ett nytt instrument en förhoppning att hitta något helt speciellt.

Själv söker jag instrument som är någorlunda egalt, som har en bra grundintonation och som jag själv får färga klangligt, dvs. ett instrument som jag styr och som då inte styr mig.

Detta tycker jag mig ha hittat i min Buffet även om även den har sidor som jag skulle vilja byta. När jag nu ska till att testa denna ”Reference 54” så finns ju fortfarande mina positiva och negativa känslor för min gamla Selmer kvar och jag hoppas varje gång jag provar en Selmersaxofon att mina fördomar om Selmer skall grusas totalt.

Jag har nu tagit mig till Jonas Näslund AB i Stockholm där jag har en Reference 54 som väntar på mig. När jag öppnar saxofonfodralet så slås jag av att det är ett mycket vackert instrument. En fin mörkt gyllene färg som nästan har skiftningar åt svart.

Jag börjar med att spela några toner på min Buffet för att känna att mitt munstycke och mitt rörblad fungerar som vanligt och för att kunna ha min Buffet som referens när jag nu tar mig an denna nya saxofon.

Jag byter över till Selmersaxofonen och slås direkt av att den har en mycket skön klang som påminner lite om färgen på instrumentet; en mörk, varm och öppen klang. Kanske känns den lite för soft för att kunna fungera för mig i klassiska sammanhang, men jag ger den lite mer tid så att jag får chans att korrigera mitt spelsätt för att passa Selmer. Vad jag direkt märkte när jag bytte från Selmer till Buffet och som jag även fortsatt märker när jag byter mellan Selmer och Buff et är att Selmersaxofonerna kräver ett högre lufttryck än vad man kan använda på en Buffet.

När jag först provade den Buffet jag nu har så tog det nästan stopp i instrumentet när jag skulle spela starkt. I gengäld så märker jag nu när jag spelar på denna Reference 54 att jag måste öka lufttrycket för att kunna bibehålla samma täthet mellan tonerna som jag har i min Buffet.

Jag fortsätter mitt test och spelar i olika register på saxofonen. Den känns lite trång på höjden och den ”vobblar” på låga B när jag försöker spela mellan niente och mezzopiano och jag börjar känna att den saxofon jag håller i min hand kanske inte är gjord för mitt spelsätt.

Jag antar att instrumentet är anpassat mer för jazzmusiker som kanske inte har riktigt samma behov som jag har. Detta får jag ytterligare bekräftat när jag tager fram en stämapparat och testar olika toner. Denna saxofon jag nu testar med mitt munstycke och mina rör blir högre och högre i intonation när jag går uppåt i registret. Jag börjar ana att man kanske till denna saxofon ska ha ett mer öppet munstycke och att man nog behöver spela mer öppet i det högre registret som jag ju upplevde som klangligt trångt när jag testade. När jag dessutom stämmer låga B i motsvarande A442 så slutar saxofonen dessutom att vobbla.

Summan av detta test är att denna saxofon inte är byggd för mig eller kombinationen av mig och mitt munstycke.

Det är i och för sig en skön saxofon att spela på och den har ett underbart altissimoregister, men jag känner ändå att mina krav på egalitet och intonation gör att jag inte skulle kunna lyckas på detta instrument.

Den enda funktion denna saxofon skulle få hos mig är som prydnad, men det skulle den å andra sidan klara alldeles exemplariskt.

Testperson 3: Florián Navarro

• Mundstykke anvendt i testen: vintage Selmer C* (scroll shank, soloist style) • Vandoren 3 1/2 blade.
Test af Selmer altsaxofon Reference 54, serie nr. N. 674849

Introduktion

Denne test af Selmers Reference altsaxofon bliver både en test af intrumentets egenskaber i sig selv og samtidig en sammenligning med min egen Selmer Mark VI, et lakeret eksemplar, årgang 1957. Der er både fordele og ulemper ved en sådan sammenligning og blandt de første kan nævnes det konkrete i netop at have et andet instrument som referenceramme i sammenligningen. Blandt ulemperne kan man nævne tendensen til at favorisere det man kender bedst, så sagligheden måske lider under det (jeg håber ikke det er tilfældet). Her kommer i hvert fald resultatet af mit bekendtskab med Selmers sidste skud på stammen.

”Selmer laver da gode kasser”

Fra under tusindvis af små flamingokugler dukkede den endelig op: en meget flot ”light case” med lækre håndtag og skulderremme til at bære den på ryggen. Før de alle ”konverterede” til Selmer, har mine kolleger i Jutlandia Saxofonkvartet drillet mig med at ”Selmer da lavede nogle meget gode kasser”…og det vil jeg give dem ret i, light case’en både beskytter instrumentet godt, er behagelig at bære og er oven i købet lækker og stilfuld.

Mine Damer og Herrer...

Jeg kunne med det samme godt lide References udseende: med dens mørke, rødlige lak føltes den umiddelbart nært beslægtet med min Mark VI, og den originale gravering synes jeg er meget smuk. Mit første indtryk var at have et rigtig solidt instrument i hænderne, og det er jo dejligt. Der var dog et par ergonomiske detaljer som generede mig en lille smule: oktavklappen går for langt ind når man trykker den ned, ca. 2 mm under tommelstøtten, det synes jeg giver en lidt ubehagelig fornemmelse for tommelfingeren. Og så top key’en (front F), som Selmer igen har lavet som perlemor knap, den hælder efter min smag for meget udad, hvilket er lidt akavet for pegefingeren. Til sidst synes jeg at venstre lillefingeres klapper hælder en smule udad (væk fra instrumentet). Til gengæld er palmkeys perfekt designede, både i højde og udformning, og det samme gælder højrehånds sidegreb, dog har højt E en flad facon, altså uden den krumning som man er vandt til på nyere saxofoner.
Det skal siges at alt det førnævnte fremstår tydeligt i sammenligning med Mark VI’erens, efter min mening, mesterstykke i ergonomi og i øvrigt er det jo alt sammen en vanesag (for mange vil der sandsynligvis overhovedet ikke være noget i vejen med References layout og design).

The Road Test

Reference saxofonen har en smuk klang, poleret og med en vis glans. Sammenlignet med Mark VI’eren er klangen større, man får i hvert fald oplevelsen af mere volumen, og det hænger jo sikkert sammen med det lidt større klangstykke (jeg havde også nogle gange indtryk af at metallet svingede med når jeg spillede nogle af tonerne). Den virker en smule mere samlet og mindre ”støvet” end sit forbillede. Saxofonen stemmer generelt godt over hele registeret, og hvis vi snakker om det dybe B, vinder den suverænt over Mark VI’eren: tonen stemmer lige i øjet, mod den lidt for høje intonation hos VI’eren. Med hensyn til egaliteten, er der ikke noget at komme efter, bortset fra at for mig virkede A’et uden oktavklap lidt lukket i det.
Det var lige så nemt at spille flageoletter på den som på Mark VI’eren, og så må man erkende at der er nogle ting der er lettere med en høj F#-klap, selv om jeg har vænnet mig til et liv uden den, og savner den slet ikke til daglig.
Jeg havde Reference saxofonen med til en kvartetprøve, og her opførte den sig upåklageligt, nogle gange syntes mine kolleger at der var noget i musikken der kom tydeligere frem med Reference’en, andre gange var det Mark VI’eren der vandt, og sådan vil det altid være når man har med to fremragende instrumenter at gøre.

Konklusion

Selmer har lavet et rigtig godt instrument, lad os slå det fast med det samme. Om det er lykkedes dem at overføre kvaliteterne fra Mark VI’eren til Reference’en, er jeg mindre sikker på. Selmer skriver i deres brochurer at Reference’en ikke er en direkte kopi, men er inspireret af Mark VI’eren. Dertil vil jeg sige at udover de ”sympatiske” detaljer såsom retroudformning af klapper og den mørke lak (måske udtænkt mere for at ride med på vintage-bølgen), er det svært at snakke om andet end svage reminiscenser mellem de to instrumenter.
Hvis man tænker på…

• hvor forskellige selv moderne saxofoner af samme mærke og model kan være

• hvor inkonsekvente Mark VI’erne var i kvaliteten gennem produktionsårene (tidlige vs. sene eksemplarer, ”five digit” vs. ”six digit”, osv.)

…så er det næsten umuligt at snakke om en egentlig sammenligning mellem Reference og Mark VI saxofoner, og havde man spillet på/sammenlignet med en anden Mark VI, var man sandsynligvis kommet til en anden konklusion.
Selmer er jo sin egen og hårdeste konkurrent, man skal bare tage et kig rundt på internettet i de forskellige netauktioner og se de vanvittig høje priser folk forlanger for deres saxofoner og mundstykker, bare fordi de bærer navnet Mark VI eller Soloist. I den forbindelse kan jeg godt forstå at Selmer kommer med Reference-tiltaget i et forsøg på at lave ”verdens bedste sax” igen. Man kan kalde det sjæl, ”hokuspokus” eller hvad man vil, men jeg synes stadigvæk der er noget helt specielt personligt over de gamle instrumenter, derfor spiller jeg på et af slagsen, men skulle jeg være så uheldig at en vejtromle kørte over den, så kunne Reference’en meget vel tænkes at være en mulig afløser.

© 2006. Citater fra Nordisk Saxofontidsskrift skal kildeangives. Artikler, eller dele deraf, må kun offentliggøres med redaktionens skriftlige tilladelse.

Tags: Florian Navarro, Camilla Bjørndahl Sørensen, Johannes Thorell, Selmer, Reference 54

Af Arno Bornkamp

De sidste 10 år er min interesse i saxofonens historie vokset meget. Jeg har altid følt mig inspireret af giganter som Marcel Mule, Daniel Daffayët, Sigurd Raschèr og andre. De var i nær kontakt med de komponister der skrev vores standsrdt repertoire og når jeg hører dem spille på optagelser, føler jeg, at de har et meget autentisk musikalsk budskab, farvet af den periode de virkede i.



Denne interesse voksede og blev til et ønsle om, at eje en ægte Adolphe Sax saxofon. Jeg ønskede at være i stand til, at spille på et instrument bygget af opfinderen (jeg vidste det var muligt: Netherlands Saxophone Quartet har spillet på en kvartet af Adolphe Sax saxofoner, ejet af Leo van Oostrom). Lykkeligvis kunnne jeg i Tony Binghams antikforretning i London, købe en smuk Adolphe Sax alt (fra 1876). Det var en ren skat: Perfekt stand, istandsat med gedelæder puder og original kork med en kopi af et Adolphe Sax mundstykke. Jeg prøvede at spille på den, men med min ’moderne’ embouchure kunne jeg ikke fratvinge mundstykket en anstændig lyd. Så forsøgte jeg at bruge et moderne mundstykke. Jeg kunne spille, men intonationen var helt i skoven! Under en ferie gav jeg mig lidt bedre tid til projektet og pludselig fik jeg en indskydelse mens jeg spillede på det originale mundstykke: Jeg var nødt til at tage mere mundstykke ind i munden og fokusere luften mere ’bredt’. Med et begyndte instrumentet at klinge godt og lød til at stemme!! Men da jeg undersøgte det med tuneren, viste det sig at instrumentet stemte meget lavere end 440 hz. Jeg kom i tanke om, at ‘Académie Francaise’ i 1859 fastsatte den officielle kammertone til 435 hz. Det passede: mit instrument var stemt i 435 hz. Dette betyder i øvrigt ikke, at alle instrumenter fra perioden er stemt i 435. Vi finder også instrumenter der står i 440 og selv 448, der var almindeligt før 1859.


Nu kunne jeg begynde at drømme om at optræde med instrumentet. Men før det kunne komme så vidt, var der mange problemer der skulle overvindes: i sammenligning med vor tids saxofon, er mekanikken primitiv og inkludere selvfølgelig ikke de udviddelser og forbedringer der siden kom til. F.eks. er oktavmekanismen ikke automatisk, men består af to separate taster. Desuden er volumen mere begrænset og overtonerækken er mere lukket. Til gengæld er klangen rund og helt i overensstemmelse med Hector Berlioz’ beskrivelse i ’Le Journal des Débats’ (21. april 1849), i hvilken han beskriver saxofonens klang med termer som mystik, drømmende, passion og værende på kanten af stilhed, som ekkoet af et ur. Bøger om det 19. århundredes spillestil bladt træblæsere, gjorde det klart for mig, at vibrato ikke blev brugt (endog så vidt at det ikke blev gjort). Så af denne grund måtte jeg (midlertidigt) give afkald på en af mine ynglings klangfarver!
Det tog mig tre år at lære alt dette og efterhånden blev jeg mere og mere overbevidst om det upassende i, at optræde med dette instrument i sammenspil med et moderne Steinway klaver. I 2000 blev konturen af mit ’Adolphe Sax projekt’ klare: at organisere en række koncerter og lave en CD-optagelse (Ottavo C50178) med et Erard klaver fra perioden (det førende mærke på den tid). Ivo Janssen fik mulighed for, at bruge et smukt eksemplar fra 1846, der bar den store virtuos Sigismund Thalbergs autograf.

Det var en stor glæde for mig, at vise et stort publikum hvor voresinstrument oprindelig kkommer fra, med den tids musik: primært Fantasier af Arban, Kastner, Soualle, Savari og, selvfølgelig, Demersseman. Repertoiret er charmerende men ikke første klasse og klaverstemmerne er ikke særlig virtuose. Af disse grunde skrev den unge pianist og komponist Wijnand van Klaveren to pragtfulde stykker i 1900-tals stil, baseret på saxofontemaer af Berlioz og Thomas: en forbindelse til vor egen tid. I mellemtiden har jeg haft mulighed for, at købe en fuld kvartet af Adolphe Sax saxofoner og om to år vil min Aurelia Saxophone Quartet gennemføre et lignende projekt.

Jeg var blever grebet af en samle-på-gamle-saxofoner-virus: Jeg fand nogle smukke og historisk interessante instrumenter. Men jeg holder mig altid for øje, at de skal være gode nok til, at man kan optræde med dem og at der er en forbindelse til vores repertoire. Ud fra disse kriterier fand jeg en ’Super Sax Selmer’ alt fra 1931 (’Cigarcutter’) og en Selmer tenor med Adolphe Sax juniors varemærke fra 1930 med tilsvarende mundstykker fra tiden. Især disse kombinationer fremkalder virkelig lyden fra den tid de er bygget i (skønt de er meget tættere på moderne saxofoner, end de der er bygget af Adolphe Sax senior). Igen måtte jeg – med stor fornøjelse – tilpasse min spillestil, hvilket briger mig til et andet projekt som jeg har lavet ud fra disse premisser: ”Metropolis Berlin 1925-1933” (CD: OTR C100386). I denne periodefrembragte Berlin nogle fornemme værker for saxofonen, inden Nazisterne forbød både instrument og repertoire som ’Entartet’. Jeg tænker på Schulhoffs ”Hot-Sonata” for saxofon og klaver, Kvintetten for saxofon og strygekvartet af Adolf Busch, Trioen for bratsch, tenorsaxofon og klaver af Hindemith og ’Konzertstück’ for to altsaxofoner af sammen komponist. Jeg fandt også plads til et arrangement af Kurt Weills ”Mahagonny-Suite” for strygekvartet, klaver og saxofon, af Wijnanad van Kleveren. Disse stykker tegner et billede af en meget spændende periode i Berlin og selvom instrumenterne er alt andet end tyske, bringer de musikkens oprindelse meget, meget tæt på.

Det er særdeles vigtigt, at finde det passende musiklaske omgivelser for instrumentet. Det er ikke nok at vise en ’klang’, en gimmick. Klangen er en del af en samlet idé, et koncept. At spille på oprindelige instrumenter, på min måde, er faktisk resultatet af de sidste 50 års udvikling indenfor dette område, der har givet os en fuldstændig ny måde at gå til fortidens musik; at sætte opførelsen ind i et perspektiv af vores samlede viden om perioden og bruge de samme materialer som musikerne dengang brugte. For mig har disse projekter været meget udbytterig og udviklende. Saxofonens historie og instrumenterne der repræsenterer dens historie vil fortsat væære en kilde til inspiration for mig.

Besøg Arno Bornkamps hjemmeside her: www.arnobornkamp.nl

Oversættelse: Kasper Pihl
© Arno Bornkamp 2006. Citater fra Nordisk Saxofontidsskrift skal kildeangives. Artikler, eller dele deraf, må kun offentliggøres med redaktionens skriftlige tilladelse.

Tags: Adolphe Sax, Arno Bornkamp

Af Kasper Hemmer Pihl

Det at bruge snor som ligatur er hverken et nyt flip eller en fattigmands nødvendighed. Det er faktisk den oprindelige måde at fastgøre et blad til et mundstykke, og det bruges endnu den dag i dag, ikke mindst i Tyskland, hvor det er almindelig praksis blandt klarinettister. Mit eget møde med snoren som ligatur, kom således også i stand via en klarinettist, nemlig den navnkundige Otto Himmer, som jeg har haft det privilegium at sidde ved siden af talrige gange i Århus Symfoniorkester. Otto kan lære en ung musiker mangt og meget og gør det gerne, men allermest funklende bliver hans øjne, når talen falder på gamle klarinetter og ikke mindst den ædle kunst at bruge en snor.

Men...HVORFOR DOG!!!...

Indrømmes skal det at en snor ikke er praktisk: Det kræver øvelse at lægge snoren rigtigt og det der med at skifte blade i tide og utide (i regelen utide!)er ikke noget man bruger... Men, snoren er i virkeligheden det alle de andre fancy ligaturer forsøger at efterligne, i hvert fald de af Rovner-typen. Enten er man til fastspændte blade i den gode gamle metalligatur-tradition eller også ønsker man at give bladet større mulighed for at arbejde. Det har som bekendt ført til et hav af forskellige sindrige (og i regelen ganske bekostelige) indretninger, som saxofonister køber så sikkert som ammen i kirken. Men snoren gør faktisk tricket, og den gør det godt. Bladet holdes fast, men arbejder alligevel friere; det dybe register bliver utrolig fleksibelt uden at miste fokus i højden...og så er det min personlige oplevelse, at et meget stort antal blade fungerer bedre med snor end med andre ligaturer. Det sidste tju-bang argument er, at (og hold nu fast) prislejet ligger for en samlet løsning under kr. 25,- Ta’ dén B&G og alle de andre!

Hvordan gør man så?

Ja, det er her balladen opstår. Tager man et stykke snor og vikler det rundt om et mundstykke stivner smilet ret hurtigt; snoren vil ustandselig falde af, eller det vi i hvert fald være meget vanskeligt at kontrollere. Svaret er voks.
Man kan købe snor specielt til formålet (under navnet 'Blattschnur'), men selv bruger jeg en 2 mm ’Mocasin-snørre’ der kommer i ruller og derfor kan tilpasses mundstykker af enhver størrelse. Den snor jeg har testet er af en længde (125mm) der er glimrende til et altmundstykke og til nød et tenormundstykke, men den er absolut for kort til et barytonmundstykke.
Det er i dén grad ikke enhver snor der kan bruges: snoren skal være vævet og skal kunne strække sig lidt. Kölbls snor er, som man kunne forvente, aldeles glimrende til formålet.

For den frygtløse, der har satset familieformuen på en Kölbl-snor følger her en gennemgang af proceduren:


Som nævnt er projektet dødsdømt uden voks. Du skal bruge en klump bivoks af typen man bruger til læderarbejde. Når du har fået fat i voks og snor er du klar til at gå i krig:

Start med at binde en knude i begge ender af snoren, det forhindre den i at trævle op og det gør det lettere at lukke bindingen til sidst.

Træk snoren hen over vokset en del gange. Første gang skal der temmelig meget voks til. Snoren skal fedtes godt og grundigt ind.

Placer bladet og snoren som på billedet. Snoren vikles venstre om.


De første to-tre ture rundt vil bladet typisk rykke sig. Det kan du være ligeglad med. Bind tre omgange og placer så bladet præcist. Nu spænder du snoren til, sikre dig at bladet sidder som det skal og så kan du fortsætte omviklingen. Det er vigtigt at du ikke sløser her; efter yderligere nogle omvindinger kan det være vanskeligt at flytte bladet (især på større mundstykker).

Læg snoren tæt og stram til fra tid til anden. Når det ikke er mere snor, slutter du ved at stikke enden ind under den sidste omvikling.

…Stram til og så er du klar


Efter et antal forsøg, går det nemt og elegant, og du har det billigste – og nogen vil mene det bedste – ligatur.


God fornøjelse!
Kasper Hemmer Pihl


© Kasper Hemmer Pihl 2006. Citater fra Nordisk Saxofontidsskrift skal kildeangives. Artikler, eller dele deraf, må kun offentliggøres med redaktionens skriftlige tilladelse.

Tags: Kasper Pihl

Af Kasper Hemmer Pihl
Jeg har på det seneste være i to situationer, hvor jeg har skullet tage stilling til køb af en barytonsaxofon; dels skulle musikskolen jeg er tilknyttet have en og dels skulle jeg endelig selv skifte min trofaste gamle Yanagisawa B-900 ud. Måske kan mine erfaringer og tanker være en hjælp for andre der bevæger sig ud i dette lidt besværlige marked.

Min baggrund
Jeg blev barytonsaxofon-ejer d. 27/11-1990. Hvilken herlig dag! Jeg havde ventet i måneder på, at der skulle komme en sending Yanagisawa saxofoner til Århus (angiveligt sendt med flodpram fra Japan), og så var de har pludselig. Jeg hentede den hos Aage Skou, og vi var solgt på stedet – saxofonen og jeg. Lars Schuster der solgte mig instrumentet tilbød mig ved samme lejlighed, at jeg kunne købe hans gamle bil, hvilket jeg afslog med en latter…men, venner; når I køber en barytonsaxofon indvarsler det nedtællingen til det første bilkøb! Så er det sagt.

Jeg skulle bruge instrumentet fordi jeg var blevet tilbudt pladsen som barytonsaxofonist i soulbandet ”Den Lille Pige med Soulstikkerne” (med Veronica Mortensen som den lille pige). Jeg havde bare ikke nogen barytonsaxofon (for så vidt heller ingen penge – men det er en anden historie). Jeg ville rasende gerne være med og da jeg allerede havde drømt om en ”rigtig saxofon”, var scenen sat. Grunden til at valget faldt på en Yanagisawa B-900 var enkel; det var den billigste baryton af en vis kvalitet man kunne opdrive (jeg vidste allerede dengang, at man skal holde sig fra Jupiter, Weltklang, Amati, B&S og hvad de nu ellers hedder). Jeg prøvede end ikke andre saxofoner, for hvad skulle det nytte når der nu alligevel kun var råd til Yanagisawaen? Det skulle vise sig, at være et rigtig godt ”valg”. Jeg spillede på min gamle baryton frem til sommeren 2003, og den leverede varen ganske upåklageligt. Ikke mindst efter en hovedreparation blev den aldeles fremragende.

Efter købet i 1990 fulgte et par år som soul-jazz-rock-pop-saxofonist hvor jeg gjorde flittigt brug af barytonen, men i 1993 skiftede jeg spor og lod mig uddanne til urytmisk saxofonist på konservatoriet i Århus. Her var det altsaxofonen der var i fokus, men i slutningen af uddannelsen startede vi Jutlandia Saxofonkvartet (der dengang hed ”Den Jyske Saxofonkvartet” og min gamle baryton blev for alvor støvet af. I starten var det Claus Olesen der spillede på den, men i 2001 overtog jeg barytonposten i kvartetten, stadig på B-900. På dette tidspunkt havde instrumentet været aktivt brugt i så at sige alle sammenhæng saxofonen dukker op i; rock, pop, jazz, big-band, teatermusik, studieproduktioner, opera, symfonisk musik og kammermusik og jeg må sige at B-900 havde vist sit værd for alle pengene! Men hvor jeg tidligere havde nyt godt af et instrument der var ”Jack of all trades (and master of none)” begyndte jeg at få et behov for et mere specialiseret instrument…og så gik jagten igang.

At købe barytonsaxofon…skolesaxofonen

Før jeg kaster mig ud i gennemgangen af mit eget køb, vil jeg holde fast i B-900 niveauet. Jeg er saxofonlærer ved Kolding Musikskole, og her skulle vi bruge en ny barytonsaxofon. Jeg kastede et blik ud over markedet i det prisleje der var på tale og fandt, at det mildt sagt er overskueligt! Det består kort sagt af to saxofoner: Yamahas YBS-32 (vejl. pris pr. 1/1-04 kr. 43.100,-/kontant kr. 31.895,-) og Yanagisawas B-901 (vejl. pris kr. ??,- kontant kr. 28.215,-).

Den dårlige nyhed er at der ikke er meget at vælge imellem, den gode er at det er to gode saxofoner. Vi valgte Yamaha’en til musikskolen – den konkrete model jeg stod med virkede mere samlet i klangen og letspillende end Yanagisawa’en, der til gengæld har en mere levende og spændende klang (og så havde vi i forvejen en Yanagisawa - og forandring fryder jo).

Min vurdering var, at Yamaha’en egnede sig rigtig godt til en ung saxofonist uden barytonerfaring – det er simpelthen svært at spille grimt på YBS-32. Til musikskolebrug vil jeg anbefale Yamaha, men er det en køber der er ude efter sin egen første barytonsaxofon på et begrænset budget, vil jeg nok pege på Yanagisawa’en; den rummer mere personlighed, flere farver…jeg fristes til at sige mere liv.

På nuværende tidspunkt står det vel klart for læseren, at jeg er et nostalgisk gammelt fjols, der aldrig skulle have solgt min første baryton...

At købe barytonsaxofon…det professionelle instrument

Men jeg havde altså solgt min første baryton og begyndte nu at pløje mig igennem de mulige alternativer. Markedet for professionelle barytonsaxofoner er en anelse tungt at danse med; der er ikke så meget gang i handlen pga. det høje prisniveau. Af samme grund er det også svært at komme til at prøve mange barytonsaxofoner på én gang – hvorfor et tillidsfuldt forhold til forhandler/reparatør er af stor betydning.

Som med det øvrige saxofonmarked, er der (efter min mening) reelt kun tre-fire mærker af interesse; Yanagisawa, Yamaha, Selmer og Keilwerth (Buffet laver kun altsaxofoner). Keilwerth barytonsaxofoner har jeg ikke haft lejlighed til at prøve, så dem vil jeg undlade at have meninger om. Hvad jeg læser om dem fra forskellige brugere er, at det er kraftfulde horn – der lader til at være meget populære til bigband brug, i sær i USA hvor Keilwerth lader til at have et stærkere marked end i Europa (måske ikke så mærkeligt, da Keilwerth laver saxofoner inspireret af gamle amerikanske saxofoner som Conn, Buescher osv.). Jeg prøvespillede altså Selmer SA80 II, Yamaha YBS-62 og Yanagisawa B-991.

Yamaha YBS-62
Om end jeg beundrer Yamahas saxofoner på mange punkter, så har jeg simpelthen det problem at de keder mig bravt. Det er naturligvis et stærkt subjektivt synspunkt, så jeg vil ikke undlade at rose instrumentet for den solide konstruktion, det udmærkede design (jeg synes dog ikke ergonomien er så indlysende genial som det er tilfældet på de mindre modeller), stabile klang og fine intonation. Altså, en helt igennem bundsolid og velbygget saxofon. Men hver gang jeg spiller på den keeeeder jeg mig. Så den fravalgte jeg ret hurtigt. Et enkelt raffinement ved Yamha’en savner jeg dog ved de øvrige; den har tre oktavhuller (mod normalt to), hvilket dels stabiliserer intonationen, men måske mest bemærkelsesværdigt fjerner den forrykt irriterende luftstøj omkrig A.

Skulle man (med mit syn på sagen) sammenligne YBS-62 med en bil, må det blive noget i retning af en Toyota Corolla; solid, driftsikker, velkonstrueret, rimelig økonomisk og...nå ja, kedelig.

Yangisawa B-991
...var jo som at komme hjem igen! Blot er denne model i forhold til B-900 en klang så stor og fed og brillant. Instrumentet er tungere end 900'eren og virker i det hele taget mere solid. Mekanikken er stabil og det ergonomiske layout oplever jeg som den klare vinder af de tre test instrumenter (men jeg er nok ingen uvildig dommer; tretten års vaner ligger dybt).

Intonationen er langt over middel, og alligevel skulle det vise sig at være Akilleshælen.

Jeg var stærkt begejstret, købte faktisk instrumentet og regnede min lykke for gjort. På trods af dette instruments gode intonation, var det på netop dette punkt jeg fik problemer: B-991's brillante klang hidhører fra de mange overtoner instrumentet rummer - et gode, vil mange sikkert sige. Problemet er blot at i visse registre er især første og anden overtone (oktav og kvint) så kraftige, at de næsten overskygger grundtonen. Det er glimrende set med solistens og sikkert også med bigband-musikerens øjne/øre. Begge musikere har brug for at kunne definere sin lyd, i et komplekst og ofte kraftigt klangbillede. Anderledes er det for kammermusikeren der arbejder i et lydrum med få andre instrumenter og hvor idealet er en sammensmeltning til et større hele.

Min funklende nye B-991 klarede ikke testen. Klangen stak ud og de mange overtoner lavede et frygteligt rod længere oppe i kvartetten. Efter 9 måneder måtte den vider til andre græsgange hvor dens mange kvaliteter er mere velkomne.

Selmer SA80 serie II
At prøve Selmers pt. eneste baryton-model er, når man kommer fra en Yangisawa, i nogen grad som at dumpe uforvarent ned i et ukendt land. Toneudviklingen, ja hele klangkonceptet er anderledes. Klangen er særdeles fokuseret, hvormed jeg mener at fundamenttaltonen står stærkt i forhold til de øvre partialtoner. Dette fik mig i først omgang til at afvise instrumentet som “uldent” og “uklart”. Samtidig er der paradoksalt nok, tale om et usædvanligt åbent instrument, et forhold der i første omgang fik mig til at fokusere på de ret voldsomme intonations-udsving instrumentet kunne præstere. Min konklusion i første runde var klar: Det var det sædvanlige problem med SA80 II, for lavt i bunden, for højt i toppen og med en lidt tvivlsom egalitet - altså et noget uregerligt bæst.

Den opmærksomme læser, der tilmed er kommet så langt som dette, vil nu bemærke at jeg stod med et problem: Mit nyindkøbte superinstrument duede ikke til mit formål, og de to mulige konkurrenter var erklæret hhv. kedelig og uregerlig...suk. Der var ikke andet for end at kysse frøen og håbe. Jeg gav Selmer en chance mere, og i mit nu knapt så afvisende sindelag opdagede jeg pludselig hvad jeg havde overset tidligere: Fleksibilitet! Ja, den stemmer mystisk og ja, den er uegal...men den er fleksibel i kraft af sin åbenhed. Yanagisawa’en måtte ud og Selmer’en kom ind - og indtil videre går det rigtig godt. Der er tale om to helt forskellige måder at spille saxofon, og Selmer’en repræsenterer klart den mest komplicerede version, men den rummer unægteligt muligheder. I samme åndedrag bør det indlysende forhold nævnes, at man vil gøre den unge musikskole-elev en voldsom bjørnetjeneste ved at udsætte ham eller hende for SA80II. Til det formål, er Yanagisawa B-901 eller Yamaha YBS-32 klart at foretrække.

© Kasper Hemmer Pihl 2004

*** Post Scriptum (2006):
Siden jeg skrev ovenstående artikel, har jeg faktisk endnu engang skiftet min baryton ud (ja, jeg kan godt se komikken). Det skete fordi jeg, på trods af min begejstring for Serie II'eren, fik problemer i min saxofonkvartet, der gradvis gik over til at spille Selmer Mark VI saxofoner. Min Serie II kom til at virke meget voldsom og den blandede heller ikke så let med de ældre instrumenter. Desuden manglede jeg respons i artikullationen. Derfor sprang jeg til, da muligheden for at få en Mark VI baryton bød sig. Men nu skal jeg heller ikke have andre barytonsaxofoner!!...aldrig nogensinde...bestemt nej!...*...næ-næ...*...det siger min hustru i hvert fald ;-)

© Kasper Hemmer Pihl 2006. Citater fra Nordisk Saxofontidsskrift skal kildeangives. Artikler, eller dele deraf, må kun offentliggøres med redaktionens skriftlige tilladelse.

Tags: Kasper Pihl, Selmer, Yamaha, Yanagisawa