Af Arno Bornkamp

De sidste 10 år er min interesse i saxofonens historie vokset meget. Jeg har altid følt mig inspireret af giganter som Marcel Mule, Daniel Daffayët, Sigurd Raschèr og andre. De var i nær kontakt med de komponister der skrev vores standsrdt repertoire og når jeg hører dem spille på optagelser, føler jeg, at de har et meget autentisk musikalsk budskab, farvet af den periode de virkede i.



Denne interesse voksede og blev til et ønsle om, at eje en ægte Adolphe Sax saxofon. Jeg ønskede at være i stand til, at spille på et instrument bygget af opfinderen (jeg vidste det var muligt: Netherlands Saxophone Quartet har spillet på en kvartet af Adolphe Sax saxofoner, ejet af Leo van Oostrom). Lykkeligvis kunnne jeg i Tony Binghams antikforretning i London, købe en smuk Adolphe Sax alt (fra 1876). Det var en ren skat: Perfekt stand, istandsat med gedelæder puder og original kork med en kopi af et Adolphe Sax mundstykke. Jeg prøvede at spille på den, men med min ’moderne’ embouchure kunne jeg ikke fratvinge mundstykket en anstændig lyd. Så forsøgte jeg at bruge et moderne mundstykke. Jeg kunne spille, men intonationen var helt i skoven! Under en ferie gav jeg mig lidt bedre tid til projektet og pludselig fik jeg en indskydelse mens jeg spillede på det originale mundstykke: Jeg var nødt til at tage mere mundstykke ind i munden og fokusere luften mere ’bredt’. Med et begyndte instrumentet at klinge godt og lød til at stemme!! Men da jeg undersøgte det med tuneren, viste det sig at instrumentet stemte meget lavere end 440 hz. Jeg kom i tanke om, at ‘Académie Francaise’ i 1859 fastsatte den officielle kammertone til 435 hz. Det passede: mit instrument var stemt i 435 hz. Dette betyder i øvrigt ikke, at alle instrumenter fra perioden er stemt i 435. Vi finder også instrumenter der står i 440 og selv 448, der var almindeligt før 1859.


Nu kunne jeg begynde at drømme om at optræde med instrumentet. Men før det kunne komme så vidt, var der mange problemer der skulle overvindes: i sammenligning med vor tids saxofon, er mekanikken primitiv og inkludere selvfølgelig ikke de udviddelser og forbedringer der siden kom til. F.eks. er oktavmekanismen ikke automatisk, men består af to separate taster. Desuden er volumen mere begrænset og overtonerækken er mere lukket. Til gengæld er klangen rund og helt i overensstemmelse med Hector Berlioz’ beskrivelse i ’Le Journal des Débats’ (21. april 1849), i hvilken han beskriver saxofonens klang med termer som mystik, drømmende, passion og værende på kanten af stilhed, som ekkoet af et ur. Bøger om det 19. århundredes spillestil bladt træblæsere, gjorde det klart for mig, at vibrato ikke blev brugt (endog så vidt at det ikke blev gjort). Så af denne grund måtte jeg (midlertidigt) give afkald på en af mine ynglings klangfarver!
Det tog mig tre år at lære alt dette og efterhånden blev jeg mere og mere overbevidst om det upassende i, at optræde med dette instrument i sammenspil med et moderne Steinway klaver. I 2000 blev konturen af mit ’Adolphe Sax projekt’ klare: at organisere en række koncerter og lave en CD-optagelse (Ottavo C50178) med et Erard klaver fra perioden (det førende mærke på den tid). Ivo Janssen fik mulighed for, at bruge et smukt eksemplar fra 1846, der bar den store virtuos Sigismund Thalbergs autograf.

Det var en stor glæde for mig, at vise et stort publikum hvor voresinstrument oprindelig kkommer fra, med den tids musik: primært Fantasier af Arban, Kastner, Soualle, Savari og, selvfølgelig, Demersseman. Repertoiret er charmerende men ikke første klasse og klaverstemmerne er ikke særlig virtuose. Af disse grunde skrev den unge pianist og komponist Wijnand van Klaveren to pragtfulde stykker i 1900-tals stil, baseret på saxofontemaer af Berlioz og Thomas: en forbindelse til vor egen tid. I mellemtiden har jeg haft mulighed for, at købe en fuld kvartet af Adolphe Sax saxofoner og om to år vil min Aurelia Saxophone Quartet gennemføre et lignende projekt.

Jeg var blever grebet af en samle-på-gamle-saxofoner-virus: Jeg fand nogle smukke og historisk interessante instrumenter. Men jeg holder mig altid for øje, at de skal være gode nok til, at man kan optræde med dem og at der er en forbindelse til vores repertoire. Ud fra disse kriterier fand jeg en ’Super Sax Selmer’ alt fra 1931 (’Cigarcutter’) og en Selmer tenor med Adolphe Sax juniors varemærke fra 1930 med tilsvarende mundstykker fra tiden. Især disse kombinationer fremkalder virkelig lyden fra den tid de er bygget i (skønt de er meget tættere på moderne saxofoner, end de der er bygget af Adolphe Sax senior). Igen måtte jeg – med stor fornøjelse – tilpasse min spillestil, hvilket briger mig til et andet projekt som jeg har lavet ud fra disse premisser: ”Metropolis Berlin 1925-1933” (CD: OTR C100386). I denne periodefrembragte Berlin nogle fornemme værker for saxofonen, inden Nazisterne forbød både instrument og repertoire som ’Entartet’. Jeg tænker på Schulhoffs ”Hot-Sonata” for saxofon og klaver, Kvintetten for saxofon og strygekvartet af Adolf Busch, Trioen for bratsch, tenorsaxofon og klaver af Hindemith og ’Konzertstück’ for to altsaxofoner af sammen komponist. Jeg fandt også plads til et arrangement af Kurt Weills ”Mahagonny-Suite” for strygekvartet, klaver og saxofon, af Wijnanad van Kleveren. Disse stykker tegner et billede af en meget spændende periode i Berlin og selvom instrumenterne er alt andet end tyske, bringer de musikkens oprindelse meget, meget tæt på.

Det er særdeles vigtigt, at finde det passende musiklaske omgivelser for instrumentet. Det er ikke nok at vise en ’klang’, en gimmick. Klangen er en del af en samlet idé, et koncept. At spille på oprindelige instrumenter, på min måde, er faktisk resultatet af de sidste 50 års udvikling indenfor dette område, der har givet os en fuldstændig ny måde at gå til fortidens musik; at sætte opførelsen ind i et perspektiv af vores samlede viden om perioden og bruge de samme materialer som musikerne dengang brugte. For mig har disse projekter været meget udbytterig og udviklende. Saxofonens historie og instrumenterne der repræsenterer dens historie vil fortsat væære en kilde til inspiration for mig.

Besøg Arno Bornkamps hjemmeside her: www.arnobornkamp.nl

Oversættelse: Kasper Pihl
© Arno Bornkamp 2006. Citater fra Nordisk Saxofontidsskrift skal kildeangives. Artikler, eller dele deraf, må kun offentliggøres med redaktionens skriftlige tilladelse.

Tags: Adolphe Sax, Arno Bornkamp